Indhold

Dette afsnit handler om udlejning af arbejdskraft (arbejdsudleje).

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Arbejdsudlejevurderingen
• Arbejdsudleje inden for koncern
• Hvervgivers pligter ved arbejdsudleje
• Grundlaget for opgørelse af arbejdsudlejeskat
• Valg af beskatning efter almindelige regler
• Overgang til anden skattepligt
• Ansættelse gennem vikarbureauer
• Videreudlejning af udenlandsk medarbejder til kunden
• Selvstændige udenlandske enkeltmandsvirksomheder
• Arbejdsudleje i tilknytning til kulbrinteindvinding
• Betydningen af DBO'erne
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Når en udenlandsk person, der har bevaret sit formelle ansættelsesforhold til sin udenlandske arbejdsgiver, udfører arbejde for en dansk virksomhed, foreligger der efter omstændighederne arbejdsudleje.

KSL § 2, stk. 1, nr. 3, gælder for udenlandske personer, der erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde. Den udenlandske arbejdsgiver skal have stillet den udenlandske person til rådighed for arbejdet her i landet for en dansk virksomhed (reel arbejdsgiver), og arbejdet skal udgøre en integreret del af virksomheden.

Arbejdsudlejereglerne følger kommentarerne til OECD's modeloverenskomst fra 2010, artikel 15, punkt 8-8.28, og finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

Beskatningsretten til arbejdsudlejeindkomsten bygger på den forudsætning, at den danske virksomhed kan anses for den reelle arbejdsgiver over for den udenlandske arbejdstager, som har bevaret sit formelle ansættelsesforhold til den udenlandske arbejdsgiver. Dette følger af en fortolkning af arbejdsgiverbegrebet i OECD's modeloverenskomst artikel 15, stk. 2, litra b.

Anvendelsesområde

Reglen finder ikke anvendelse når:

• Arbejdstageren er fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL § 1.
• Arbejdstageren er begrænset skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1.
• Aftalen om arbejdsudleje indgås mellem to danske virksomheder.
• Den udenlandske arbejdsgiver, som stiller arbejdskraft til rådighed, har fast driftssted her i landet.
• Arbejdstageren er udøvende kunstner, musiker, artist eller sportsudøver.

Arbejdsudlejereglerne finder ikke anvendelse, når udlejeren er en dansk virksomhed. Dette vil fx omfatte den situation, hvor udlejeren har fast driftssted her i landet. Det er her afgørende, at der foreligger fast driftssted efter interne danske regler i SEL § 2, stk. 1, litra a, eller KSL § 2, stk. 1, nr. 4, og tillige i henhold til en DBO med det land, hvor udlejeren er hjemmehørende. I de tilfælde, hvor der ikke er en DBO med dette land, er det de interne danske regler, der er afgørende for vurderingen af, om der foreligger et fast driftssted.

Har den udenlandske virksomhed fast driftssted i Danmark, har den danske virksomhed ikke pligt til at indeholde kildeskat af de udenlandske ansattes arbejdsvederlag. Der henvises til SEL § 2, stk. 1, litra a, KSL § 2, stk. 1, nr. 4 og OECD's modeloverenskomst artikel 5 og kommentarerne hertil.

En aftale om arbejdsudleje, der indgås mellem to danske virksomheder, forudsætter, at der ikke blot foreligger en situation, hvor en dansk virksomhed formidler udenlandsk arbejdskraft til en anden dansk virksomhed. Se► SKM2022.4.BR◄, hvor den virksomhed, der beskæftigede den udenlandske arbejdskraft, var pligtig til at indeholde arbejdsudlejeskat. Den udenlandske arbejdskraft var alene formidlet gennem en anden dansk virksomhed.      

Det kan forekomme, at den danske virksomhed køber arbejdsydelser af en eller flere udenlandske enkeltmandsvirksomheder. I den situation har arbejdstagerne ikke en udenlandsk arbejdsgiver, og arbejdsudlejereglerne finder ikke anvendelse. Arbejdstageren kan i stedet enten være lønmodtager i et tjenesteforhold til en dansk virksomhed og begrænset skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 14, nr. 2, eller selvstændigt erhvervsdrivende eventuelt med fast driftssted i Danmark efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4. Vurderingen skal ske efter danske regler uafhængigt af, om virksomhedsejeren / ejerne efter hjemlandets regler anses for at være selvstændig erhvervsdrivende.

Se afsnit C.F.3.1.2.

Se også

• Afsnit C.F.3.1.4.2 om udlejning af arbejdskraft (arbejdsudleje) - tidligere regler
• SKM2014.478.SKAT, styresignal om arbejdsudleje - præcisering af reglerne

Arbejdsudlejevurderingen

Arbejdsudlejereglerne gælder inden for alle brancher.

Det er en betingelse for beskatning efter reglerne om arbejdsudleje, at arbejdet er udført i Danmark. Se fx SKM2014.314.SR.

Der foreligger ikke arbejdsudleje blot fordi, at udenlandske virksomheders medarbejdere arbejder inden for en dansk virksomheds forretningsområde. Arbejdet skal være integreret i den danske virksomhed på en sådan måde, at virksomheden reelt kan anses for arbejdsgiver i forhold til det udførte arbejde. Se fx SKM2021.639.HR.

I forhold til hidtidig praksis betyder det, at Skattestyrelsen fremover i højere grad vil anerkende, at virksomheder efter omstændighederne kan bruge underleverandører herunder inden for samme branche, uden at de ansatte skal beskattes efter reglerne om arbejdsudleje.

Det beror på en konkret vurdering, om en udenlandsk medarbejder anses som arbejdsudlejet til en dansk virksomhed, eller om arbejdet udføres af en selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed.

Arbejdsudlejereglerne bygger på en "substance over form"-vurdering. Det er derfor et spørgsmål om, hvem der ud fra en samlet vurdering må anses for den reelle arbejdsgiver. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er indgået en kontrakt, hvorefter den udenlandske arbejdsgiver formelt opfylder betingelserne for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis arbejdets karakter medfører, at der reelt ikke er noget væsentligt indhold i de forpligtelser mv., som den udenlandske arbejdsgiver har påtaget sig.

Se SKM2021.76.VLR, hvor landsretten lagde til grund, at der var tale om arbejdsudleje, bl.a. under hensyn til den udenlandske virksomheds begrænsede økonomiske risiko for mangler ved de udførte arbejdsopgaver.

Se også SKM2021.136.VLR, hvor landsretten fremhævede, at den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet lå hos den danske virksomhed, henset til arbejdets meget enkle karakter. Der var derfor tale om arbejdsudleje. Dommen er anket til Højesteret.

Det er væsentligt at fastslå, om arbejdet er integreret i den danske virksomhed, eller arbejdet ligger uden for det område, som virksomheden beskæftiger sig med, eller på anden måde er udskilt fra virksomheden.

Den udenlandske arbejdstager er ikke omfattet af arbejdsudlejereglerne, når arbejdet:

1. ikke er integreret i virksomhedens forretningsområde, eller
2. er tilstrækkeligt udskilt til en selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed

ad a) Ikke integreret i virksomhedens forretningsområde

Karakteren af de tjenesteydelser, der leveres af den udenlandske virksomheds ansatte, er som udgangspunkt afgørende for at fastslå, om der foreligger arbejdsudleje. Det er derfor vigtigt at fastslå, om tjenesteydelserne udgør en integreret del af virksomhedens forretningsaktiviteter/forretningsområde. Ved den vurdering er det væsentligt at fastslå, om det er den udenlandske eller den danske virksomhed, der bærer ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet.

Se SKM2021.639.HR, hvor Højesteret fandt, at det oplyste om karakteren af arbejdet sammenholdt med, at arbejdet blev udført på planteskolens roser og frugttræer og med planteskolens vegetative materiale, pegede i retning af, at arbejdet var integreret i planteskolens virksomhed, og at de udenlandske kontraktparter ikke i realiteten havde båret den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Det gjaldt, selv om det som anført af skønsmanden var muligt for en branchekyndig at konstatere, om arbejdet er udført korrekt, og selv om planteskolen ifølge de indgåede kontrakter havde haft ret til at modregne eventuelle krav i tilfælde af mangelfuldt arbejde.

Eksempler

Får en landmand opført en stald, vil byggeydelserne ikke være integreret i en landbrugsvirksomheds forretningsområde. Omvendt vil ydelser i form af hjælp til arbejdet i markerne eller i stalden mv. være integreret i landmandsvirksomhedens forretningsområde.

Får en hovedentreprenørvirksomhed, der har til formål at opføre huse, udført byggearbejde i form af murer-, tømrer- og el-arbejde af underleverandører, vil disse ydelser som udgangspunkt være integreret i hovedentreprenørens forretningsområde.

ad b) Opgaven skal være udskilt til en selvstændig udenlandsk virksomhed

Den danske virksomhed skal klart have udskilt og afgrænset den opgave, som leveres af den udenlandske virksomhed. Hvis det ikke er tilfældet, indgår arbejdet som en integreret del af den danske virksomhed, fordi arbejdet ikke har karakter af selvstændig udenlandsk virksomhed. Det er derfor nødvendigt at se på karakteren af den opgave, der løses af de ansatte i den udenlandske virksomhed.

Hvis den udenlandske virksomhed løser opgaver inden for den danske virksomheds forretningsområde, skal det ud fra skatteretlige principper afgøres, hvilken af virksomhederne, opgaven skal anses for integreret i.

Entrepriseretten regulerer parternes forpligtelser over for hinanden, men er ikke i sig selv afgørende for den skatteretlige kvalifikation.

Hvis tjenesteydelserne er leveret i forbindelse med udøvelse af selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed, er disse efter omstændighederne ikke omfattet af arbejdsudlejereglerne. Det er afgørende at se på karakteren af den udenlandske virksomhed i forhold til den danske virksomhed og de tjenesteydelser, der leveres hertil.

Afgørelsen af, om tjenesteydelserne er integreret i den danske virksomhed eller ydet i forbindelse med selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed, træffes ud fra en konkret vurdering. I den forbindelse er det væsentligt at fastslå, om det er den danske eller den udenlandske virksomhed, der bærer den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Det er derfor vigtigt at kunne afgrænse den udenlandske virksomheds ydelser fra den danske virksomheds ydelser. Kan den udenlandske virksomheds ydelser ikke afgrænses, foreligger der som udgangspunkt ikke udenlandsk selvstændig virksomhed, bl.a. som følge af at ansvaret for det udførte arbejde ikke selvstændigt kan placeres. Hvis den udenlandske virksomhed bærer den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde, taler dette for selvstændig erhvervsvirksomhed. At den danske virksomhed ikke har egne ansatte til den pågældende opgavevaretagelse, har efter omstændighederne ikke afgørende betydning for, om opgaven kan anses for udskilt. Se fx► SKM2022.228.HR◄. Landsretten fandt ikke, at arbejdsydelserne var tilstrækkeligt udskilt fra de danske selskabers forretningsområder. Landsretten fastslog i den forbindelse, at de danske selskaber reelt bar ansvaret og risikoen for arbejdsresultatet. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at kontrakterne alene indeholdt helt overordnede og generiske angivelser af de arbejdsydelser, der skulle leveres, at selskaberne udøvede et tilsyn med arbejdets udførelse, og at der var tale om relativt ukomplicerede håndværksydelser, hvorfor retten til at udvælge de rette personer og deres kvalifikationer var af begrænset betydning. Dommen er anket til Højesteret. 

Den danske virksomhed bærer som udgangspunkt det primære ansvar over for sin kunde uanset, at arbejdet er udført af en (udenlandsk) underleverandør. Hvis underleverandøren påtager sig et afledet ansvar, og derved forpligter sig til at foretage udbedring af fejl og mangler ved de leverede ydelser, taler dette efter omstændighederne for selvstændig erhvervsvirksomhed. Tilsvarende kan det forhold, at en underleverandør fx stiller byggegaranti og kan pålægges dagbøder ved forsinkelse efter omstændighederne tale for, at arbejdet udføres som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Har den udenlandske virksomhed kun den danske virksomhed som kunde, kan det efter omstændighederne tale for arbejdsudleje. Modsat kan det tale for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis den udenlandske virksomhed har mange andre kunder end den danske virksomhed. Se også afsnit C.C.1.2.1 om afgrænsningen mellem selvstændig virksomhed over for lønmodtagere.

Tilsvarende kan det efter omstændighederne tale for selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis der kun er tale om et enkeltstående kortvarigt arbejde af en varighed på fx kun nogle få dage til en uge.

Hvis arten af tjenesteydelserne samt forholdene omkring ansvar og økonomisk risiko peger i retning af, at den danske virksomhed skal anses som den reelle arbejdsgiver, kan det være relevant at se på nedenstående supplerende kriterier i forhold til at vurdere, om den danske virksomhed skal anses som reel arbejdsgiver (arbejdsudleje), eller der er tale om ydelser leveret af en selvstændig erhvervsvirksomhed:

1. Hvem har retten til at instruere den fysiske person om, på hvilken måde arbejdet skal udføres?
2. Hvem kontrollerer og har ansvaret for det sted, hvor arbejdet udføres?
3. Har den formelle arbejdsgiver direkte afkrævet det foretagende, som tjenesteydelserne leveres til, vederlaget til personen?
4. Hvem stiller nødvendige arbejdsredskaber og materiel til rådighed for personen?
5. Hvem bestemmer antallet af personer, der skal udføre arbejdet og deres kvalifikationer?
6. Hvem har retten til at udvælge den person, som skal udføre arbejdet og retten til at opsige den kontrakt, der er indgået med personen vedrørende arbejdet?
7. Hvem har retten til at pålægge personen sanktioner, der er relaterede til personens arbejde?
8. Hvem bestemmer personens arbejdstider og ferier?

Ingen af de nævnte supplerende kriterier er i sig selv afgørende, og de kan have forskellig betydning i de enkelte situationer. Det bør dog generelt tillægges stor vægt, om den danske virksomhed direkte eller indirekte, fører tilsyn med, leder eller kontrollerer den måde, hvorpå tjenesteydelserne udføres.

Endvidere er det som ovenfor anført ikke afgørende, i hvilket omfang de enkelte kriterier formelt er opfyldt til fordel for selvstændig erhvervsvirksomhed, men derimod om kriterierne er opfyldt baseret på de faktiske forhold. I den forbindelse er det afgørende, om de givne forudsætninger, for at afgøre om der foreligger arbejdsudleje, reelt afspejler de faktiske forhold.

Uddybende bemærkninger til de supplerende kriterier

Ad 1 Instruktionsbeføjelse

Ved arbejdsudleje forudsættes det, at den danske virksomhed reelt udøver arbejdsgiverbeføjelser herunder fastsætter instrukser for arbejdets udførelse. Karakteren af arbejdsydelserne kan have betydning for den vurdering. Ved udøvelsen af selvstændig erhvervsvirksomhed forudsættes det omvendt, at den danske virksomhed ikke giver nærmere instrukser for arbejdets udførelse.

I visse situationer er det i højere grad den danske virksomheds planlægning og beslutninger i relation til denne virksomheds drift, der er styrende for udførelsen af arbejdet. I disse tilfælde har en eventuel udenlandsk arbejdsleders instruktion, vejledning mv. af medarbejderen en mere underordnet betydning for arbejdets udførelse. Det kan fx forekomme ved arbejdsfunktioner af mindre kompliceret karakter, der ikke kræver større forkundskaber som fx gartneriarbejde, lagerarbejde, eller arbejde som receptionist.

