Afsnittet indeholder:

  • Regel

  • Personer omfattet af reglen

Regel

Med bøde straffes efter SIL § 59, stk. 1, nr. 1, den indberetningspligtige, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at opfylde sine pligter efter SIL § 23, stk. 1 eller 2.

Straffebestemmelsen er ny og finder derfor kun anvendelse på overtrædelser begået vedrørende indberetninger omfattet af SIL.

Efter SIL § 23, stk. 1, skal indberetningspligtige finansielle institutter give meddelelse til fysiske og juridiske personer, som det finansielle institut skal indberette oplysninger om blandt andet efter regler udstedt i medfør af SIL § 22. Efter SIL § 22 kan skatteministeren fastsætte regler om, at finansielle institutter årligt skal foretage indberetning af en række nærmere oplysninger i relation til konti med tilknytning til udlandet.

De oplysninger, som de finansielle institutter skal give meddelelse om til de personer, der indberettes om, er alle de oplysninger, som vedkommende har ret til efter databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Databeskyttelsesforordningen er bilag 1 til databeskyttelsesloven.

Efter SIL § 23, stk. 2, skal det finansielle institut underrette personer, der skal indberettes oplysninger om, hvis der sker brud på datasikkerheden. Underretningspligten forudsætter, at det er sandsynligt at bruddet kan skade beskyttelsen af personoplysninger om den pågældende person eller dennes privatliv.

Personer omfattet af reglen

SIL § 59, stk. 1, nr. 1, omfatter finansielle institutter, der årligt skal indberette oplysninger om finansielle konti med tilknytning til udlandet.