Dato for udgivelse
12 jul 2013 10:16
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
03 jun 2013 09:43
SKM-nummer
SKM2013.509.BR
Myndighed
Byret
Sagsnummer
Retten i Aalborg, BS 11/403/2012
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Andet om moms
Emneord
Fogedforbud, registrering, sikkerhed
Resumé

Stadfæstelse af et fogedforbud mod udøvelse af registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering

Sagsøgte havde ikke stillet den af SKAT krævede sikkerhed for momsregistrering, og SKATs afgørelse herom var endelig, da den ikke rettidigt var indbragt for Landsskatteretten.

Byretten fandt det videre bevist, at sagsøgte på tidspunktet for fogedforbuddets nedlæggelse havde drevet registreringspligtig virksomhed uden tilladelse. Retten lagde i den forbindelse vægt på sagsøgtes hjemmeside, hans egne vidneforklaring om, at han på baggrund af hjemmesiden modtog henvendelser fra potentielle kunder, samt at han havde udfærdiget et tilbud i en konkret sag påført eget logo.

På denne baggrund fandt byretten, at fogedforbuddet var lovlig foretaget og forfulgt, ligesom sagsøgte blev tilpligtet ikke at udøve momspligtig virksomhed uden momsregistrering.

Reference(r)

Momsloven § 47, stk. 1
Opkrævningsloven § 11, stk. 2
Retsplejeloven § 642 (dagældende)
Retsplejeloven § 648, stk. 1 (dagældende)

Henvisning
Den juridiske vejledning 2013-1 D.A.14.1.4
Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 G.A.3.5.3

Parter

SKAT
(Kammeradvokaten v/advokatfuldmægtig Lars Møller)

mod

A
(Selvmøder)

Afsagt af byretsdommer

Rikke Fisker Sørensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er en justifikationssag vedrørende fogedrettens forbud af 10. februar 2012. Sagen er anlagt den 24. februar 2012.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at A skal anerkende, at det af fogedretten, den 10. februar 2012, nedlagte fogedforbud er lovligt foretaget og forfulgt.

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om, at A tilpligtes ikke at udøve registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering.

Sagsøgte har nedlagt påstand om, at betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud ikke var opfyldt den 10. februar 2012.

Sagsøgte har endvidere påstået frifindelse for påstanden om, at han tilpligtes ikke at udøve registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagsøgeren har i sin stævning redegjort for baggrunden for fogedforbuddet.

Det fremgår blandt andet heraf:

"...

Nærværende sag drejer sig om, at SKAT den 28. september 2011 stillede betingelse om sikkerhedsstillelse for momsregistrering af As virksomhed, H1 v/ A, der opfører træhuse. Der blev imidlertid ikke stillet den nødvendige sikkerhed af A, hvorfor As virksomhed ikke blev registreret. På trods heraf fortsatte A med at drive den registreringspligtige virksomhed, herunder ved at fortsætte opførelse af et bjælkehus for LJ i henhold til tilbud af 10. august 2011.

..."

Den 10. februar 2012 nedlagde fogedretten fogedforbud mod A, således at han blev forbudt at drive registreringspligtig virksomhed uden at være momsregisteret, og herunder blev han forbudt at fortsætte konkrete arbejder med opførelse af et træhus for LJ.

Den 24. februar 2012 indgav SKAT justifikationsstævning vedrørende forbuddet.

Den 17. september 2012 stadfæstede landsretten fogedrettens kendelse om forbud.

A har forklaret, at han ikke drev registreringspligtig virksomhed den 10. februar 2012, da fogedforbuddet blev nedlagt.

Han ville gerne drive virksomhed igen, og han så byggeriet hos LJ som en mulighed for at komme til det.

Han aftalte med LJ, at hvis det ikke lykkedes at få registreret firmaet, så ville LJ ansætte ham i stedet for. De indgik derfor efterfølgende en ansættelseskontrakt, og LJs advokat skulle sende ansættelseskontrakten til SKAT. Han kan derfor ikke forstå, at SKAT ikke havde modtaget ansættelseskontrakten, da forbuddet blev nedlagt, for han havde selv modtaget den 14 dage før. Han er i hvert fald sikker på, at SKAT vidste, at papirerne var på vej.