I andre situationer kan det være åbenbart, at det er den udenlandske virksomhed, der selvstændigt står for arbejdstilrettelæggelsen herunder udøver instruktion og vejledning mv. Dette kan fx være tilfældet, hvis der er tale om klart afgrænsede og individualiserede ydelser i forhold til de ydelser, som den danske virksomhed udfører med egne ansatte. Det kan efter omstændighederne forekomme i forbindelse med, at den udenlandske virksomhed leverer ydelser, der kræver kompetencer, der afviger væsentligt fra de kompetencer, som de ansatte i den danske virksomhed besidder og dermed også fra de ydelser, som den danske virksomheds ansatte udfører. Hvis den danske virksomhed fx løbende kan prioritere og bestemme over de udenlandske ansattes arbejde, som det gælder for egne ansatte lønmodtagere, taler det derimod for arbejdsudleje.

Det har ikke i sig selv afgørende betydning, hvilket uddannelsesmæssigt niveau den pågældende person har. En virksomhed kan have behov for arbejdskraft med varierende kompetenceniveau. Således kan højtuddannede specialister, fx ingeniører, tandlæger og speciallæger, være arbejdsudlejede til danske virksomheder.

En dansk total-/hovedentreprenør vil efter omstændighederne ikke blive anset for at have instruktionsretten i forhold til underentreprenører, hvis entreprisen/projektet i øvrigt er selvstændigt opdelt med underentreprenørens egen ledelse og ansvar for de enkelte entrepriser/delprojekter.

Herudover kan det også have betydning for instruktionsretten, hvis den danske og den udenlandske virksomhed har fælles daglig ledelse. Dette forhold kan efter omstændighederne tale for, at den danske virksomhed kan anses for at have instruktionsretten over for de udenlandske ansatte. Hvis den danske og udenlandske virksomhed har fælles ejerkreds, kan dette få betydning for bedømmelsen af, om de udenlandske ansatte reelt er under dansk instruktion og ledelse.

I det følgende gives en række eksempler på betydningen af ledelses- og instruktionsbeføjelsen:

Eksempel 1a

En dansk IT-virksomhed X er specialiseret i og markedsfører sig med ydelser inden for et bestemt standard IT-system. X sælger et projekt til en dansk kunde, der foruden implementering af standardsystemet også forudsætter en integration med kundens eksisterende IT-system. Ydelsen forudsætter kompetencer, som X ikke har blandt sine egne IT-konsulenter. X indgår en aftale med en udenlandsk IT-virksomhed Y om at levere denne ydelse.

Der er tale om tilførsel af kompetencer, der ikke er i virksomhed X, men der er behov for disse i forbindelse med integrationen med kundens IT-system. At ydelsen ikke er en del af det standardsystem, som X er specialiseret indenfor taler for, at integrationsopgaven er afgrænset fra de ydelser, som X leverer. Derved kan denne ydelse anses for at udgøre et selvstændigt delprojekt. Denne vurdering understøttes af, at X ikke har de nødvendige kompetencer til at udøve instruktionsretten og kontrollen med arbejdet. Hvis Y ud fra en samlet konkret vurdering af de øvrige relevante kriterier anses for at levere en selvstændig konsulentydelse, vil der ikke foreligge arbejdsudleje.

Eksempel 1b

En dansk IT-virksomhed X står for løbende support og vedligeholdelse af et IT-system hos en dansk kunde. X har i en periode på 5 måneder ikke medarbejdere nok til at udføre opgaven og hyrer derfor 5 medarbejdere fra en udenlandsk IT-virksomhed, Y, til at hjælpe med at udføre arbejdet. X står for oplæring af de 5 medarbejdere, og disse indgår i teams sammen med X's egne ansatte.

Der er tale om, at X mangler ressourcer til at udføre arbejde, som X's egne ansatte også udfører. X har derfor reelt mulighed for at udøve instruktion, vejledning og kontrol over for Y's ansatte. Dette taler for, at der foreligger arbejdsudleje.

Eksempel 1c

En dansk konsulentvirksomhed X hyrer en konsulent til at levere ydelser på projekt A. Konsulenten er ansat i en udenlandsk virksomhed Y. Y har specialiseret sig inden for en særlig niche. Y leverer ydelserne til projekt A til en på forhånd aftalt pris. X har én medarbejder med kompetencer inden for den særlige niche, men X's medarbejder er beskæftiget på et andet projekt B. Y's konsulent skal i en kort periode løse en specifik afgrænset opgave på projekt A. Y's konsulent hyres, da X har vurderet, at det ikke vil være rentabelt for X at ansætte endnu en konsulent med de omhandlede kompetencer på fuld tid. Opgaven på projekt A løses selvstændigt af Y's konsulent, dvs. uden vejledning, instruktion eller kontrol fra en projektleder. X's projektleder står udelukkende for helt overordnet at koordinere afleveringen af konsulentens opgave med resten af projektet.

Udgangspunktet er, at der ikke foreligger arbejdsudleje for konsulenten, da arbejdet er klart udskilt og individualiseret, og da ansvaret for Y's konsulentydelser kan placeres hos Y. Denne vurdering understøttes af, at arbejdet udføres selvstændigt, uden at X's projektleder instruerer, vejleder eller kontrollerer konsulentens arbejde. Hvis Y ud fra en samlet konkret vurdering af de øvrige relevante kriterier anses for at levere en selvstændig konsulentydelse, vil der ikke foreligge arbejdsudleje.

Eksempel 1d

En dansk byggevirksomhed X bygger parcelhuse. X udfører med egne ansatte selv murer- og tømrerentrepriser. X anvender således andre underentreprenører til at udføre underentrepriserne for de øvrige fagområder herunder el-installationsarbejdet. Som følge af en konkret entreprise med et omfattende byggeri mangler X ressourcer til at udføre entreprisen. X indgår derfor aftale med den udenlandske byggevirksomhed Y om, at Y skal udføre visse dele af murer- og tømrerarbejdet. På en del af arbejdet vil X's og Y's ansatte arbejde "side om side" med at udføre de pågældende entrepriser. For så vidt angår gulvlægning er det udelukkende Y's ansatte, der varetager opgaven. Endvidere indgår X aftale med den udenlandske el-installationsvirksomhed Z.

For så vidt angår den del af murer- og tømrerarbejdet, hvor de ansatte i X og Y arbejder sammen om udførelsen af opgaverne, må det forudsættes, at X bevarer instruktionsbeføjelsen og ledelsen af murer- og tømrerentrepriserne. Y's ydelser kan derfor som udgangspunkt ikke anses for at være tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed, og der vil efter omstændighederne foreligge arbejdsudleje.

For så vidt angår gulvarbejdet, taler det som udgangspunkt for arbejdsudleje, at X selv har medarbejdere og arbejdsledere, der vil kunne udføre, instruere og kontrollere almindelig gulvlægning. Da det udelukkende er Y's ansatte, der varetager opgaven, kan der efter omstændighederne dog foreligge selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis Y kan dokumentere, at der er tale om en afgrænset opgave, der løses selvstændigt, og hvor det i højere grad er Y's ledelse af arbejdet, der er bestemmende for udførelsen af arbejdet end planlægningen, beslutningerne og arbejdet i X's virksomhed. Dette kan fx være tilfældet, hvis der er tale om en særlig type gulv. Hvis Y tillige selv leverer materialer, arbejdsredskaber, og påtager sig ansvaret og den økonomiske risiko for, at medarbejderne leverer et arbejde, der både kvalitetsmæssigt og tidsmæssigt lever op til aftalen, og disse forhold også afspejles i vederlagets sammensætning, vil der efter omstændighederne ikke være tale om arbejdsudleje.

For så vidt angår el-installationsarbejdet anses Z for at have instruktionsbeføjelsen, da X ikke har autorisation til og er i besiddelse af den fornødne viden til at varetage denne opgave. Hvis Z ud fra en samlet konkret vurdering af de øvrige relevante kriterier anses for at levere en selvstændig ydelse, vil der være tale om udenlandsk selvstændig erhvervsvirksomhed, der er afgrænset og udskilt i forhold til X' egen virksomhed.

Ad 2 Kontrol og ansvar for arbejdsstedet

Kontrollen og ansvaret for det sted, hvor arbejdet udføres, kan i praksis ligge hos:

• Den danske virksomhed.
• Den udenlandske virksomhed.
• Den danske virksomheds kunde.

Hvis kontrollen og ansvaret for arbejdsstedet ligger hos den udenlandske virksomhed, kan dette tale for, at der efter omstændighederne foreligger selvstændig erhvervsvirksomhed.

Omvendt hvis den udenlandske virksomhed udfører arbejdet på den danske virksomheds forretningssted, fx en fabrik, vil dette efter omstændighederne kunne tale for arbejdsudleje.

Se SKM2021.639.HR, hvor Højesteret bl.a. henviste til, at arbejdet blev udført på planteskolen, som dermed havde kontrollen med og ansvaret for arbejdsstedet.

Se også SKM2021.136.VLR, hvor landsretten bl.a. henviste til, at arbejdet skulle udføres hos sagsøger (i den danske virksomhed) og bestod i levering af arbejdskraft, der skulle betjene et stort produktionsapparat, der var ejet af sagsøgeren. Dommen er anket til Højesteret.  

Eksempel 2a

En dansk minkavler X indgår aftale med den udenlandske virksomhed Y om, at Y skal udføre nogle af X's pelsningsopgaver. Arbejdet med pelsning af minkene foregår på X's ejendom og med X's maskiner. Y's ydelser består derfor hovedsageligt af arbejdskraft.

I dette tilfælde vil X's kontrol med og ansvar for det sted, arbejdet udføres fra tale for, at der foreligger arbejdsudleje.

Ad 3 Vederlagets sammensætning

Hvis den udenlandske virksomhed afkræver et vederlag, der udgør løn mv. til medarbejderen uden avancemargin eller med tillæg af en avancemargin, der er beregnet som en procentdel af vederlaget og øvrige personaleomkostninger, taler dette for arbejdsudleje.

Hvis den betaling, der er afkrævet for tjenesteydelserne, omvendt ikke har relation til vederlaget til medarbejderen, eller hvis dette vederlag kun er en af mange faktorer, der indgår i kontrakten, kan dette tale for selvstændig virksomhed. Dette kan være tilfældet, hvis en betydelig del af vederlaget til den udenlandske virksomhed vedrører betaling for levering af en vare eller brug af særligt materiel og materialer (sammensat ydelse). Se fx SKM2013.678.SR og SKM2013.742.SR.

Ad 4 Arbejdsredskaber og materiel

Hvis den udenlandske virksomheds ydelser i betydeligt omfang består i levering af arbejdskraft, og den danske virksomhed stiller nødvendigt materiel og materialer til rådighed for den udenlandske virksomheds ansatte, vil det tale for, at der foreligger arbejdsudleje. Se eksempel 2a.

Hvis den udenlandske virksomhed stiller al materiel og materialer til rådighed for udførelse af arbejdet, taler dette efter omstændighederne for, at der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Jo mere specialiseret og investeringskrævende materiellet eller materialerne er, jo tungere vægter kriteriet til fordel for selvstændig erhvervsvirksomhed, da investeringer heri indebærer en økonomisk risiko for den udenlandske virksomhed.

Ud fra en "substance over form"-vurdering kan det efter omstændighederne ikke tillægges betydning, om den udenlandske virksomhed skal betale leje af de arbejdsredskaber og materiel, som den danske virksomhed stiller til rådighed for arbejdets udførelse. Det gælder navnlig, hvis arbejdsredskaberne/materiellet kan anses for at indgå i den udenlandske virksomheds løbende drift. En lejebetaling i denne situation er i realiteten kun at anse som en formel disposition. Trods betaling vil den danske virksomhed kunne anses for at stille arbejdsredskaber og materiel til rådighed for den udenlandske virksomheds medarbejdere, og dette vil tale for arbejdsudleje.

Ad 5 og 6 Personalets sammensætning mv.

Hvis den danske virksomhed bestemmer, at den udenlandske virksomhed skal stille med et bestemt antal personer med bestemte kvalifikationer, kan dette efter omstændigheder tale for, at der foreligger arbejdsudleje. Hvis der derimod er tale om, at den udenlandske virksomhed bestemmer, hvor mange ansatte og disses kvalifikationer, der er nødvendige for at opfylde aftalen med den danske virksomhed, taler dette efter omstændighederne for selvstændig erhvervsvirksomhed.

Som oftest vil den udenlandske virksomhed som formel arbejdsgiver have retten til at udvælge de personer, der i det enkelte tilfælde skal deltage i arbejdet for den danske virksomhed. Derfor kan dette kriterium ikke tillægges lige stor betydning i alle situationer.

Ad 7 og 8 Sanktioner og arbejdstider mv.

Hvis det alene er den udenlandske virksomhed, der fastsætter de udenlandske ansattes arbejdstider og kan pålægge de ansatte sanktioner, kan det efter omstændighederne tale for selvstændig virksomhed. Omvendt vil det tale for arbejdsudleje, hvis de ansatte er underlagt den danske virksomheds arbejdstider og/eller kan pålægges sanktioner af den danske virksomhed.

Kriterierne vurderes dog oftest at omfatte forhold, der er reguleret af det formelle ansættelsesforhold til den udenlandske arbejdsgiver. Der kan dog forekomme situationer, hvor den formelle udenlandske arbejdsgiver ikke har mulighed for at tilpasse betingelserne for levering af en given ydelse til de retningslinjer for arbejdstid og afholdelse af ferie, der gælder i denne virksomhed.

Eksempler til illustration af en samlet gennemgang af de supplerende kriterier

Gartneri

En dansk gartnerivirksomhed X laver en kontrakt med den udenlandske virksomhed Y om at plukke X's agurker. Y stiller selv en arbejdsleder, grøntsagskasser og medarbejdere til rådighed. Y indgår en aftale med X om at plukke 2.000 kg agurker.

Henset til arbejdsydelsens meget enkle karakter kan det synes teoretisk at vurdere, om virksomhed Y påtager sig et reelt ansvar eller løber nogen økonomisk risiko i forhold til det udførte arbejde. Eventuelle klausuler om fradrag i betalingen for fejl og mangler opvejer som udgangspunkt ikke, at det er frugtavleren, der løber den økonomiske risiko i forbindelse driften af sin virksomhed. Derudover er det som udgangspunkt ikke alle kriterierne, der bør tillægges samme vægt som ved mere specialiseret arbejde. Eksempelvis anses behovet for løbende instruktion, vejledning og kontrol for at være begrænset for denne type arbejde. Tilsvarende vil retten til at udvælge de rette personer og deres kvalifikationer have begrænset betydning. Det forhold, at Y formelt har disse rettigheder, bør derfor ikke i det konkrete tilfælde tillægges vægt ved bedømmelsen. Tværtimod er det i højere grad den danske virksomheds beslutninger om kvalitet, tidspunkt for afsætning mv., der må anses for styrende for medarbejdernes arbejde, herunder arbejdstider og -tilrettelæggelse.

Herudover må det forhold, at Y har stillet arbejdsredskaber til rådighed i form af grøntsagskasser, heller ikke tillægges så stor vægt som i andre situationer, hvor der er tale om mere specialiserede arbejdsredskaber-/maskiner.

Tilsvarende bør kriteriet om, hvem der bestemmer personens arbejdstider og ferier, heller ikke tillægges samme vægt ved sæsonarbejde som ved fuldtidsansættelse.

En samlet vurdering i dette eksempel vil føre til, at der foreligger arbejdsudleje.

