Ved lov nr. 452 af 31. maj 2000 om elselskabers overgang til almindelig skattepligt m.v. blev der i selskabsskatteloven indført bestemmelser i bl.a. § 1, stk. 1, nr. 2 e og nr. 2 f, og i § 3, stk. 7 og stk. 8, om sådanne selskabers skattepligt. Skattepligten fik virkning fra og med regnskabsår, der påbegyndtes den 1. januar 2000 eller senere.

Ændringen af selskabsskatteloven skal ses i sammenhæng med lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning med senere ændringer (elforsyningsloven), der senest er offentliggjort som lovbekendtgørelse nr. 119 af 6. februar 2020.