Tilbuddet til LJ blev skrevet på det almindelige firmapapir med logoet for H1, fordi det er hans personlige trademark.

Det er vidnet, der har rettighederne til hjemmesiden www... Hjemmesiden var lukket ned fra omkring april-maj 2011 og frem til august 2011. Det er rigtigt, at hjemmesiden var i brug igen den 11. januar 2012. Den har altid været tilknyttet hans cvr. nr., men han havde den ikke for at skaffe kunder. Det er rigtigt, at han på baggrund af hjemmesiden blev kontaktet af potentielle kunder.

Det er hans opfattelse, at SKAT blander denne sag sammen med nogle andre sager vedrørende andre selskaber, som han har haft eller har haft tilknytning til.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har under hovedforhandlingen uddybet sine anbringender i påstandsdokument af 15. april 2013, hvor følgende er anført:

"...

Anbringender til støtte for påstand 1

Det gøres overordnet gældende, at fogedforbuddet var lovligt foretaget og forfulgt, idet A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet den 10. februar 2012 (1) drev registreringspligtig virksomhed i strid med SKATs ret, (2) at A ville fortsætte hermed medmindre forbuddet blev nedlagt, samt (3) at formålet ville have været forspildt, såfremt SKAT var henvist til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det således gældende, at retsplejelovens regler om nedlæggelse af forbuddet er opfyldt, idet betingelserne i retsplejelovens § 642 er opfyldt, ligesom fogedforretningen i øvrigt er foretaget korrekt.

Ad nr. 1

Det er en krænkelse af SKATs ret, at A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet udøvede registreringspligtig virksomhed uden at have opfyldt betingelsen om sikkerhedsstillelse.

Dette anbringende redegøres der nærmere for under påstand 2.

Ad nr. 2

På baggrund af sagsforløbet og de i sagen fremlagte dokumenter må det lægges til grund, at der var en meget høj grad af sandsynlighed for, at A fortsat ville udøve virksomhed, medmindre der blev nedlagt fogedforbud.

A oplyste således under mødet i fogedretten, at han var i færd med opførelsen af byggeriet for LJ, og at dette havde stået på i flere måneder. Det bemærkes i den relation, at det på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet ikke var godtgjort, at A var ansat eller i øvrigt ikke drev selvstændig entreprenørvirksomhed ligesom det har formodningen for sig, at ansættelsesforholdet reelt først er etableret efter nedlæggelsen af fogedforbuddet.

De af A efter fogedforretningen fremsendte dokumenter ændrede i øvrigt ikke på vurderingen af tidspunktet for ansættelsesforholdet, hvilket Vestre Landsret fastslog ved fogedforbuddets stadfæstelse ved kendelse af 17. september 2012.

Ad nr. 3

Det gøres gældende, at lovgivningens almindelige regler om straf og erstatning ikke ydede SKAT tilstrækkeligt værn, idet der var risiko for, at A fortsat ville udøve registreringspligtig virksomhed uden hensyntagen til SKATs ret, hvorfor kun et forbud ville give SKAT mulighed for at standse As udøvelse af virksomhed.

Det bemærkes hertil, at A også efter at SKAT traf afgørelse om sikkerhedsstillelse fortsatte med at udøve registreringspligtig virksomhed i form af udførelse af arbejde for LJ.

Det kan videre lægges til grund, at A havde oprettet en hjemmeside, der mest nærliggende må forstås som reklame for hans kompetencer inden for bygning af huse.

I forlængelse heraf gøres det gældende, at det har formodningen imod sig, at alle fremtidige bygherrer, der ønsker As bistand til opførelse af et hus, vil påtage sig arbejdsgiverhvervet med de omfattende forpligtigelser, der følger hermed, hvorfor det ikke er afgørende for sagen, at A efterfølgende blev ansat af LJ.