Eksempel

Højesteret fandt, at okulation, podning, tilbinding, voksning og nedklipning af roser og frugttræer udført af udenlandske kontraktparter skulle anses for arbejdsudleje. Karakteren af arbejdet sammenholdt med, at arbejdet blev udført på planteskolens roser og frugttræer og med planteskolens vegetative materiale, pegede i retning af, at arbejdet var integreret i planteskolens virksomhed, og at de udenlandske kontraktparter ikke i realiteten havde båret den væsentligste del af ansvaret og af den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Det gjaldt, selv om det som anført af skønsmanden er muligt for en branchekyndig at konstatere, om arbejdet er udført korrekt, og selv om planteskolen ifølge de indgåede kontrakter har haft ret til at modregne eventuelle krav i tilfælde af mangelfuldt arbejde.

Idet arbejdets karakter samt ansvars- og risikoforhold pegede i retning af, at der er tale om arbejdsudleje, fandt Højesteret, at det alene ville kunne anses for godtgjort, at der ikke forelå arbejdsudleje, hvis de supplerende kriterier gav et tilstrækkeligt klart grundlag for dette. Bl.a. i lyset af, at arbejdet blev udført på planteskolen, som dermed havde kontrollen med og ansvaret for arbejdsstedet, fandt Højesteret, at det pågældende arbejde ikke havde været tilstrækkeligt udskilt fra planteskolens virksomhed. Der forelå derfor arbejdsudleje. Se SKM2021.639.HR.

Tilsvarende fandt Landsskatteretten, at der forelå arbejdsudleje, hvor litauiske arbejdere foretog beskæring af pyntegrønt i henhold til en kontrakt indgået mellem spørger og den udenlandske tjenesteyder. Arbejdet var tilbagevendende, sæsonbetonet og af kortere varighed og måtte anses for integreret i virksomhedens drift. Se SKM2017.223.LSR.

Byggeri

Eksempel

Et dansk gulvfirma X leverer gulvbelægningsydelser. X monterer selv gulvoverflader af linoleum og træ. X anvender en underentreprenør Y til at foretage støbning af undergulve af cementslidlag. Støbning af cementslidlag kræver særlig uddannelse og kompetencer. Endvidere skal der anvendes særligt materiel. Af vederlaget til Y udgør ca. 50 pct. betaling for brug af materiel og materialer. Y har ansvaret for arbejdet og dets kvalitet og hæfter for eventuelle fejl og mangler.

I dette tilfælde kan Y's ydelser anses for afgrænset og individualiseret i forhold til X's ydelser. Endvidere bærer Y et selvstændigt ansvar for kvaliteten af det udførte arbejde. Det udførte arbejde sker uden vejledning og instruktion fra X. Endvidere medfører vederlagets sammensætning, at Y påtager sig en økonomisk risiko i forbindelse med sit arbejde for X, og en ikke uvæsentlig del af vederlaget udgør betaling materiel og materialer.

En samlet vurdering i dette eksempel vil føre til, at arbejdet er udført som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Eksempel

En dansk myndighed indgår aftale med et dansk byggefirma om at opføre en stor kulturinstitution. Byggearbejdet er så omfattende, at det danske byggefirma indgår aftale med en udenlandsk byggevirksomhed om at udføre dele af byggeriet. I forbindelse med byggeriet aftales det løbende, hvilke opgaver medarbejderne i det udenlandske byggefirma skal stå for, og der afregnes i forhold til det antal timer, som medarbejderne i det udenlandske firma erlægger i forhold til arbejdet. Det danske firma står for indkøb af de materialer, der anvendes til byggeriet.

En samlet vurdering i dette tilfælde vil føre til, at arbejdet er udført som arbejdsudleje. Der henses til, at den udenlandske virksomheds ydelser ikke på forhånd er klart afgrænsede og individualiserede, hvorved der ikke kan placeres et selvstændigt ansvar. Den danske byggevirksomhed kan endvidere løbende anvise det arbejde, der ønskes udført. Det sker i realiteten på samme måde, som den danske virksomhed leder og fordeler arbejdet for egne medarbejdere. Den danske virksomhed har på denne måde bevaret den fulde styring af byggeriet.

Eksempel

En dansk byggevirksomhed skal opføre et byggeri med krævende konstruktioner. Det får derfor i 5 måneder tilført en ingeniør fra et udenlandsk byggefirma, der har stor ekspertise vedrørende opførelsen af netop denne type byggeri. Ingeniøren tilknyttes byggeriet som vejleder og rådgiver til den danske virksomheds byggeledere. Afregning sker under hensyn til den tid, som ingeniøren anvender på projektet.

En samlet vurdering i dette tilfælde vil føre til, at ingeniørens tjenesteydelser er omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Der henses til, at ingeniøren reelt arbejder for den danske virksomhed på samme måde, som en ansat ingeniør med samme kompetencer ville gøre det. Ingeniøren udfører ikke en opgave, der er udskilt til en selvstændig udenlandsk virksomhed.

Skatterådet har truffet en lang række afgørelser om arbejdsudleje inden for bygge- og anlægsbranchen. Se fx SKM2015.20.SR, SKM2014.799.SR, SKM2014.691.SR, SKM2014.492.SR og SKM2016.533.LSR.

Spedition og transport

Indenfor transporterhvervet, herunder ren spedition, ren transport og en kombination heraf inden for national og udenlandsk transport, er der taget stilling til følgende situationer: 

Det er Skattestyrelsens opfattelse at: 

1. Speditionsvirksomheder, som ikke udfører egentlige transporter selv, men alene køber og videresælger plads på transporter, og herunder påtager sig et kontraherende fragtføreransvar, ikke driver transportvirksomhed men formidlingsvirksomhed af transport (spedition). Vognmandsdrift er ikke en del af en speditionsydelse.
   Det betyder, at hvis en speditør, som alene driver speditionsvirksomhed, får et selvstændigt udenlandsk vognmandsfirma med egen lastbil og chauffør til at udføre en transport for en kunde, er der som udgangspunkt ikke tale om, at selve transporten er en integreret del af den danske speditionsvirksomhed. Der vil derfor ikke være tale om indleje af arbejdskraft, og der skal ikke betales arbejdsudlejeskat.
2. Hvis en selvstændig dansk vognmand vælger at videresælge en opgave til en selvstændig udenlandsk vognmand, og denne for egen regning med egne vogne og egne chauffører mv. foretager transporten, er der sket en overdragelse af opgaven fra den danske til den udenlandske virksomhed. Der vil herefter som udgangspunkt være tale om, at arbejdet er tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed. Der vil derfor ikke være tale om indleje af arbejdskraft, og der skal ikke betales arbejdsudlejeskat.
   Der henses til, at transporterhvervet er kendetegnet ved, at der i vid udstrækning sker køb og salg af transportydelser indbyrdes mellem virksomhederne blandt andet med henblik på at undgå tomkørsel. Det sker både i forbindelse med international og national transport. Denne løbende og omfattende udveksling af transporter foregår mellem selvstændige virksomheder på tværs af landegrænserne.
3. Hvis en virksomhed både har speditions- og vognmandsvirksomhed, og virksomheden videresælger en opgave om transport til en selvstændig udenlandsk vognmand, og denne for egen regning med egne vogne og egne chauffører osv. foretager transporten, er det som udgangspunkt tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed, og der skal ikke betales arbejdsudlejeskat. Se 1 og 2.
4. Hvis en udenlandsk selvstændig vognmand udfører opgaver for en selvstændig dansk speditions- eller vognmandsvirksomhed i Danmark inden for rammerne af de nuværende EU-regler om cabotagekørsel og kombineret transport, anses arbejdet som udgangspunkt tilstrækkeligt udskilt fra den danske virksomhed, og der skal ikke betales arbejdsudlejeskat. Se 1 og 2.

Bemærk

Med en selvstændig dansk og selvstændig udenlandsk virksomhed forstår Skattestyrelsen, at der er tale om to adskilte foretagender ("separate enterprises") i- eller udenfor koncernforhold, jf. punkt 8.4 i kommentaren til OECD's modeloverenskomst artikel 15. Reglerne om arbejdsudleje forudsætter, at en medarbejder formelt set er ansat hos en arbejdsgiver, men reelt set arbejder for en anden arbejdsgiver.

"Egne biler" omfatter også den situation, hvor den udenlandske vognmand leaser biler til brug i virksomheden, ligesom "egne chauffører" omfatter, at den udenlandske vognmand bruger vikarer eller lignende, der ikke er fastansat hos vognmanden, men som vognmanden har instruktionsbeføjelse mv. over.

Bemærk

I andre situationer inden for transportbranchen kan der forekomme arbejdsudleje, fx hvor en dansk transportvirksomhed lejer en udenlandsk chauffør eller reelt beskæftiger den udenlandske chauffør i Danmark på samme måde som egne chauffører.

Eksempel

Udenlandske chauffører ansat af H2, et udenlandsk datterselskab af H1 A/S, var omfattet af arbejdsudlejereglerne, når de udførte transporter i Danmark for H1 A/S. Se SKM2018.548.ØLR. Se også SKM2020.76.SR.

Outsourcing eller selvstændig kontraktproducent

Der foreligger ikke arbejdsudleje, når den danske virksomhed har udskilt arbejdsopgaven til en anden selvstændig udenlandsk virksomhed som følge af outsourcing på mere permanent basis. Ved outsourcing forstås, at en virksomhed ikke længere selv varetager opgaven men overlader opgaven til en anden eller andre selvstændige og uafhængige virksomheder. Det kan fx forekomme, hvis det ikke økonomisk kan betale sig at løse opgaven selv, og den danske virksomhed derfor tilkøber sig ydelsen fra den anden virksomhed.

Eksempel

En producent ophører med selv at køre sine produkter ud til kunderne. I stedet varetages dette arbejde af en selvstændig vognmand. Opgaven er så outsourcet til vognmanden og ikke længere integreret i virksomheden.

Tilsvarende foreligger der ikke arbejdsudleje, når den danske virksomhed får leveret varer af en selvstændig kontraktproducent.

Eksempel

Hvis en dansk virksomhed fx af økonomiske grunde vælger at få en anden virksomhed (en kontraktproducent) til at producere bestemte komponenter, som skal indgå i den danske virksomheds produkter, foreligger der ikke arbejdsudleje.

Arbejdsudleje inden for koncern

Arbejdsudlejereglerne gælder også for virksomheder, der indgår i en koncern. Arbejdsudleje forudsætter, at det udenlandske selskab leverer tjenesteydelser, som er integreret i det danske selskab, og disse tjenesteydelser skal fysisk udføres her i landet. Se fx SKM2015.389.SR.

Selvom arbejdet foregår i den danske virksomhed, kan det ikke af den grund anses for integreret i den danske virksomhed. Det er afgørende, om arbejdet knytter sig til aktiviteter og/eller funktioner, der udøves eller er placeret i det danske eller i det udenlandske selskab, herunder også i forhold til spørgsmålet om hvilket selskab, der har instruktions- og ledelsesretten. Det har derimod ikke betydning for fastlæggelsen af instruktionsretten, om det danske koncernselskab er et moder- eller datterselskab. Se kommentarerne til OECD's modeloverenskomst artikel 15, pkt. 8.18 og 8.19 (eksempel 2). Se fx SKM2014.421.SR.

Hvis arbejdet efter normale forretningsmæssige og transfer pricing principper ikke skal faktureres til den danske virksomhed (herunder et dansk fast driftssted), kan den ansatte ikke anses for at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet. Arbejdsudleje må forudsætte, at den danske virksomhed skal betale for ydelsen.

Funktionsopdelt koncern

Hvis en specifik funktion, fx indkøb, salg, markedsføring, HR eller kommunikation, er placeret i et dansk koncernselskab og både danske og udenlandske medarbejderne arbejder for funktionen, vil arbejdet udført i Danmark af de udenlandske medarbejdere som udgangspunkt blive anset for at være integreret i det danske koncernselskabs virksomhed. Der skal her foretages en konkret vurdering af, om det danske koncernselskab kan anses for at være den reelle arbejdsgiver.

Er en specifik funktion placeret i et udenlandsk koncernselskab, vil arbejdsydelser udført af det udenlandske selskabs medarbejdere under ophold i det danske selskab som udgangspunkt ikke være integrerede i det danske koncernselskab. Der skal foretages en konkret vurdering af, om en funktion delvist varetages af flere selskaber inden for koncernen, og om arbejdsydelserne på den måde kan være integrerede i mere end ét koncernselskab.

Eksempel

Medarbejdere fra et udenlandsk selskab Y udsendes til et dansk selskab X i samme koncern for i en kortere periode at udføre rådgivning inden for en af de specifikke stabsfunktioner, som koncernen har valgt at samle i Y, fx HR, intern kommunikation, strategistyring, økonomi og skat, likviditetsstyring, informationsstyring og juridisk support. I denne situation vil Y som udgangspunkt blive anset for den reelle arbejdsgiver, og der vil derfor ikke være tale om arbejdsudleje. Se kommentarerne til OECD's modeloverenskomst artikel 15, punkt 8.26-8.27 (eksempel 6).

Eksempel

Et dansk moderselskab, H1 A/S, der drev international vognmandsvirksomhed, ejede ca. 300 dansk indregistrerede lastbiler. Lastbilerne blev betjent af ca. 700 udenlandske chauffører, der var ansat hos et udenlandsk datterselskab af H1 A/S. Landsskatteretten fandt, at chaufførfunktionen ikke kunne udskilles fra H1 A/S til det udenlandske datterselskab. Se SKM2018.548.ØLR

Tilførsel af specialviden i kortere tidsrum

Medarbejdere fra et udenlandsk selskab Y udsendes til et dansk selskab X i samme koncern for, i en kortere periode, at overvåge implementeringen af en koncernintern markedsstrategi udviklet af Y for koncernen. I denne situation vil Y som udgangspunkt blive anset for den reelle arbejdsgiver som følge af Y's specialviden vedrørende den koncerninterne strategi og som følge af, at funktionen med at overvåge den koncerninterne strategi henhører under selskab Y. Der vil derfor ikke være tale om arbejdsudleje i forhold til Y's leverede ydelser til X. Se kommentarerne til OECD's modeloverenskomst artikel 15, pkt. 8.18 og 8.19 (eksempel 2).

Når markedsstrategien er implementeret i selskab X, vil X efter omstændighederne kunne anses for at være den reelle arbejdsgiver i forbindelse med efterfølgende assistance fra selskab Y.

Koncerninterne møder

Et dansk moderselskab indkalder ledere mv. fra de udenlandske datterselskaber til en møderække med koncernledelsen i Danmark om de fremtidige opgaver inden for koncernen. De udenlandske lederes deltagelse i møderækken knytter sig til deres job som leder i de udenlandske selskaber og anses derfor ikke for integreret i det danske moderselskabs virksomhed. Tilsvarende vil der ikke foreligge arbejdsudleje, når et dansk moderselskab fx beder en finansdirektør for et af de udenlandske datterselskaber om at komme til Danmark for at deltage i møder mv. for at bidrage med den viden og ekspertise, der knytter sig til det udenlandske datterselskab.

Modsat vil det forholde sig, hvis en medarbejder indgår i ledelsesteamet for det danske selskab (hovedkontor), men af andre årsager bevarer sin ansættelse i et af koncernens udenlandske selskaber. Medarbejderen udfører opgaver lokalt for det udenlandske koncernselskab, men opholder sig også i perioder i Danmark for at deltage i strategisk arbejde mv. for det danske hovedkontor. I det tilfælde er det arbejde/den mødeaktivitet, der udføres i Danmark knyttet til arbejdet som en del af ledelsesteamet for det danske selskab, og arbejdet må derfor som udgangspunkt anses for at indgå som en integreret del af den danske virksomhed.

