Dette afsnit handler om ekstraordinær fastsættelse eller ændring, når afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et forkert eller ufuldstændigt grundlag, og dette skyldes forsætlig eller groft uagtsom adfærd af virksomheden eller af nogen på dennes vegne.

Reglen i SFL § 32, stk. 1, nr. 3  kan kun anvendes på Skatteforvaltningens initiativ og giver ikke adgang til en nedsættelse, jf. bemærkningerne til L175 FT 2002/2003 og SKM2021.576.HR.

Afsnittet indeholder:

• Generelt om reglens anvendelsesområde
• Forholdet mellem ekstraordinær forhøjelse og straf
• Afgrænsningen mellem simpel og grov uagtsomhed
• Reaktionsfristen
• Andre eksempler
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om reglens anvendelsesområde

Anvendelse af reglen forudsætter, at virksomheden eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Reglen kan kun anvendes på Skatteforvaltningens initiativ og giver ikke grundlag for nedsættelse af afgiftstilsvaret eller forhøjelse af godtgørelsen. Se fra skatteområdet SKM2002.371.LSR og SKM2021.576.HR.  

Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen i § 32, stk. 1, nr. 3, at reaktionsfristen i SFL § 32, stk. 2, er overholdt, og at det afledte krav ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4.

Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen kan kun ændres angående det spørgsmål, der har været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbner ikke mulighed for andre ændringer.

Se tilsvarende bestemmelse på skatteområdet vedrørende skat  SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Se A.A.8.3.2.1.2.3.

Se også

A.A.8.3.2.1.4. om reaktionsfristen.

A.A.8.3.2.1.3 om forældelse.

Forholdet mellem ekstraordinær forhøjelse og straf

Begreberne forsæt og grov uagtsomhed er identiske med de tilsvarende begreber i SKL kapitel 9. Dvs. at anvendelse af bestemmelsen i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, forudsætter, at der foreligger et strafbart forhold.

Uanset dette er anvendelsen af SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ikke betinget af, at der gøres strafansvar gældende, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Begrundelsen er, at frifindelse i straffesagen kan hænge sammen med en straffesags særlige karakter, fx at der gælder andre krav til bevisets styrke end i skatteansættelsessagen.

Se også

A.C.3.2.4.

Eksempler:

Manglende tiltale uden betydning

Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. At borgeren ikke havde været tiltalt for forholdet, var uden betydning. Se SKM2013.550.VLR.

Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt. Se SKM2001.582.ØLR.

Forhøjelse fastholdt uanset frifindelse i straffesag

Som begrundelse for at fastholde ekstraordinær forhøjelse med ikke-selvangivet bonusbeløb oplyste Retten, at under hensyn til kravet til bevisets styrke i en straffesag kan det ikke gøre nogen forskel, at borgeren var frifundet i byretten i den tilsvarende straffesag. Se SKM2013.910.BR. 

Borgeren var frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede borgeren at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Se SKM2011.209.HR samt de helt parallelle domme SKM2011.210.HR og SKM2011.211.HR.

Afgrænsningen mellem simpel og grov uagtsomhed

Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i § 32, stk. 1, nr. 3 er identiske med de tilsvarende begreber i SKL afsnit 3.

Om der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt afhænger af en samlet vurdering af den afgiftspligtiges hhv. godtgørelsesberettigedes subjektive omstændigheder. Der vil efter omstændighederne også kunne være grundlag for at anvende bestemmelsen i  § 32, stk. 1, nr. 3, i tilfælde, hvor en afgiftspligtig eller nogen på dennes vegne oplyser ikke at kende til reglerne eller anser reglerne for at være særlig komplicerede.

Se A.C.3.2.4.

Om en virksomhed eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelsen i medfør af  § 32, stk. 1, nr. 3, er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag.

Eksempler:

Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser ved at undlade at komme med oplysninger til SKAT. Se SKM2016.324.ØLR.

Byretten fandt, at borgeren, uanset han ikke er regnskabskyndig, som virksomhedens indehaver burde, ved en almindelig gennemgang af selskabets bogholderi og regnskab, have kunnet konstatere, at der var et ikke uvæsentligt misforhold mellem den angivne salgsmoms og omsætningen. Endvidere burde han senest i forbindelse med regnskabet have undersøgt, hvad posten "moms mv. tidligere år" betød og sikret sig, at dette beløb blev indberettet til SKAT. Byretten fandt, at der var handlet mindst groft uagtsomt. At bogføring og revision var overladt til revisor kunne ikke føre til andet resultat. Se SKM2016.229.BR.