Og på denne baggrund var fogedforbuddet lovlig foretaget og forfulgt.

Anbringender til støtte for påstand 2

Til støtte for den nedlagte påstand 2 gøres det overordnet gældende, at As udøvelse af virksomhed var ulovlig.

Det gøres i den forbindelse nærmere gældende,

at

A ikke har opfyldt de af SKAT stillede betingelser for at opnå ny registrering, idet der ikke er stillet sikkerhed for restancer på skatter og afgifter samt det gennemsnitlige tilsvar for en tre måneders periode for skatter og afgifter på i alt kr. 110.000,-,

 

  

at

SKAT er berettiget til at pålægge A at stille sikkerhed, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 1 og 2,

 

  

at

A i strid med SKATs ret tidligere har drevet og må frygtes at have til hensigt at vedblive med at drive uregistreret virksomhed, også selvom arbejdet med bjælkehuset for LJ nu er færdiggjort,

 

  

at

en uregistreret videreførelse af As virksomhed strider mod SKATs krav om registrering, jf. momslovens § 47, stk. 1, og dermed SKATs mulighed for at kontrollere As angivelser, herunder kontrollere om der er sket angivelse og afregning af moms,

 

  

at

der er en betydelig risiko for, at A fortsat vil drive uregistreret virksomhed, eftersom A har fortsat virksomhedens drift på trods af nægtelsen af registrering,

 

  

at

det af hensyn til statskassens interesser var nødvendigt at foranledige As virksomhed standset omgående, således at den ulovlige drift ophørte, idet den manglende mulighed for effektiv kontrol udgjorde og udgør en væsentlig risiko for oparbejdelse af yderligere restancer til SKAT.

Det gøres endvidere gældende, at det er uden betydning for bedømmelsen af, om A skal ophøre med at drive registreringspligtig virksomhed, at A efter det af ham oplyste, blev ansat af LJ til at forestå det konkrete byggeri på ...1.

Det bemærkes i den forbindelse,

at

A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet havde en aktiv hjemmeside for virksomheden H1 med adressen www...,

 

  

at

A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet stod som indehaver af virksomheden H1 på hjemmesiden www...,

 

  

at

A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet havde modtaget henvendelser om entreprenørbistand på baggrund af den pågældende hjemmeside, hvilket ligeledes var årsagen til kontakten med LJ,

 

  

at

Indholdet af virksomhedens hjemmeside er tilstrækkelig dokumentation for, at der var risiko for, at A ville drive uregistreret virksomhed i strid med SKATs ret, særligt henset til, at A tidligere havde drevet uregistreret virksomhed.

 

  

at

A på tidspunktet for nedlæggelsen af fogedforbuddet havde kontakt til en potentiel bygherre vedrørende et muligt projekt i ...2, jf. bilag 13 samt retsbogen (bilag 23),

 

  

at

det af A udførte arbejde normalt har karakter af selvstændig virksomhed som entreprenør, samt

 

  

at

ansættelsen af A alene var et udslag af, at A ikke kunne blive registreret for moms uden sikkerhedsstillelse, jf. SKATs afgørelse af 28. september 2011 (bilag 6).

Det bemærkes ydermere, at samtlige SKATs afgørelser vedrørende As tidligere virksomheder, herunder afgørelse om sikkerhedsstillelse som betingelse for momsregistrering for H2 ApS, er endelige, upåklagede afgørelser. Det ligger således fast, at A har drevet uregistreret virksomhed, hvilket også er tilstrækkeligt til i den konkrete sag at godtgøre og sandsynliggøre, at forbudsbetingelserne er opfyldt.

Det gøres således gældende, at nedlæggelsen af fogedforbuddet den 10. februar 2012 var korrekt foretaget, og det bemærkes i den forbindelse, at fogedforbuddet ikke er til hinder for, at A bliver ansat som lønmodtager, idet forbuddet alene vedrører udøvelsen af uregistreret, momspligtig virksomhed.