Eksempel

Der forelå ikke arbejdsudleje, når en midlertidig direktør opholdt sig en dag i et dansk koncernselskab i en kort periode. Der blev henset til karakteren og omfanget af arbejdet i Danmark. Den midlertidige direktør løste fortsat sine tidligere direktøropgaver andre steder i koncernen og var ikke pålagt faste opgaver i spørgers virksomhed. Arbejdet i Danmark havde mere karakter af overordnet supervision. Se SKM2015.288.SR.

Koncerninterne kurser og træningsophold

En nyansat medarbejder ansat i et udenlandsk datterselskab opholder sig en måned i hovedkontoret i Danmark for at opnå kendskab til koncernens kultur, forretningsgange, faglig oplæring m.v. I det foreliggende tilfælde udfører den nyansatte ikke et arbejde for den danske virksomhed, men er i Danmark for at få teoretisk og/eller praktisk oplæring. Det skal i den enkelte situation vurderes, om en udenlandsk medarbejder ved midlertidige ophold udfører egentligt arbejde for det danske selskab. Se fx SKM2014.135.SR 

Hvervgivers pligter ved arbejdsudleje

Det forudsættes, at hvervgiveren (den danske arbejdsgiver) har hjemting eller fast driftssted i Danmark. Hvervgiver er indeholdelsespligtig og må ved opgørelsen af trækgrundlaget skaffe sig oplysninger om, hvor stor en del af vederlaget til udlejer, der skal anses for vederlag til den udlejede arbejdstager. Bruttoskatten beregnes som 30 pct. af bruttoindtægten efter KSL § 48 B. Skatten anses for endelig ved indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag samt 30 pct.-skatten. Se KSL § 2, stk. 10. Danmark kan beskatte fra 1. arbejdsdag, men der er ingen pligt til at indgive oplysningsskema.

Se også

Se også afsnit A.B.4.1.1.1 om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Hvis den danske hvervgiver har fuldmagt til at udbetale lønnen til arbejdstageren, er lønnen A-indkomst for arbejdstageren efter den almindelige regel i KSL § 43, stk. 1, jf. § 46, stk. 5.

Grundlaget for opgørelse af arbejdsudlejeskat

Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Alle former for personalegoder er som udgangspunkt omfattet af bestemmelsen. Grundlaget omfatter dog ikke værdien af kost og logi, som dækkes efter regning af den udenlandske arbejdsgiver, hvis rejsereglerne er opfyldt.

Der kan som udgangspunkt ikke foretages nogen form for fradrag i indkomst, hvor hvervgiveren skal indeholde en endelig skat på 30 pct., medmindre arbejdstageren har valgt beskatning efter KSL §§ 5 A - 5 D , er omfattet af KSL § 2, stk. 1, nr. 1, eller har valgt beskatning ifølge KSL § 2, stk. 1, nr. 1 jf. KSL § 2, stk. 10.

Arbejdsudlejede personer, der opfylder betingelserne i rejsereglerne, kan modtage fri kost og logi, uden at der skal indeholdes 30 pct. skat af ydelsen. Se SKM2013.182.LSR.

Hvis den danske arbejdsgiver ikke kan få oplyst, hvor stor en del af det samlede vederlag, der viderebetales som løn til den arbejdsudlejede arbejdstager, skal der som udgangspunkt efter de gældende regler indeholdes skat af det samlede vederlag.

Sammensatte ydelser

Det forekommer, at en ydelse er sammensat af både arbejde og materialer. Anses arbejdet for omfattet af reglerne om arbejdsudleje, skal der alene indeholdes arbejdsudlejeskat af den del af betalingen, der kan henføres til vederlaget til den udenlandske arbejdskraft. 

Eksempel

Hvis en entreprenør indgår aftale med en udenlandsk leverandør om at levere maling og arbejdskraft til at påsmøre malingen i forbindelse med et byggeri, skal entreprenøren skaffe sig oplysning om, hvilken del af den samlede betaling, der kan henføres til vederlaget for det udførte arbejde og angive arbejdsudlejeskat.

En fordeling af fakturasummen på de enkelte ydelser og leverancer skal være i overensstemmelse med almindelige markedsvilkår. Herved undgår den danske virksomhed (hvervgiveren) at hæfte for manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat.

Valg af beskatning efter almindelige regler

Den udlejede arbejdstager kan vælge at blive beskattet som en almindelig begrænset skattepligtig lønmodtager efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, med pligt til at indgive oplysningsskema. Valget skal i så fald træffes senest den 1. maj i året efter det pågældende indkomstår. Valget kan omgøres til og med den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Se KSL § 2, stk. 10.

De frister for valg og omvalg, som udløb i 2021, var ekstraordinært udsat til henholdsvis den 1. september 2021 (valg vedr. indkomståret 2020) og den 31. august 2021 (omvalg vedr. 2019).

Den arbejdsudlejede har også mulighed for at blive omfattet af reglerne om beskatning af grænsegængere. Se afsnit C.F.5 om grænsegængerreglerne.

Overgang til anden skattepligt

Hvis en arbejdsudlejet person overgår til anden skattepligt, har hvervgiver med virkning fra den 1. september 2015 indeholdelsespligt. Det gælder, hvis den skattepligtige overgår til fuld skattepligt efter KSL § 1, fx pga. bopæl. Det gælder også, hvis den skattepligtige pga. ophold overgår til begrænset skattepligt efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1 og stk. 14, nr. 2.

Den danske virksomhed skal i stedet for bruttoskatten indeholde almindelig A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Se KSL § 48 B modsætningsvis.

Vederlaget som arbejdsudlejet er i alle tilfælde gjort til A-indkomst. Se KSL § 43, stk. 2, litra h, KSL § 49 A, stk. 2, nr. 8, og kildeskattebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021) § 18, nr. 32. Indeholdelsespligten følger af KSL § 46, stk. 1, 3. pkt. og KSL § 49 B, stk. 1, 1. pkt.

Ansættelse gennem vikarbureauer

En vikar ses i modsætning til den fastansatte lønmodtager. Virksomheder kan have forskellige grunde til at anvende vikarer i tidsbegrænsede stillinger. En vikar kan være en afløser, som overtager et arbejde eller en stilling for en anden i en kortere periode i dennes fravær. En virksomhed kan også i andre situationer få brug for vikarer, fx i forbindelse med særlig travlhed, gennemførelse af store opgaver eller ved mere konstant behov for arbejdskraft.

En sådan midlertidig arbejdskraft skaffes ofte gennem vikarbureauer. Det ses ofte, at vikarbureauer specialiserer sig i at levere arbejdskraft inden for særlige brancher. Som helt overvejende udgangspunkt vil vikarer ikke udføre selvstændig virksomhed. Vikarbureauets virksomhed består i at skaffe arbejdskraft (vikarer). Vikarbureauet overtager derimod ikke selve opgaven fra den danske virksomhed.

Eksempel

En dansk IT-virksomhed har på grund af en stor programmeringsopgave brug for i en kortere periode at få tilført nogle ekstra programmører. Gennem et udenlandsk vikarbureau får den danske IT-virksomhed 3 udenlandske programmører stillet til rådighed i en 2-måneders periode. De 3 vikarer er ansat gennem det udenlandske vikarbureau. I denne situation vil udgangspunktet være, at der foreligger arbejdsudleje for de 3 vikarer, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3.

Hvis de 3 udenlandske programmører ikke var ansat i det udenlandske vikarbureau, men i stedet var selvstændige erhvervsdrivende efter udenlandske regler, der var blevet videreformidlet gennem vikarbureauet/rekrutteringsbureauet, ville de 3 vikarer i denne situation som udgangspunkt blive anset for at arbejde i et tjenesteforhold til den danske IT-virksomhed, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 1.

Videreudlejning af udenlandsk medarbejder til kunden

Det forekommer, at en dansk virksomhed (selskab) videreudlejer en udenlandsk medarbejder til sin kunde for at arbejde i kundens virksomhed. Den danske virksomhed får fx stillet medarbejderen til rådighed fra et udenlandsk koncernforbundet selskab. Da er det kunden, der skal anses for hvervgiver, og som skal indeholde arbejdsudlejeskatten.

Det gælder også, når et dansk rekrutteringsfirma indgår aftale med udenlandske konsulentfirmaer om, at disse firmaer skal stille udenlandske konsulenter med specialviden til rådighed for danske kunder. Se SKM2007.232.SR og SKM2011.71.SR.

Se også

Se også ►SKM2022.4.BR◄, hvor der alene forelå en videreformidling af udenlandsk arbejdskraft fra en dansk virksomhed til en anden. Den danske virksomhed, som beskæftigede arbejdskraften, var derfor pligtig til at indeholde arbejdsudlejeskat.

Selvstændige udenlandske enkeltmandsvirksomheder

Det forekommer, at en selvstændig udenlandsk person lejer sig selv ud til en dansk virksomhed. Dette falder ikke ind under definitionen på arbejdsudleje. Det skal herefter vurderes, om den selvstændige udenlandske person skal anses som lønmodtager, eller om der er tale om selvstændig udenlandsk virksomhed.

Sondringen følger af den almindelige afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige. Se afsnit C.C.1.2.

Hvis den selvstændige altovervejende er beskæftiget på den danske virksomhed, og/eller hvis han indgår i det almindelige arbejde i virksomheden, vil der efter omstændighederne være en formodning for, at den pågældende skal anses for lønmodtager, og således vil blive undergivet begrænset skattepligt efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1.

Se også

Se også

• Afsnit C.F.3.1.2 - Lønindtægt om afgrænsningen til arbejdsudleje
• SKM2014.297.BR, hvor svenske læger, der var ansat i deres svenske selskab, ansås som skattepligtige som direkte ansatte på det danske privathospital

Arbejdsudleje i tilknytning til kulbrinteindvinding

Personer, der stilles til rådighed for at udføre arbejde i tilknytning til kulbrinteindvinding, er omfattet af reglerne for arbejdsudleje, hvis hvervgiveren har hjemting her i landet.

Har hvervgiveren ikke hjemting her i landet, bliver personen i stedet omfattet af reglerne i KULBR § 21, stk. 2.

Skatten betales med 8 pct. AM-bidrag og herefter 30 pct. af den resterende bruttoindtægt og indeholdes af den udenlandske arbejdsgiver (udlejer), jf. KULBOKL § 10. Den skattepligtige kan dog vælge at blive beskattet, som om den pågældende var omfattet af KSL § 2, stk. 1, nr. 1, og udførte arbejde her i landet for en dansk arbejdsgiver, jf. KULBR § 21, stk. 2, 3. - 5. pkt., og derved opnå fradrag for de udgifter, der vedrører den danske indkomst.

De frister for valg og omvalg, som udløb i 2021, var ekstraordinært udsat til henholdsvis den 1. september 2021 (valg vedr. indkomståret 2020) og den 31. august 2021 (omvalg vedr. 2019).

Betydningen af DBO'erne

Arbejdsudleje falder ind under reglerne om vederlag for personligt arbejde, der er tjent i Danmark af en person, der er hjemmehørende i udlandet. Se OECD's modeloverenskomst artikel 15. De danske arbejdsudlejeregler skal forstås i overensstemmelse med kommentarerne til OECD's modeloverenskomst, artikel 15, punkt 8-8.28.

Ved arbejdsudleje kan Danmark (arbejdslandet) altid beskatte vederlaget til den arbejdsudlejede, fordi vederlaget anses for at være betalt af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i arbejdslandet (Danmark). Det gælder også, selvom den udlejede som følge af ophold overgår til at blive beskattet efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 14, nr. 2, og hvor DBO-landets formulering af artikel 15, stk. 2, litra a, medfører, at Danmark som kildeland ikke har beskatningsretten til vederlaget efter artikel 15, stk. 2, litra a (fx Tyskland). Se OECD's modeloverenskomst artikel 15, stk. 2, litra b.

I tilfælde af arbejdsudleje skal lempelse ved dobbeltbeskatning foretages af det land, hvor personen er hjemmehørende, selv om dette land ikke i henhold til sin egen nationale lovgivning anser ydelserne for leveret i et tjenesteforhold. Se kommentarerne til OECD's modeloverenskomst artikel 15, punkt 8.10.

Bemærk

Bemærk at visse DBO'er indeholder særlige bestemmelser om arbejdsudleje. Se fx DBO'en mellem Danmark og Storbritannien og den Nordiske DBO.

Se også

Se også afsnit

• C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15
• C.F.8.2 om OECD's modeloverenskomst
• C.F.9.2 om danske dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale aftaler

