►Bestemmelserne i OPKL § 5, stk. 1, omhandler såkaldte efterangivelser, der anvendes, når det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter og afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse eller negativt tilsvar, og beløbet derfor skal indbetales eller tilbagebetales.

Bestemmelsen i OPKL § 5, stk. 1, om efterangivelser anvendes, både hvor virksomheden efter at have indgivet den første - men urigtige - angivelse eller indberetning for en given periode på eget initiativ efterangiver det manglende beløb, og i tilfælde, hvor Skatteforvaltningen forhøjer tilsvaret, fordi virksomheden har indgivet en urigtig angivelse eller indberetning. Der sondres således ikke mellem, om ændringen af tilsvaret, der giver anledning til et efter- eller tilbagebetalingskrav mod virksomheden, sker på virksomhedens eller Skatteforvaltningens initiativ.

Videre anvendes bestemmelsen i situationer, hvor virksomheden har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, og hvor beløbet derfor skal tilbagebetales.

Derudover finder bestemmelsen anvendelse, hvor Skatteforvaltningen i forbindelse med en kontrol fastsætter tilsvaret første gang for perioden, fordi virksomheden i strid med reglerne ikke har været registreret for skatten eller afgiften eller ikke har foretaget en angivelse eller indberetning for afregningsperioden i henhold til gældende regler. I disse situationer, hvor en foreløbig fastsættelse efter OPKL § 4, stk. 1, som følge af den manglende registrering ikke foretages, opkræves beløbet til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. OPKL § 5.◄