..."

A har til støtte for påstanden gjort gældende, at han ikke drev registreringspligtig virksomhed, da fogedforbuddet blev nedlagt den 10. februar 2012. På det tidspunkt var han ansat af LJ til at opføre et hus. Der lå en underskrevet ansættelseskontrakt den 28. januar 2012. Hjemmesiden www... har altid været tilknyttet hans cvr.nr. Han havde den ikke for at få henvendelser på byggeri. H1 hans personlige trademark, så der er ikke noget mærkeligt i, at han lavede et tilbud til LJ på et papir med det logo.

A har samtidig gjort gældende, at SKAT fejlagtigt kæder sagen sammen med to andre selskaber, der er blevet opløst. Det er ikke rigtigt, at han ikke har klaget over SKATs afgørelser.

Rettens begrundelse og afgørelse

Fogedforbud

Efter bevisførelsen finder retten det bevist, at tiltalte, da fogedforbuddet blev nedlagt den 10. februar 2012, drev registreringspligtig virksomhed uden tilladelse.

Retten har herved lagt vægt på As benyttelse af hjemmesiden www..., hvorved han efter sin egen forklaring fik henvendelser om opførelse af huse fra potentielle kunder, herunder LJ. Der er endvidere lagt vægt på, at A udfærdigede et tilbud til LJ på brevpapir med et logo fra H1. At der senere blev udfærdiget en ansættelseskontrakt mellem A og LJ kan ikke føre til et andet resultat.

Da A ubestridt ikke har stillet den af SKAT krævede sikkerhed for at få godkendelse til at drive registreret virksomhed, var der derfor tale om handlinger, der stred mod SKATs ret, jf. momslovens § 47, stk. 1, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 1 og stk. 2.

Da formålet derfor ville være forspildt, hvis SKAT skulle have gjort sin ret gældende ved almindelig rettergang, var betingelserne for nedlæggelse af fogedforbud i retsplejelovens § 642 opfyldt den 10. februar 2012.

SKAT har anlagt justifikationssag inden udløbet af den i retsplejelovens § 648, stk. 1, omhandlede frist på 2 uger regnet fra nedlæggelsens af fogedforbuddet. På den baggrund finder retten, at fogdeforbuddet er lovligt foretaget og forfulgt. Som følge heraf tages sagsøgerens påstand herom til følge.

Pligt til ikke at udøve registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering

Af de samme grunde som ovenfor nævnt, og da retten efter SKATs oplysninger herom lægger til grund, at A ikke har påklaget SKATs afgørelse af 28. september 2011 om sikkerhedsstillelse til Landsskatteretten, er afgørelsen herom endelig.

Retten tager på den baggrund SKATs påstand om, at A tilpligtes ikke at udøve registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering til følge.

SKAT har ikke oplyst nærmere om omfanget og varigheden af fogedforbudssagen. På grundlag af de foreliggende oplysninger bestemmer retten, at A i sagsomkostninger i forbindelse med fogedforbudssagen skal betale 6.700 kr. til SKAT, hvoraf 700 kr. vedrører udgift til retsafgift og 6.000 kr. vedrører udgiften til advokat.

I sagsomkostninger i forbindelse med denne sag skal A til SKAT betale 15.500 kr. (inkl. moms). Heraf vedrører 500 kr. udgift til retsafgift og 15.000 kr. udgiften til advokat. Der er herved lagt vægt på sagens omfang og resultat.

A skal således inden 14 dage betale i alt 22.200 kr. i sagsomkostninger til SKAT.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Det af fogedretten den 10. februar 2012 nedlagte fogedforbud mod sagsøgte, A om at drive registreringspligtig virksomhed, stadfæstes som lovligt foretaget og forfulgt.

A tilpligtes ikke at udøve registreringspligtig virksomhed uden momsregistrering.

Inden 14 dage skal sagsøgte, A, til sagsøgeren, SKAT, i sagsomkostninger betale 22.200 kr.