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
►SKM2022.228.HR◄	►Sagerne angik, om de danske koncernforbundne selskaber H1 og H2 skulle have indeholdt AM-bidrag og A-skat af vederlag til udenlandske kontraktparter for arbejde på de danske selskabers ejendomme i 2015. Arbejdet bestod i fx istandsættelse, malerarbejde, tømrerarbejde og byggepladsrengøring. Med udgangspunkt i Højesterets dom af 29. november 2021 (SKM2021.639.HR) fandt Højesteret, at det arbejde, som de udenlandske arbejdere udførte for H1 og H2, måtte anses for et naturligt led i de danske virksomheders drift, og at de danske virksomheder havde båret den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet. Herefter og henset til de konkrete omstændigheder vedrørende bl.a. kontrakternes upræcise indhold og fraværet af tegninger og arbejdsbeskrivelser fandt Højesteret, at der forelå arbejdsudleje efter KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten var nået til samme resultat.◄	►Stadfæstelse af SKM2021.187.ØLR◄
SKM2021.639.HR	Okulation af roser mv. var en integreret del af planteskoles virksomhed, og vederlaget for arbejdet skulle derfor beskattes i Danmark. En planteskole fik i perioder i 2014 og 2015 udført arbejde af udenlandske kontraktparter. Arbejdet bestod i okulation, podning, tilbinding, voksning og nedklipning af roser og frugttræer. Spørgsmålet for Højesteret var, om arbejdet udgjorde en integreret del af planteskolens virksomhed, sådan at der var tale om arbejdsudleje, der skulle beskattes i Danmark, eller om der var tale om entreprise, der ikke skulle beskattes i Danmark. Højesteret slog fast, at der ved denne vurdering bl.a. skulle lægges vægt på arbejdets karakter og på, hvem der bar den væsentligste del af ansvaret og risikoen for det udførte arbejde. Højesteret udtalte, at både arbejdets karakter og ansvars- og risikoforhold pegede i retning af, at der var tale om arbejdsudleje. Efter en samlet vurdering af omstændighederne ved arbejdets udførelse i øvrigt slog Højesteret fast, at det ikke var godtgjort, at det pågældende arbejde havde været tilstrækkeligt udskilt fra planteskolens virksomhed. Der forelå derfor arbejdsudleje, og planteskolen skulle betale A-skat og AM-bidrag for de udenlandske arbejdstageres vederlag for arbejdet.	Omgørelse af SKM2021.71.VLR.
Landsretsdomme
►SKM2022.1.ØLR◄	►Spørgsmålet i sagen var, om det havde karakter af arbejdsudleje, når H1 A/S benyttede lokomotivførere fra tyske G2 til udførelsen af virksomhedens transportopgaver, og om H1 A/S derfor havde pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag efter reglerne i KSL § 46, stk. 1, og § 48 B. Landsretten tiltrådte byrettens dom, der havde fastslået, at de tyske lokomotivførere var arbejdsudlejede. Landsretten fandt i den sammenhæng - med henvisning til oplysningerne om H1 A/S' virksomhed - at arbejdet udgjorde en integreret del af H1 A/S' forretningsområde, og at lokoførerydelsen ikke kunne anses for udskilt herfra. H1 A/S gjorde endvidere gældende, at Skatteministeriets fortolkning af arbejdsudlejebegrebet udgjorde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, jf. herved artikel 56 TEUF. Landsretten fandt det imidlertid med henvisning til EU-Domstolens praksis ikke bevist, at den pålagte arbejdsudlejeskat udgjorde en restriktion i strid med artikel 56 TEUF. Byrettens dom blev dermed stadfæstet.◄	►Stadfæstelse af SKM2018.413.BR.◄
SKM2021.136.VLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt en kontrakt med en udenlandsk tjenesteudbyder vedrørende sorterings- og pakkeopgaver i sagsøgerens gartneri i skattemæssig henseende skulle anses for at være entreprise eller arbejdsudleje. Hovedspørgsmålet i sagen var, om det af kontrakten omhandlede arbejde udgjorde en integreret del af sagsøgerens virksomhed, eller om det kunne anses for tilstrækkeligt udskilt herfra. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger fandt landsretten, at det pågældende arbejde var en integreret del af virksomheden, og at der var tale om arbejdsudleje. Landsretten fremhævede i den forbindelse, at den væsentligste del af ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdet lå hos sagsøgeren, henset til arbejdets meget enkle karakter. Landsretten henviste endvidere til, at arbejdet skulle udføres hos sagsøgeren og bestod i levering af arbejdskraft, der skulle betjene et stort produktionsapparat, der var ejet af sagsøgeren.	Anket til Højesteret
SKM2021.76.VLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt en række aftaler mellem en planteskole og en Y1-landsk virksomhed vedrørende okulation, nakning, plantning og potning af roser skulle anses som entreprise eller arbejdsudleje. Landsretten fandt, at arbejdsopgaverne kunne individualiseres og afgrænses fra den øvrige produktion af roser. Planteskolen havde imidlertid ikke konkret udskilt arbejdsopgaverne på en tilstrækkelig klar måde til, at der var tale om entreprise. Landsretten fremhævede i denne forbindelse navnlig den Y-landske virksomheds begrænsede økonomiske risiko for mangler ved de udførte arbejdsopgaver.
SKM2019.87.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om arbejdsudleje, når sagsøgeren anvendte udenlandske okulatører i planteskolens rosenproduktion, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten fandt indledningsvist, at okulationsydelsen efter sin art og karakter kunne individualiseres og udskilles fra den øvrige rosenproduktion. Landsretten henviste i den forbindelse til en skønserklæring, der fastslog, at der var tale om en adskilt delproces. Herefter foretog landsretten en bedømmelse af, om ydelsen i den konkrete situation også var udskilt, sådan at der ikke var tale om arbejdsudleje. Landsretten henviste til, at kontrakterne indeholdt bestemmelser om erstatningsansvar og bestemmelser om en fast pris for en nærmere defineret opgave samt mulighed for tilbageholdelse af en del af betalingen som sikkerhed for eventuelle mangelskrav. Landsretten fandt på denne baggrund, at den udenlandske kontraktpart reelt bar ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Navnlig med henvisning hertil konkluderede landsretten, at okulation af planteskolens roser var tilstrækkeligt udskilt til en selvstændig virksomhed, og derfor ikke udgjorde arbejdsudleje.
SKM2019.86.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om arbejdsudleje, når sagsøgeren anvendte udenlandske okulatører i planteskolens rosenproduktion, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten fandt indledningsvist, at okulationsydelsen efter sin art og karakter kunne individualiseres og udskilles fra den øvrige rosenproduktion. Landsretten henviste i den forbindelse til en skønserklæring, der fastslog, at der var tale om en adskilt delproces. Herefter foretog landsretten en bedømmelse af, om ydelsen i den konkrete situation også var udskilt, sådan at der ikke var tale om arbejdsudleje. Landsretten henviste til, at kontrakterne indeholdt bestemmelser om erstatningsansvar og bestemmelser om en fast pris for en nærmere defineret opgave samt mulighed for tilbageholdelse af en del af betalingen som sikkerhed for eventuelle mangelskrav. Landsretten fandt på denne baggrund, at den udenlandske kontraktpart reelt bar ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Navnlig med henvisning hertil konkluderede landsretten, at okulation af planteskolens roser var tilstrækkeligt udskilt til en selvstændig virksomhed, og derfor ikke udgjorde arbejdsudleje.
SKM2019.80.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om arbejdsudleje, når sagsøgeren anvendte udenlandsk ansatte personer i planteskolens produktion af frugttræer, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at podning af frugttræer efter sin art og karakter kunne individualiseres og afgrænses fra den øvrige produktion på planteskolen. Dette uanset, at kontraktmaterialet indeholdt bestemmelser om ansvar og risiko mv. På den baggrund fandt landsretten, at podning af frugttræer udgjorde arbejdsudleje.
SKM2019.62.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om arbejdsudleje, når sagsøgeren anvendte udenlandsk ansatte personer til okulation af roser, beskæring af roser og plantning af rosengrundstammer i planteskolens rosenproduktion, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Vedrørende rosenokulationsydelsen fandt landsretten indledningsvist, at denne ydelse efter sin art og karakter kunne individualiseres og udskilles fra den øvrige rosenproduktion. Landsretten henviste i den forbindelse til en skønserklæring, der fastslog, at der var tale om en adskilt delproces. Herefter foretog landsretten en bedømmelse af, om ydelsen i den konkrete situation også var udskilt, sådan at der ikke var tale om arbejdsudleje. Landsretten henviste til, at kontrakterne indeholdt bestemmelser om erstatningsansvar og bestemmelser om en fast pris for en nærmere defineret opgave samt mulighed for tilbageholdelse af en del af betalingen som sikkerhed for eventuelle mangelskrav. Landsretten fandt på denne baggrund, at den udenlandske kontraktpart reelt bar ansvaret og den økonomiske risiko for arbejdsresultatet. Navnlig med henvisning hertil konkluderede landsretten, at okulation af planteskolens roser var tilstrækkeligt udskilt til en selvstændig virksomhed, og derfor ikke udgjorde arbejdsudleje. Vedrørende ydelserne relateret til beskæring og plantning af grundstammer fandt landsretten, at arbejdet ikke kunne anses som specialistarbejde. Arbejdet indgik i den almindelige planteproduktion og kunne derfor ikke anses som en adskilt delproces i forhold til sagsøgerens produktion. Allerede af den grund var der tale om arbejdsudleje.
SKM2018.548.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om arbejdsudleje, når sagsøgeren anvendte chauffører fra sit udenlandske datterselskab, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Sagsøger var en international vognmandsvirksomhed, som havde ca. 300 dansk indregistrerede lastbiler. Sagsøgeren havde ingen chauffører ansat, men gjorde brug af ca. 700 udenlandske chauffører, der var ansat i et udenlandsk datterselskab. Kildeskattelovens bestemmelse om arbejdsudleje er ændret i 2012. Sagen indebar en stillingtagen til regelsættet såvel før som efter lovændringen. For så vidt angik perioden før lovændringen fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der var tale om arbejdsudleje. Landsretten henviste i den forbindelse til, at de kriterier, der indgår i den samlede vurdering, pegede på arbejdsudleje. Landsretten fastslog videre, at det efter 2012-lovændringen er afgørende, om arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Da det er en forudsætning for at drive vognmandsforretning med kørsel at have chauffører til at føre køretøjerne, fandt landsretten, at chaufføropgaven var en integreret del af sagsøgerens virksomhed. Der var derfor tale om arbejdsudleje. Sagsøgeren gjorde gældende, at chaufføropgaven var udskilt fra den danske virksomhed og henviste i den forbindelse til, at sagsøgeren slet ikke havde chauffører ansat til at udføre disse transporter. Landsretten fastslog imidlertid, at arbejdsopgaven ikke kunne anses for outsourcet på en sådan måde, at der alligevel ikke var tale om arbejdsudleje. På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet. Arbejdsudleje.
Byretsdomme
►SKM2022.4.BR◄	►Et entreprenørselskab havde lejet udenlandsk arbejdskraft gennem to andre danske selskaber til at udføre nedbrydningsopgaver. Det var ubestridt, at arbejdskraften var omfattet af reglerne om arbejdsudleje, men omtvistet, om entreprenørselskabet (eller de andre danske selskaber) var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og AM-bidrag for den udenlandske arbejdskraft og i givet fald hæftede for den manglende indeholdelse. Retten udtalte, at det følger af ordlyden af KSL § 2, stk. 1, nr. 3, og stk. 5, 1. pkt., § 43, stk. 2, litra h, og § 46, stk. 1, og forarbejderne hertil, at indeholdelsespligten påhviler den for hvem arbejdet udføres, og at en arbejdsudlejet person fortsat anses for at have udenlandsk arbejdsgiver, selvom vedkommende er videreformidlet gennem en dansk virksomhed. Med henvisning hertil, og idet retten lagde til grund, at de to andre danske selskaber alene videreformidlede de udenlandske arbejdstagere, fandt retten, at entreprenørselskabet var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag for den udenlandske arbejdskraft. Retten fandt endvidere, at entreprenørselskabet ikke havde godtgjort, at selskabet ikke havde udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Entreprenørselskabet hæftede derfor for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag. Der var i øvrigt ikke grundlag for at antage, at der ikke havde været et fuldt tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, da Skattestyrelsen og Landsskatteretten traf afgørelse. Retten bemærkede i den forbindelse, at det var entreprenørselskabet, der skulle tilvejebringe oplysninger om beregningsgrundlaget. Skatteministeriet blev derfor frifundet, således at Landsskatterettens forudgående afgørelse blev opretholdt.◄	►Stadfæstelse af SKM2020.546.LSR. Anket til Vestre Landsret.◄
SKM2021.589.BR	Et ejendomsselskab havde indgået kontrakter med en polsk virksomhed om at lægge ca. 10.000 mursten til en fast pris med arbejdsstart på specifikke datoer. Af kontrakterne fremgik, at den polske virksomhed skulle levere arbejdskraft og let udstyr til arbejdet, mens ejendomsselskabet skulle levere byggematerialer, lift og, hvis det var nødvendigt, container. Ejendomsselskabet havde ifølge kontrakterne en reklamationsfrist på 7 dage, og der var i kontrakterne henvist til AB92. Der var ifølge den ene kontrakt mulighed for at overføre arbejdere til andet arbejde for 150 kr. pr. person. Retten lagde til grund, at opførelse af boliger var en central del af ejendomsselskabets aktiviteter i den omhandlede periode. Efter en samlet vurdering lagde retten endvidere til grund, at det murerarbejde, som sagen angik, ikke var udskilt fra ejendomsselskabets virksomhed, men derimod var en integreret del heraf, og at ejendomsselskabet havde haft bestemmelsesretten og rådigheden over den polske virksomheds medarbejdere. Det blev tillagt betydning, at kontrakterne kun indeholdt en meget kort og generel arbejdsbeskrivelse, at der ikke var angivet en tidsfrist for færdiggørelse, og at mangelansvaret var indskrænket til 7 dage og således reelt bedømt ikke-eksisterende. Af betydning var endvidere vilkåret om, at sagsøgeren mod betaling på 150 kr. pr. person i timen havde mulighed for at overføre de pågældende personer til andet arbejde. Det blev desuden lagt til grund, at en samarbejdspartner til ejendomsselskabet havde den centrale rolle i arbejdets ledelse og fordeling på byggepladsen på vegne af ejendomsselskabet. Som følge heraf anså retten det arbejde, som var udført af den polske virksomheds medarbejdere i henhold til de to kontrakter, for i skatteretlig henseende at være arbejdsudleje.	Anket til Vestre Landsret.
SKM2019.573.BR	Spørgsmålet i sagen var, om en minkavlers køb af ydelser hos to polske virksomheder (ejet af samme person) havde karakter af køb af arbejdskraft (arbejdsudleje) eller entrepriseydelser. Sagen angik såvel arbejdsudlejereglerne forud for og efter vedtagelsen af lov nr. 927 af 18. september 2012. Minkavleren havde bl.a. gjort gældende, at arbejdet udført af de polske virksomheder var tilstrækkeligt udskilt (outsourcet). Retten fandt, at aftalerne indgået mellem minkavleren og de polske virksomheder var kortfattede, generelt formulerede og af overordnet karakter. Efter forklaringerne måtte det også lægges til grund, at minkavleren havde det overordnede ansvar for det arbejde, der blev udført på hans minkfarm, samt at han løbende havde kontakt til de polske medarbejdere og opsyn med det arbejde, der blev udført. Minkavleren havde instruktionsbeføjelser over for de polske medarbejdere i virksomhederne. Det kunne endvidere lægges til grund, at minkavleren stillede arbejdsredskaber, herunder handsker til rådighed for de ansatte. Også efter forklaringerne kunne det lægges til grund, at det arbejde, der blev udført, var enkelt og rutinepræget og udgjorde en integreret del af minkavlerens virksomhed. Opgaver vedrørende parring af mink, aflivning og pelsning, oprydning og rengøring af bure måtte anses for almindelige opgaver på en minkfarm. Efter en samlet vurdering fandt retten, at der var tale om arbejdsudleje - både for så vidt angår kontrakten indgået før 2012-loven og kontrakterne indgået efter 2012-loven - og at minkavleren følgelig hæftede for den manglende indeholdelse af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Arbejdsudleje.
Landsskatteretskendelser
SKM2020.206.LSR	Et selskab, der drev smedevirksomhed, havde indgået aftale med en polsk virksomhed om udførelse af forskellige arbejdsopgaver. Efter en samlet bedømmelse stadfæstede Landsskatteretten SKAT's afgørelse, hvorefter ejeren af den polske virksomhed var anset som lønmodtager i selskabet. Selskabet havde derfor været forpligtet til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Da selskabet var bekendt med det grundlag, der begrundede, at der var tale om A-indkomst, havde selskabet ikke haft føje til at anse den pågældende som selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten tiltrådte derfor også SKAT's afgørelse, hvorefter selskabet var ansvarlig for den manglende indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag.
SKM2017.223.LSR	Der var tale om arbejdsudleje, hvor litauiske arbejdere foretog beskæring af pyntegrønt i en juletræsplantage. Der blev lagt vægt på, at arbejdet var tilbagevendende og sæsonbestemt, og derfor måtte anses for at udgøre en integreret del at klagers virksomhed, selv om arbejdet er af kort varighed. Der forelå tillige - uanset det i kontrakten anførte - arbejdsopgaver, der ikke kunne anses for udskilt fra den danske virksomheds kerneydelse, der omfattede klipning og pakning af pyntegrønt, hvilket understøttedes af, at den danske plantage havde investeret i maskiner, der blev brugt af de udenlandske arbejdere. Arbejdsudleje.	Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2015.415.SR
SKM2017.185.LSR	En dansk virksomheds kontrakter med 3 polske firmaer om levering af en række ydelser på en minkfarm blev anset for arbejdsudlejekontrakter. Der blev lagt vægt på, at ydelserne dels måtte anses for en integreret del af virksomhedens arbejdsområde, dels nedrivning og opbygning, og at der var indgået standardiserede kontrakter, samt at den danske virksomhed leverede maskiner og værktøj og skaffede logi til arbejderne. Arbejdsudleje.
SKM2016.533.LSR	En kontrakt mellem et dansk firma og en polsk virksomhed om udførelse af køkkenafdeling samt ventilation i klasseværelser i en skolebygning ansås for en entreprisekontrakt og ikke omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Der blev lagt vægt på, at den polske virksomhed var ansvarlig for arbejdets udførelse, at det udelukkende var denne, der udvalgte og ledede arbejdstagere og at den havde det økonomiske ansvar for arbejdets udførelse. Afgørelsen ændrer tidligere bindende svar. Ikke arbejdsudleje.	Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2014.42.SR
SKM2015.448.LSR	Landsskatteretten ændrede Skatterådets svar på 2 ud af 3 spørgsmål om arbejdsudleje. Det var oplyst, at H1 ville indgå aftaler om levering af konsulentydelser inden for områder, som H1 ikke markedsførte, ikke selv havde viden om og derfor ikke leverede, at underleverandørens ydelse ville være klart defineret og afgrænset, adskilt fra den øvrige del af projektet, og at underleverandøren havde et selvstændigt økonomisk ansvar. Landsskatteretten fandt, at arbejde, der udføres i henhold til aftaler med underentreprenører, under disse omstændigheder ikke skulle anses for en integreret del af H1's virksomhed. Landsskatteretten ændrede derfor svaret på spørgsmål 1 og 2 til "Ja". Det forhold, at H1 havde en dansk projektleder, ændrede ikke besvarelsen af spørgsmål 1 og 2, forudsat, at projektlederen udelukkende havde en overordnet og koordinerende rolle. Landsskatteretten besvarede derfor spørgsmål 3 med "Nej". Ikke arbejdsudleje.	Skatterådets bindende svar offentliggjort som SKM2013.381.SR.
SKM2013.182.LSR	En arbejdsudlejet person skulle ikke beskattes af fri kost og logi, hvis rejsereglerne var opfyldt, jf. LL § 9 A, da han i så fald ikke kunne anses at have modtaget et skattepligtigt gode. Udgiften ansås for arbejdsgiverens og ikke arbejdstagerens i denne situation.	Se SKM2013.276.SKAT
Skatterådet
SKM2020.76.SR	Spørger er en dansk logistikvirksomhed, der benytter sig af vognmænd fra Land A til grænseoverskridende transportopgaver. Spørger har et koncernforbundet selskab i Land A og ønsker derigennem, at lease lastbiler til de udenlandske vognmænd. Spørgsmålet er, om der er tale om arbejdsudleje, når chaufførerne kører i Danmark i lastbiler, leaset igennem spørgers koncernforbundne selskab. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at chaufføropgaven ikke udgør en integreret del af spørgers virksomhed, når der køres for spørger i lastbiler leaset igennem spørgers koncernforbundne selskab. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at spørger har outsourcet sine internationale transporter og derfor ikke kan anses for omfattet af arbejdsudlejereglerne.	Skatterådets afgørelse var påklaget til Landsskatteretten, men klagen er trukket tilbage, hvorfor Skatterådets afgørelse står ved magt.
SKM2019.554.SR	En frugtplantage indgik kontrakt med en udenlandsk tjenesteudbyder om opsætning og nedtagning af væksttunneller. Det var spørgsmålet, om dette arbejde var omfattet af reglerne om arbejdsudleje eller udført som selvstændig udenlandsk virksomhed. Der var tale om et årligt tilbagevendende arbejde, der indgik i arbejdet med at frembringe frugt. Skatterådet fandt derfor, at arbejdet var integreret i frugtplantagens virksomhed. Da frugtplantagen ikke siden 2010 selv havde udført dette arbejde, og da den udenlandske tjenesteudbyder havde speciale med levering af løsninger indenfor fx frugtavl og gartneri - herunder bl.a. drivhuse og forskellige former for væksttunneler - fandt Skatterådet efter en konkret vurdering, at arbejdet var udskilt fra frugtplantagen og udført som selvstændig virksomhed af den udenlandske tjenesteudbyder. Skatterådet henså bl.a. til, at det fremsendte kontraktudkast indeholdt en bestemmelse om betaling af en fast pris for en nærmere defineret opgave, der skulle udføres i et bestemt tidsrum, hvor den udenlandske virksomhed havde påtaget sig en økonomisk risiko i forbindelse med arbejdets udførelse. Den udenlandske tjenesteudbyder bestemte selv antallet af medarbejdere og medtog værktøj, herunder traktorer, der var nødvendigt for arbejdets udførelse. Ikke arbejdsudleje.
SKM2015.389.SR	Spørger, et svensk datterselskab, indgik i samme koncern som et dansk moderselskab. Begge selskaber drev virksomhed inden for samme forretningsområde, projektering af jernbaner, i forbindelse med nybyggeri og vedligeholdelse. Det danske moderselskab købte tjenesteydelser fra det svenske selskab, når der var behov for ekstra kapacitet. De svenske medarbejdere blev aflønnet i forhold til antal timer i Danmark. Skatterådet fandt, at de beskrevne forhold indebar skattepligt af lønindkomst for de svenske medarbejdere for arbejde udført i Danmark for det danske moderselskab efter arbejdsudlejereglerne. Begge selskaber var inden for samme branche og gav samme slags tjenester inden for projektering i Sverige og Danmark. Projekterne blev ledet af det danske moderselskab. De svenske medarbejdere arbejdede reelt som lønmodtagere for det danske moderselskab, der havde ansvaret for udførelsen af selve opgaven. Arbejdsudleje.	Afgørelsen fastholder det bindende svar SKM2013.395.SR
SKM2015.388.SR	Spørgers virksomhed omfattede salg af produktionsanlæg i bl.a. Danmark. Spørger havde ikke siden 2006 anvendt egne medarbejdere til selve montagen af anlæggene. Spørger havde vedlagt kontrakt med et udenlandsk montagefirma, B. Af kontrakten fremgik bl.a., at spørger betalte en fast pris pr. produktionsanlæg, B hæftede for eventuelle fejl og mangler vedrørende arbejdet, og B planlagde bemanding og afholdt alle udgifter i forbindelse med montagen. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje, når spørger indgik kontrakter som vedlagte. Det var Skatterådets opfattelse, at montagen som udgangspunkt vedrørte spørgers forretningsområde, da spørgers salg til sine kunder også omfattede projektering og montage. Efter en samlet vurdering fandt Skatterådet, at der reelt var tale om, at B udførte montagen som led i selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed. Arbejdet udført af B's medarbejdere, skulle derfor anses for udført for B som arbejdsgiver, og ikke for spørger. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.784.SR.
SKM2015.386.SR	Spørger beskæftigede sig med fremstilling af anlæg til bl.a. mejeribranchen og slagteribranchen. Installation, montering og testning blev ofte varetaget af andre virksomheder. Spørger havde fremlagt entrepriseaftaler med en polsk underentreprenør. Ud fra en konkret vurdering bekræftede Skatterådet, at de fremlagte entreprisekontrakter skattemæssigt vil blive anset som entreprise. Det var bl.a. lagt til grund, at den polske virksomhed tillige udøvede virksomhed i Polen og i andre lande, at den polske virksomhed overtog ansvaret for at udføre et bestemt projekt til en fast entreprisesum og påtog sig en garanti for projektet på 24 måneder. At arbejdet blev udført i spørgers virksomhed kunne i sig selv ikke føre til et andet resultat under hensyn til sagens øvrige omstændigheder. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.399.SR.
SKM2015.385.SR	Spørger var et totalentreprisefirma og havde til formål at drive servicevirksomhed inden for rengøring, byggeri og investering. Spørgers forretningsmodel var at afgive tilbud på opgaver, indgå aftaler med bygherrerne og stå for den overordnede byggestyring, mens de konkrete byggefaglige opgaver alle blev udført af håndværkere i underentrepriser, herunder af det polske firma B. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje, når spørger indgik en konkret kontrakt med firma B. Skatterådet henså til, at firma B påtog sig en reel økonomisk risiko i forhold til den specifikke opgave. For det udførte arbejde blev der aftalt en fast pris og firma B ydede garanti på 2 år. Skatterådet henså også til, at arbejdet blev udført under ledelse og faglig ekspertise af indehaveren af den polske virksomhed. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.702.SR.
SKM2015.288.SR	Spørgers virksomhed var en sæsonvirksomhed og en del af X-koncernen. Spørger var af koncernledelsen blevet pålagt en midlertidig direktør i en kortere periode. Den midlertidige direktør opholdt sig i spørgers virksomhed 1 dag i denne periode. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje under hensyn til karakteren og omfanget af arbejdet i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at direktøren reelt ikke kunne anses som arbejdsgiver for den midlertidige direktør. Den midlertidige direktør løste fortsat sine tidligere direktøropgaver andre steder i koncernen og var ikke pålagt faste opgaver i spørgers virksomhed. Den midlertidige direktør var ikke aflønnet af spørger, og arbejdet i Danmark havde mere karakter af overordnet supervision. Skatterådet anså på den baggrund den midlertidige direktør for reelt at have udført arbejde for koncernen og dermed ikke været underlagt instruktionsbeføjelser fra spørgers side eller udført arbejde for spørgers virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2015.145.SR	A ApS (spørger) drev tømrervirksomhed. Spørger udførte afgrænsede entrepriser vedrørende opførelse af parcelhuse for selskab B (kunden). Spørger indgik underentrepriseaftaler med primært udenlandske håndværksvirksomheder, om udførelse af en eller flere af de delentrepriser, som spørger fik tildelt fra kunden. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje, når spørger købte ydelser i henhold til kontrakter som den anførte i sagen, der vedrørte loftmontage. Skatterådet fandt, at loftmontageydelserne mv. vedrørte spørgers forretningsområde. Skatterådet fandt imidlertid, at ydelserne var udskilt til en selvstændig erhvervsvirksomhed, og ydelserne kunne ikke anses for integreret i spørgers virksomhed på en sådan måde, at spørger kunne anses for at være den reelle arbejdsgiver. Skatterådet lagde til grund, at underentreprenøren bar ansvaret og den økonomiske risiko for fejl og mangler vedrørende de afgrænsede ydelser, at arbejdet blev udført til en fast pris, at vederlaget dækkede arbejdsløn, stillads og værktøj, at underentreprenøren gav anvisninger for udførelse af arbejdet for egne ansatte, besluttede hvilke medarbejdere, der skulle udføre loftmontagen og udøvede sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.158.SR.
SKM2015.83.SR	Spørger ApS og spørger KG indgik i samme koncern. Spørger indgik en kontrakt med en bygherre om at udføre en specialentreprise i form af J-byggeydelser. Spørger ApS indgik en underleverandørkontrakt med spørger KG om at udføre entreprisen. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje. Skatterådet fandt, at spørger KG's J-byggeydelser vedrørte spørger ApS' forretningsområde og dermed en funktion hos spørger ApS. J-byggeydelserne kunne afgrænses fra spørger ApS' virksomhed, herunder fra spørger KG's ydelser leveret i henhold til en aftale om forretningsførelse. De beskrevne kontraktvilkår kendetegnede selvstændig erhvervsvirksomhed. Spørger KG bar ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde. Endvidere lagde Skatterådet til grund, at spørger KG udøvede instruktion mv. og sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser over egne ansatte. Skatterådet fandt herefter, at spørger KG's ydelser i henhold til kontrakten kunne anses for udskilt fra spørger ApS' virksomhed. Skatterådet tog ikke stilling til, bl.a. om der forelå arbejdsudleje ved spørger KG's levering af ydelser i hht. en aftale om forretningsførelse. Ikke arbejdsudleje.
SKM2015.80.SR	A ApS (spørger) beskæftigede sig primært med industriservicering og montage inden for produktion- og industriområdet. Spørger påtog sig industriservicerings- og montageopgaver og fandt underentreprenører til at udføre visse afgrænsede delopgaver. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje, når spørger erhvervede de i sagen nævnte montageydelser, jf. eksempel kontrakt 3036. Skatterådet fandt, at ydelserne vedrørte spørgers forretningsområde. Skatterådet fandt imidlertid, at montageydelserne var udskilt til selvstændig erhvervsvirksomhed, og underentreprenørens ydelser ikke kunne anses for integreret i spørger virksomhed på en sådan måde, at spørger kunne anses for at være den reelle arbejdsgiver. Skatterådet lagde til grund, at underentreprenøren bar ansvaret og den økonomiske risiko for fejl og mangler vedrørende de afgrænsede ydelser, at arbejdet blev udført til en fast pris, at vederlaget dækkede arbejdsløn, sikkerhedsudstyr og øvrigt materiel, at underentreprenøren udøvede instruktion mv. over egne ansatte, at underentreprenøren besluttede hvilke medarbejdere, der skulle udføre montagen og at underentreprenøren udøvede sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.206.SR.
SKM2015.29.SR	Spørger var leverandør af transportanordninger. Transportanordningerne blev installeret af såvel spørgers egne ansatte som underleverandører. Skatterådet bekræftede, at der ikke forelå arbejdsudleje, når spørger indgik en underleverandøraftale vedrørende C-Product projektet med hvervtager, B. Arbejdet blev anset for at vedrøre spørgers forretningsområde. Dog anså Skatterådet det konkrete arbejde for tilstrækkeligt udskilt, og dermed ikke en integreret del af spørgers virksomhed. Der blev lagt vægt på, at B bar ansvaret for det udførte arbejde, at kun B forestod instruktion og ledelse af egne medarbejdere, at der var aftalt en fast entreprisesum for den specifikke opgave, at B selv medbragte nødvendigt løftegrej og transportudstyr, samt kontrollerede byggepladsen under arbejdets udførelse. Endelig blev der lagt vægt på, at det udelukkende var B's medarbejdere der arbejdede på den specifikke opgave. Spørgers medarbejdere var ikke involveret i opgaven på noget tidspunkt. Ikke arbejdsudleje.
SKM2015.20.SR	A A/S udførte ejendomsisolering i bred forstand og markedsførte og solgte bl.a. facadeisolering. A A/S lod facadeisoleringsarbejdet udføre af bl.a. underentreprenør 2. Skatterådet fandt, at underentreprenør 2 leverede ydelser inden for A A/S' forretningsområde. Imidlertid blev facadeisoleringsydelserne anset for at være udskilte fra A A/S som selvstændig erhvervsvirksomhed og var dermed ikke integrerede i A A/S' virksomhed på en sådan måde, at A A/S kunne anses for at være den reelle arbejdsgiver. Skatterådet lagde til grund, at underentreprenør 2 bar ansvaret og den økonomiske risiko for fejl og mangler vedrørende de afgrænsede ydelser, at arbejdet blev udført til en fast pris, at vederlaget dækkede arbejdsløn, arbejdsredskaber og materiel, at underentreprenør 2 udøvede instruktion mv. over egne ansatte, at underentreprenør 2 besluttede hvilke medarbejdere, der skulle udføre isoleringsarbejderne og at underentreprenør 2 udøvede sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer svaret på spørgsmål 2 i SKM2013.721.SR.
SKM2015.19.SR	A A/S beskæftigede sig med alle former for el-installationer, herunder installation af elevatorer og rulletrapper. A/S havde ansatte med kompetencer til at installere elevatoranlæg men ikke til at installere rulletrapper. A A/S lod installation af elevatoranlæg udføre af hvervtager 1 og installation af rulletrapper udføre af hvervtager 2. Skatterådet fandt, at hvervtager 1 og hvervtager 2 leverede ydelser inden for A A/S' forretningsområde. Skatterådet fandt imidlertid, at installationsydelserne var udskilte fra spørger som selvstændig erhvervsvirksomhed, og at ydelserne dermed ikke var integrerede i A A/S' virksomhed på en sådan måde, at A A/S kunne anses for at være den reelle arbejdsgiver. Når ydelserne var udskilte, var det uden betydning, at A A/S havde ansatte med kompetencer til at opsætte og installere elevatoranlæg. Skatterådet lagde til grund, at hvervtagerne bar ansvaret og den økonomiske risiko for fejl og mangler vedrørende de afgrænsede ydelser, at arbejdet blev udført til en fast pris, at vederlaget dækkede arbejdsløn og alt værktøj, at hvervtagerne udøvede instruktion mv. over egne ansatte, at hvervtagerne besluttede hvilke medarbejdere, der skulle udføre de konkrete installationsarbejder og at hvervtagerne udøvede sædvanlige arbejdsgiverbeføjelser. Ikke arbejdsudleje.	Afgørelsen genoptager og ændrer det bindende svar SKM2013.722.SR.
SKM2014.799.SR	A A/S tegnede og opførte arkitekttegnede helårs- og fritidshuse. B drev murervirksomhed i et polsk enkeltmandsfirma. B udførte alle murer- og flisearbejder for A A/S. Skatterådet fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje for B's ansatte. Det gjaldt også, hvis B ikke medbragte stillads og skurvogne. Murerarbejdet blev anset for at være udskilt til selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet lagde vægt på, at B bar ansvaret og den økonomiske risiko for fejl og mangler ved murerarbejdet, og at B udførte byggesagerne til fast pris. Derudover lagde Skatterådet til grund, at B udøvede instruktion, vejledning og kontrol over egne ansatte og besluttede hvilke af sine ansatte murere, der skulle deltage i en given byggesag. Endvidere var arbejdsgiverbeføjelser i form af beslutning om sanktioner, arbejdstider og ferier tillagt B. Ikke arbejdsudleje.	Se hertil afsnit C.C.1.2.1 vedrørende sondringen mellem selvstændig erhvervsdrivende og lønmodtager.
SKM2014.765.SR	En udenlandsk virksomhed udførte specialiserede opgaver inden for flyindustrien for en dansk virksomhed. Ved arbejdsudlejevurderingen lagde Skatterådet til grund, at det omhandlede arbejde kunne afgrænses som selvstændige opgaver, der rent faktisk blev udført af andre, at der var tale om en selvstændig udenlandsk virksomhed, der for egen regning og risiko udførte det omhandlede arbejde, at den udenlandske virksomhed selv medbragte egne ansattes såvel til selve arbejdet som til ledelsen heraf samt det specialudstyr, som var nødvendigt for arbejdets udførelse. Det pågældende arbejde for den danske virksomhed blev anset for entreprise og var ikke omfattet af arbejdsudlejereglerne. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.691.SR	Hvervtager skulle udføre betonelementmontage i Danmark og afholdt i den forbindelse udgifter til kran, beton, mørtel og sikkerhedsgrej mv. Hvervtager bar ansvaret og den økonomiske risiko for det udførte arbejde samt forestod instruktion og ledelse af medarbejdere. Skatterådet anså derfor arbejdet som udskilt fra hvervgivers virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.681.SR	A A/S udøvede virksomhed inden for udførelse, projektudvikling og salg af tekstilarkitektur og købte i den forbindelse ydelser fra B Ltd. og C GmbH (selskaberne). Selskabernes ydelser vedrørte A A/S' forretningsområde, da A A/S stod for og bar ansvaret for aflevering af projekt til bygherren. Skatterådet lagde til grund, at selskaberne leverede selvstændige og klart afgrænsede ydelser, at de bar ansvaret og den økonomiske risiko for disse ydelser, at de udøvede instruktion, vejledning og kontrol af egne ansatte, udøvede alle processer ved levering og montage, medbragte eget værktøj, materialer og egne ansatte samt at selskabernes vederlag omfattede betaling for maskinel og materialer. Skatterådet fandt derfor, at der reelt var tale om, at selskaberne udførte arbejdet som selvstændige udenlandske erhvervsvirksomheder, og der forelå ikke arbejdsudleje. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.607.SR	A A/S havde bl.a. til formål at udføre særlige entreprisearbejder. A A/S havde indgået en konsortieaftale 1 med B GmbH & Co. KG vedrørende et projekt, der skulle leveres til en bygherre. Skatterådet fandt, at konsortiet som sådan ikke udgjorde "én virksomhed" i arbejdsudlejereglens forstand. Skatterådet lagde vægt på, at A A/S var den berettigede og forpligtede i kontraktforholdet til bygherren og dermed havde retten til det udførte arbejde. Skatterådet fandt, at B GmbH & Co. KG's ydelser var udskilt fra A A/S til B GmbH & Co. KG som selvstændig erhvervsvirksomhed, og der forelå ikke arbejdsudleje. A A/S havde endvidere indgået konsortieaftale 2 med B GmbH & Co, hvilket indebar stiftelse af et I/S. Dette konsortium blev heller ikke anset for at udgøre "én virksomhed" i arbejdsudlejereglens forstand, da A A/S, og ikke I/S'et, også her var kontraktpart med bygherren. B GmbH & Co. KG's ydelser blev ikke anset for at være udskilt som selvstændig erhvervsvirksomhed, da B GmbH & Co. KG's ansvar og økonomiske risiko for det udførte arbejde ikke var klart afgrænset i forhold til A A/S' ydelser. Hvis I/S'et indgik kontrakten med bygherren og dermed havde rettighederne til det udførte arbejde, fandt arbejdsudlejereglerne ikke anvendelse. Ikke arbejdsudleje / arbejdsudleje.
SKM2014.492.SR	Der var ikke tale om arbejdsudleje i kontraktforholdet mellem spørger, der er en højt specialiseret udenlandsk entreprisevirksomhed med arbejder i flere lande og hvervgiver, der er en stor dansk bygge- og anlægsvirksomhed, når spørger skulle udføre levering og montage af ankerkonsoller i forbindelse med forstærkning-, funderings-, og borearbejde hos hvervgiver i Danmark. Ikke Arbejdsudleje.
SKM2014.421.SR	Der forelå ikke arbejdsudleje allerede, når B GbR (hvervtager) udførte første underentreprise med etablering af betonslidlag for A A/S (spørger). Spørger leverede gulvbelægninger til erhvervslivet og påtog sig ofte underentreprisen med etablering af betonslidlag. Spørger påtænkte at indgå en rammeaftale med hvervtager. Skatterådet fandt, at hvervtagers støbninger af betonslidlag havde tilknytning til spørgers forretningsområde. Som følge af vilkår og omstændigheder ved levering af støbningsydelserne fandt Skatterådet, at støbningsarbejdet var udskilt til hvervtager som selvstændig erhvervsvirksomhed. Endvidere bekræftede Skatterådet, at der ikke forelå arbejdsudleje, hvis spørger etablerede et 100 % ejet tysk datterselskab og permanent outsourcer alle støbningsopgaver til datterselskabet. Datterselskabet skulle anses for at udføre arbejdet som selvstændig udenlandsk erhvervsvirksomhed. Det blev forudsat, at transaktionerne mellem spørger og datterselskabet skete på forretningsmæssige-/armslængde vilkår. Endelig bekræftede Skatterådet, at der ikke forelå arbejdsudleje, hvis datterselskabet udlagde støbningsopgaven til forskellige udenlandske underentreprenører. Datterselskabet ville i dette tilfælde udelukkende foretage formidling af støbningsentrepriserne til tyske underentreprenører, og disse ydelser var under visse forudsætninger ikke integrerede i spørgers virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.401.SR	Rørarbejde, udført for spørger af en udenlandsk underleverandør, kunne ikke anses som arbejdsudleje. Underleverandøren udførte arbejde, der vedrørte spørgers kerneydelser. Skatterådet anså imidlertid spørger for reelt at have udskilt røropgaven fra sin virksomhed til den pågældende udenlandske underleverandør som selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet lagde til grund, at underleverandøren bar ansvaret for det udførte arbejde samt den økonomiske risiko, at underleverandøren forestod alle processer i forbindelse med opgaven, og at underleverandøren medbragte eget maskinel, materialer og egne ansatte, som blev ledet af underleverandøren selv. Det var Skatterådets opfattelse, at underleverandøren i den konkrete sag var de ansattes reelle arbejdsgiver. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.352.SR	Spørgers medarbejdere var ikke skattepligtige efter arbejdsudlejereglerne i forbindelse med spørgers indgåelse af en entrepriseaftale med en dansk byggevirksomhed. Der blev lagt vægt på, at spørger bar ansvaret for det udførte arbejde, at spørger bar den økonomiske risiko, at spørger forestod instruktion, herunder indbygning af byggeelementer, at spørger medbragte eget specialudstyr og egne ansatte, at arbejdet blev afregnet som en fast entreprisesum for hele projektet. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.351.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke var tale om arbejdsudleje ved løn som udbetales fra en udenlandsk hvervtager som udenlandsk underentreprenør, til dennes ansatte, for arbejde udført i Danmark, når hvervtageren udførte bygge- og anlægsopgaver i Danmark for spørger. Der blev lagt vægt på, at hvervtager bar ansvaret for det udførte arbejde, at hvervtager bar den økonomiske risiko, at hvervtager selv forestod instruktion, herunder montering af sekant, at hvervtager medbragte eget specialudstyr og egne ansatte, at de udenlandske medarbejdere, som udførte arbejdet i Danmark, var i et ansættelsesforhold med hvervtager, samt at lønnen til hvervtagers medarbejdere udbetaltes fra hvervtager. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.348.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at der ikke var tale om arbejdsudleje, når en udenlandsk virksomhed udførte facadearbejde for spørgers danske virksomhed, da opgaven kunne anses for at være tilstrækkeligt udskilt fra Spørgers danske virksomhed til den udenlandske virksomhed, som selvstændig kontraktpart. Skatterådet fandt efter en konkret vurdering, at der reelt var tale om, at arbejdet udførtes for en udenlandsk arbejdsgiver, og ikke for Spørgers danske virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.343.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en konsulentaftale om leje af kommunikationsmedarbejdere mellem spørger og et udenlandsk firma ikke var omfattet af reglerne om arbejdsudleje, for så vidt angår den del af arbejdet, der udførtes i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at arbejdet udførtes i spørgers danske virksomhed, at konsulenterne indgik i det danske team af kommunikationsmedarbejdere, og konsulenterne udførte arbejdet under instruktionsbeføjelse af spørgers leder af kommunikationsafdelingen. Spørger blev anset for at være den reelle arbejdsgiver for de udenlandske kommunikationsmedarbejdere. Såfremt konsulenterne udførte arbejde i Tyskland, var dette ikke omfattet af arbejdsudlejereglerne. Arbejdsudleje/ikke arbejdsudleje.
SKM2014.342.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at servicekontrakt indgået mellem spørgers virksomhed i udlandet og en dansk kunde ikke kunne anses for arbejdsudleje. Skatterådet kunne også bekræfte, at indledende research og salgsopsøgende arbejde i Danmark, udført af en af spørgers ansatte fra udlandet, ikke kunne anses som arbejdsudleje. Dette begrundes i, at spørger havde en dansk filial, der udgjorde et fast driftssted. Spørger kunne derfor anses for begrænset skattepligtig efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Den begrænsede skattepligt for det udenlandske selskabs aktiviteter i Danmark omfattede indkomster, der vedrørte filialen. Hvis en ansat fra udlandet udførte salgsopsøgende arbejde i Danmark, og dette vedrørte filialens aktiviteter, blev den ansatte skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1. Beskatning efter KSL § 2, stk. 1, nr. 1, udelukker begrænset skattepligt efter arbejdsudlejereglerne. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.314.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at arbejde der udføres af en udenlandsk virksomhed uden for Danmark ikke bliver omfattet af reglerne om arbejdsudleje, selvom arbejdet udføres for en dansk virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.240.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at kontrakter, som A ApS (spørger) indgår med D GmbH (GmbH), ikke var omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Spørger påtænkte at indgå en samarbejdsaftale med GmbH, hvorefter GmbH skulle udføre alt gulvbelægningsarbejde for spørger. Som følge af ejer- og ledelsesforholdene for de to virksomheder vurderede Skatterådet hvilke funktioner, der var knyttet til de to virksomheder og fandt efter omstændighederne, at spørger udelukkende udførte salgsarbejde. Vilkårene for samarbejdet mellem spørger og GmbH afspejlede forhold, der kendetegner selvstændig erhvervsvirksomhed. Under forudsætning af, at transaktionerne mellem virksomhederne i øvrigt skete på forretningsmæssige-/ armslængde vilkår, fandt Skatterådet, at kun arbejdsydelser, der naturligt vedrørte funktioner i en salgsvirksomhed, kunne anses for at udgøre en integreret del af spørgers virksomhed. Herefter blev GmbH's gulvbelægningsydelser ikke anset for at udgøre en integreret del af spørgers virksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.225.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at entrepriseforholdet mellem A A/S (spørger) og B GmbH (GmbH) ikke anses som skattemæssig arbejdsudleje. GmbH's lægning af kunststofbelægninger blev anset for at have tilknytning til spørgers forretningsområde. Skatterådet fandt imidlertid, at spørger reelt havde udskilt arbejdet med kunststofbelægninger fra sin virksomhed til GmbH som selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet lagde til grund, at GmbH bar ansvaret samt den økonomiske risiko for det udførte arbejde, at GmbH forestod alle processer, at GmbH medbragte eget specialværktøj, materialer og egne ansatte, og at GmbH's vederlag i væsentlig grad også omfattede betaling for materialer og brug af specialværktøj. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.195.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at vederlag til en it-konsulent fra udlandet ikke skulle beskattes efter reglerne om arbejdsudleje. Spørger havde købt et nyt it-system fra en udenlandsk producent via en dansk distributør. It-konsulenten skulle undervise og lede workshop med henblik på kompetenceopbygning i det nyindkøbte it-system hos spørger. Der var ikke tale om arbejdsudleje, da konsulentens ydelser ikke kunne anses for at udgøre en integreret del af spørgers virksomhed. Dette var begrundet i, at konsulenten udførte opgaver, der indgik som en del af et køb af et nyt IT-system fra en selvstændig kontraktpart. Det var ikke en del af spørgers virksomhed at sælge IT-systemer. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.172.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at arbejde udført for A ApS (spørger) af en udenlandsk underleverandør ikke skulle anses som arbejdsudleje. Underleverandørens, herunder B GmbH & Co KG's, støbninger af cementslidlag for spørger vedrørte en af spørgers kerneydelser. Skatterådet anså imidlertid spørger for reelt at have udskilt støbninger af cementslidlag fra sin virksomhed til den pågældende underleverandør som selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet vurderede i den forbindelse, at der reelt var tale om, at underleverandøren bar ansvaret for det udførte arbejde samt den økonomiske risiko, at underleverandøren forestod alle processer i forbindelse med støbningsarbejdet, at underleverandøren medbragte eget maskinel, materialer og egne ansatte og at vederlag omfattede betaling for maskinel og materialer. Ikke arbejdsudleje
SKM2014.169.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at det arbejde spørger udførte med montering af lofter i bygning af nyt hus for en dansk virksomhed kunne anses for entreprise. Der blev bl.a. henset til, at der var tale om en selvstændig udenlandsk virksomhed, der for egen regning og risiko udførte det omhandlede arbejde uden direkte eller indirekte indflydelse fra den danske virksomhed, at loftsmonteringsopgaven kunne anses tilstrækkeligt klart udskilt fra den danske virksomheds eventuelle andre underleverandører på det pågældende byggeri, at den udenlandske virksomhed selv forestod indkøb af nødvendigt materiel og selv medbragte egne ansattes såvel til selve montørarbejdet som til ledelsen heraf. Det pågældende arbejde for en dansk virksomhed ansås dermed for entreprise og således ikke omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.161.SR	Skatterådet fandt ikke, at der forelå arbejdsudleje, når A Gmbh 6 Co. KG's (spørger) udførte arbejde for B ApS. Spørgers støbninger af cementslidlag for B ApS vedrørte en af B ApS' kerne ydelser. Skatterådet anså imidlertid B ApS for reelt at have udskilt støbninger af cementslidlag fra sin virksomhed til spørger som selvstændig erhvervsvirksomhed. Skatterådet fandt, at spørger reelt bar ansvaret for det udførte arbejde samt den økonomiske risiko, at spørger forstod alle processer i forbindelse med støbningsarbejdet, at spørger medbragte eget maskinel, materialer og egne ansatte og at spørgers vederlag omfattede betaling for maskinel og materialer. Med samme begrundelse fandt Skatterådet tillige, at spørgers arbejde for 2 andre navngivne danske kunder ikke skulle anses for at være omfattet af arbejdsudlejereglerne. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.135.SR	Skatterådet fandt ikke, at der var tale om arbejdsudleje i forholdet mellem spørger og udenlandske medarbejdere under deres ophold i Danmark i ca. 4 uger, i forbindelse med et kursusforløb og efterfølgende praktikophold. Ikke arbejdsudleje.
SKM2014.40.SR	Skatterådet faldt, at der forelå arbejdsudleje ved A Kliniks (spørger) køb af tandkirurgiydelser hos den udenlandske tandlægepraksis, Klinik F. Kirurgiydelserne udføres af personen E, der formelt var ansat hos Klinik F. Som sagen var oplyst, var det Skatterådets opfattelse, at klinik F leverer ydelser, der indgår som en del af spørgers kerneydelser med at udbyde tandkirurgiydelser for sine patienter. For at spørger kunne opfylde sine patientaftaler, der indebærer tandkirurgi, benyttede spørger bl.a. arbejdsydelser leveret af E fra Klinik F. Spørger udøvede på denne måde reelt sin virksomhed indenfor tandkirurgi via arbejdskraft fra bl.a. Klinik F. Skatterådet henså endvidere til, at det var spørger, der stod med ansvaret for eventuelle fejlbehandlinger. Derved udgjorde Klinik F´s levering af arbejdskraft til tandkirurgi en integreret del af spørgers virksomhed. Endvidere fandt Skatterådet ikke, at tandkirurgi var udskilt fra spørgers ydelser og dermed outsourcet. Dette begrundedes med, at spørger leverede ydelser inden for bl.a. tandkirurgi, at spørger løbende skaffede kunderne, at arbejdet udførtes i spørgers lokaler, at spørger udsendte opkrævning og modtog betaling fra sine kunder og at spørger hæftede i tilfælde af fejlbehandlinger. Arbejdsudleje.
SKM2013.914.SR	Arbejdskraft leveret i henhold til en entreprisekontrakt indgået mellem en dansk entreprenør og en udenlandsk underleverandør var ikke skattemæssig arbejdsudleje. Den danske virksomhed bestod i udførelse af projektering af bygge- og anlægsprojekter. Særlige forskalnings- og støbeopgaver i forbindelse med opførelse af skateparker blev udelukkende udført af en bestemt amerikansk underleverandør, som var specialist på området. Opgaven blev anset for at være outsourcet på mere permanent basis, da den danske entreprenør udelukkende havde anvendt det samme amerikanske firma til at udføre opgaven. Det havde videre betydning, at underleverandørens opgaver var individualiserede og klart afgrænsede fra de ydelser, som spørger selv udførte eller fik udført af andre underleverandører. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.783.SR	Skatterådet fandt, at der var tale om arbejdsudleje omfattet af reglerne i KSL § 2, stk. 1, nr. 3, når et udenlandsk moderselskab udlejede medarbejderne til et dansk datterselskab. Dette var begrundet i, at medarbejderne udlejedes til at udføre arbejde i Danmark for en dansk virksomhed, og at medarbejderne skulle udføre serviceopgaver indenfor skov- og plantagevirksomhed, som var det danske datterselskabs forretningsområde, og dermed udgjorde en integreret del af det danske datterselskabs virksomhed. Arbejdsudleje.
SKM2013.743.SR	Skatterådet fandt, at der var tale om skattemæssig arbejdsudleje i 3 situationer. En byggevirksomhed byggede hovedsageligt parcelhuse og rækkehuse på entreprisekontrakter, eller opførte disse for egen regning med henblik på videresalg. Malerarbejdet ansås for at udgøre en integreret del af at bygge og sælge huse. Da spørger fra opgave til opgave besluttede, hvem der skulle udføre den enkelte malerentreprise, ansås malerarbejdet ikke for at være outsourcet på permanent basis. Dette gjaldt uanset, at spørger ikke selv havde ansatte, der kunne udføre malerarbejdet. Arbejdsudleje.
SKM2013.742.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at entrepriseforholdet mellem en dansk virksomhed, der projekterede og udførte entrepriser inden for fritidsaktiviteter og S AB ikke skulle anses som arbejdsudleje, når S AB stillede en supervisor til rådighed i forbindelse med S AB's salg af opdelingsmoduler. Det var den danske virksomheds egne medarbejdere, der udførte den egentlige montering af opdelingsmodulerne under supervision af den udenlandske medarbejder. Supervisionen var en del af den sammensatte ydelse, som S AB solgte til spørger, hvor hovedproduktet var opdelingsmoduler. Supervisorens ydelser var derfor ikke omfattet af arbejdsudleje. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.718.SR	Der var ikke tale om arbejdsudleje, når spørgers produktionsvirksomhed indgik aftale med en udenlandsk virksomhed om at få udført montage- og svejsearbejde vedrørende spørgers produktionsapparat. Der blev henset til, at spørger ikke drev virksomhed med produktion, montage, svejsning og vedligeholdelse af de omhandlede produktionsapparater. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.678.SR	Der var ikke tale om arbejdsudleje i A's virksomhed (spørger) ved B NV's (underentreprenøren) udførelse af den beskrevne løfte- og monteringsopgave for A. Levering af broer udgjorde en kerneydelse i A's virksomhed. A måtte benytte underleverandøren til at udføre nogle særlige løfte- og monteringsydelser for at kunne levere den omhandlende bro. Løfte- og monteringsydelsen udgør en sammensat ydelse, hvor hovedparten af ydelsen er, at stille specialbygget materiel til rådighed. Underleverandørens ydelse i form af arbejdskraft udgjorde en forholdsvis lille del af hovedydelsen og der var tale om en afgrænset og individualiseret ydelse set i forhold til de kerneydelser, som A selv udførte. Det var herefter Skatterådets opfattelse, at løfte- og monteringsopgaven efter de sammensatte ydelsers karakter ikke udgjorde en integreret del af A´s virksomhed. Ikke arbejdsudleje
SKM2013.611.SR	Der var ikke tale om arbejdsudleje for de ansatte i A Gmbh & Co KG (spørger), når spørger benyttede egne medarbejdere til klipning af pyntegrønt. Der forelå heller ikke arbejdsudleje, når spørger brugte en udenlandsk underleverandørs ansatte til klipning af pyntegrønt. Når pyntegrøntet sælges på roden, udfører spørger eller underleverandørens ansatte ikke arbejde for de danske skovejeres eller danske eksportørers virksomheder, og disse virksomheder køber ikke arbejdsydelser til klipning af pyntegrønt. Spørgers eller underleverandørens ansatte erhvervede derfor ikke vederlag i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for danske virksomheder. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.600.SR	Der var ikke tale om arbejdsudleje i forhold til et dansk grossistfirma eller leverandøren (en dansk skov/plantageejer), når den udenlandske kunde købte pyntegrønt på roden og selv klippede dette, uden at de danske virksomheder er indblandet. Dette gjaldt også, selvom de danske virksomheder solgte traktorydelser til kunden i forbindelse med udkørsel. Når pyntegrønt sælges på denne måde, udfører den udenlandske kunde ikke arbejde for de danske virksomheder her i landet. Kundens ansatte erhvervede derfor ikke vederlag i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for de danske virksomheder. Det blev lagt til grund, at salg af pyntegrønt på rod er et sædvanligt forretningsvilkår inden for branchen, at kunden overtog risikoen for salget af pyntegrøntet, og at de omhandlende aftaler blev indgået på markedsvilkår. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.514.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det danske selskab H, der udførte facadeisolering og puds, på permanent basis havde outsourcet alt facadearbejde. Da spørger fra opgave til opgave besluttede, hvem der skulle udføre det enkelte stykke facadearbejde, udgjorde facadearbejdet en del af spørgers virksomhed, selvom den danske virksomhed ikke selv havde ansatte til at udføre facadearbejdet. Derfor var der ikke tale om outsourcing til anden virksomhed, men om arbejdsudleje efter KSL § 2, stk. 1, nr. 3. Arbejdsudleje.
SKM2013.479.SR	Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den i sagen omhandlende kontrakt mellem en dansk virksomhed, der drev erhverv med udlejning og salg af fast ejendom og X udenlandske virksomhed skulle betragtes som en entrepriseaftale. Der var i stedet tale om arbejdsudleje, idet de omhandlende opgaver stadig ansås for en del af den danske virksomheds forretningsområde. Det gjaldt også, selvom den danske virksomhed oprettede en ny virksomhed, som den danske virksomheds servicemedarbejdere overførtes til, fordi det stadig ville være den danske virksomhed, der var den kontraherende part i forhold til såvel den nye virksomhed som til den udenlandske virksomhed. De i sagen omhandlede opgaver kunne derfor ikke anses at være permanent outsourcet fra spørgers virksomhed. Såfremt selve vedligeholdelsesopgaverne permanent overgik til den nye virksomhed, ville opgaverne blive en naturlig og integreret del af denne virksomheds forretningsområde, hvorfor det ville blive denne virksomhed, der skulle indeholde arbejdsudlejeskat. Hvis de mindre løbende vedligeholdelsesopgaver blev varetaget af det nye selskab og de egentlige ombygningsopgaver i forbindelse med indgåelse af erhvervslejemål blev udlagt til den samme udenlandske virksomhed, var betingelsen om permanent outsourcing opfyldt. Aftalen mellem spørger og den udenlandske virksomhed, kunne herefter godkendes som entreprisekontrakt. Arbejdsudleje/ikke arbejdsudleje
SKM2013.451.SR	Skatterådet fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje, hvis det danske selskab B indgik kontrakt med det tyske selskab A om opførelse af tre broer. Dette blev begrundet med, at selskab A havde fast driftssted i Danmark, og medarbejderne i selskab A derfor var begrænset skattepligtige til Danmark af løn for arbejde udført i Danmark for selskab A, jf. KSL § 2, stk. 1, nr. 1. Ikke arbejdsudleje
SKM2013.450.SR	Skatterådet bekræftede, at køb af arbejdskraft til at udføre enkeltstående og større restaurerings- og vedligeholdelsesopgaver på bygninger, der blev udlejet til privat beboelse, ikke var omfattet af reglerne om arbejdsudleje. Der blev henset til, at udførelse af disse opgaver ikke udgjorde en integreret del af A I/S' udlejningsvirksomhed. Hvis der var tale om arbejdskraft til at udføre løbende driftsvedligeholdelsesopgaver, der var nødvendige som led i at drive udlejningsvirksomheden, fandt Skatterådet, at udførelse af disse opgaver var integreret i virksomheden og derfor omfattet af arbejdsudlejereglerne. Ikke arbejdsudleje / arbejdsudleje.
SKM2013.433.SR	Skatterådet bekræftede, at der ikke var tale om arbejdsudleje for svenske vikarer, som udførte arbejde i Danmark i forbindelse med flytning af en IT-opgave fra en svensk virksomhed til en dansk virksomhed i samme koncern. Dette var begrundet i, at de svenske vikarer i en begrænset tidsperiode udførte arbejde på en opgave, der endnu ikke kunne anses for en integreret del af den danske virksomheds forretningsområde. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.402.SR	Skatterådet fandt, at der forelå arbejdsudleje for distributionsydelser leveret af en udenlandsk underleverandør. Den udenlandske underleverandør skulle udføre distributionsopgaver, der var en kerneydelse i spørgers virksomhed, og derved udgjorde en integreret del af denne virksomhed. Distributionsopgaven blev ikke anset for outsourcet på mere permanent basis, da virksomheden tilrettelagde distributionen, så omfanget af brug af underleverandører blev ændret løbende efter behov. Hvis spørger på mere permanent basis lavede en fast aftale med en selvstændig erhvervsdrivende udenlandsk underleverandør om et større geografisk område, fandt Skatterådet, at der ikke forelå arbejdsudleje. Omfattede en sådan aftale en tidsbegrænset periode på 6 måneder, blev opgaven dog ikke anset for outsourcing på mere permanent basis. Arbejdsudleje / ikke arbejdsudleje.
SKM2013.371.SR	Skatterådet fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje, hvis virksomhed A indgik kontrakt med virksomhed B om levering af gartneriydelser til en ejendoms omgivende arealer. Kontrakten angik ikke en erhvervsmæssig virksomhed, herunder virksomhed A's juletræsproduktion, da udgiften blev afholdt privat af ejeren af ejendommen, person C. Gartneriydelserne var derfor ikke integreret i virksomhed A. Vederlag for personligt arbejde ved køb af ydelser til privat brug er ikke omfattet af arbejdsudlejereglerne. Ikke arbejdsudleje
SKM2013.251.SR	Skatterådet fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje i forbindelse med en kontrakt indgået mellem A A/S og B GmbH om opførelse og montering af A A/S' nye forlystelse. Henset til, at A A/S' kerneydelser ikke bestod i at opføre og montere forlystelser, udgjorde arbejdskraften leveret af B GmbH ikke en integreret del af A A/S' virksomhed. Endvidere udgjorde B GmbH's ydelser ikke et naturligt led i den løbende drift af A A/S' forlystelsesvirksomhed. Ikke arbejdsudleje.
SKM2013.86.SR	Skatterådet fandt, at der forelå arbejdsudleje, hvis A ApS indgik en kontrakt om, at en udenlandsk kontraktpart skulle stå for produktion af minkhvalpe. A ApS drev en minkfarm. Der blev henset til karakteren af A ApS' virksomhed og de beskrevne kontraktopgaver mv. Endvidere blev produktionen ikke anset for outsourcet på mere permanent basis, da der var tale om en midlertidig kontrakt. Afgørelsen blev truffet under forudsætning af, at den udenlandske kontraktpart ikke havde fast driftssted i Danmark. Skatterådet afviste at tage stilling til spørgsmålet om fast driftssted i Danmark, da spørgsmålet ikke kunne besvares med den fornødne sikkerhed. Arbejdsudleje.
SKM2013.32.SR	Skatterådet fandt, at der ikke forelå arbejdsudleje i forbindelse med, at en polsk virksomhed udførte reparationsarbejde på en pram for et rederi i Danmark. Det udførte arbejdet blev ikke anset for at udgøre en integreret del af de aktiviteter, som den danske virksomhed udøvede. Ikke arbejdsudleje
SKM2007.232.SR	Skatterådet fandt, at der var tale om arbejdsudleje i en situation, hvor et dansk rekrutteringsfirma indgik aftale med udenlandske konsulentfirmaer om, at disse firmaer skulle stille udenlandske konsulenter med specialviden til rådighed for danske kunder, der havde overladt rekrutteringsopgaven til det danske rekrutteringsfirma. Konsulenterne var ansat i de udenlandske konsulentfirmaer, der også udbetalte løn til konsulenterne. De danske kunder ville være forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat samt AM-bidrag.	Se hertil også SKM2011.71.SR