En virksomhed havde fradraget indgående moms af udgifter til etablering og drift af depotrum, som efterfølgende blev udlejet momsfrit. Forholdet var mindst groft uagtsomt, uanset det var revisor, der på virksomhedens vegne havde angivet. Se SKM2015.107.BR.

En økonomidirektørs bevidst forkerte opgørelse af moms og selskabets manglende kontrol heraf var mindst groft uagtsomt. Se SKM2015.462.LSR. 

Moms ved salg af biler ikke angivet. Mindst groft uagtsomt. Se SKM2015.62.BR.

Momsbeløb vedrørende entreprisesummer ikke bogført og angivet. Mindst groft uagtsomt. Ikke ugyldig på grund af manglende lovhenvisning. SKM2015.37.BR.

Momstilsvar var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket blev tilregnet den afgiftspligtige, som groft uagtsomt. Betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3 ansås for opfyldt. Se SKM2014.431.BR.

Virksomheden havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt. Se SKM2011.508.VLR.

Grænsehandelskoncepter

En virksomhed havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg til danske kunder via en tysk samarbejdspartner. Landsretten fandt, at virksomhedens grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled. Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile virksomheden en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen.  Eftersom virksomheden ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da virksomheden ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at virksomheden ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens momstilsvar var således opfyldt. Se SKM2016.288.ØLR.

Det anvendte grænsehandelskoncept havde ikke forretningsmæssig baggrund, men havde alene til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2017.125.BR.

Landsretten fandt, at en virksomhed havde handlet groft uagtsomt, idet virksomheden blandt andet på baggrund af sagens omstændigheder havde haft en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var sket en overtrædelse af de danske momsregler. Landsretten havde tillige anledning til at tage stilling til et svar afgivet af SKAT på borgerens henvendelse om grænsehandelskonceptet. Landsretten udtalte blandt andet, at svaret alene var vejledende, og at borgeren måtte indse, at svaret forudsatte, at der var realitet bag det opstillede handelsarrangement. Se SKM2015.513.VLR.

Byretten fandt, at selskabet ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed ved efter Skatterådets bindende svar (SKM2006.530.SR) at fortsætte med at anvende grænsehandelskonceptet uden at sikre, at man ikke overtrådte ML. Selskabet havde derfor handlet uagtsomt. Se SKM2015.360.BR.

Virksomheden havde ikke handlet groft uagtsomt, da der i perioden var usikkerhed om retstilstanden. Landsskatteretten fandt, at virksomheden hverken kunne eller burde have forudset Højesterets vurdering af spørgsmålet. Se SKM2015.212.LSR.

Dokumentation

Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt virksomhedens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede virksomheden en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. Se SKM2017.210.BR.

Borgeren havde ikke fradragsret efter ML § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som borgeren selv havde udstedt til nogle danske grossister (selvfakturering). Retten fandt forholdet groft uagtsomt efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2016.324.ØLR.

Manglende kendskab til reglerne 

SKAT havde i et styresignal angivet, at en praksisændring gjaldt for mineralolieafgift, svovlafgift og CO2-afgift, mens et nyhedsbrev sendt til virksomheden alene nævnte mineralolieafgiften og samtidig henviste til styresignalet. Virksomheden havde alene implementeret praksisændringen for mineralolieafgiften og ikke for svovlafgift og CO2-afgift. Repræsentanten pegede blandt andet på, at når SKAT sender et nyhedsbrev ud til virksomhederne og heri angiver, at der er tale om en præcisering af praksis, og at det er gældende for mineralolieafgift, vil virksomheder ikke finde anledning til at sætte sig ind i indholdet i styresignalet, medmindre nyhedsbrevet givet anledning til fortolkningsspørgsmål mv. Landsskatterettens flertal fandt, at der efter en samlet konkret vurdering forelå en sådan betydelig usikkerhed om de af repræsentanten påpegede forhold, herunder udformningen af SKATs nyhedsbrev, at det fandtes betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag. Se SKM2019.38.LSR.  

Naturgasforbrug til opvarmning var ikke godtgørelsesberettiget. Landsskatteretten fandt, at selskabet havde haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både havde anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne. Landsskatteretten fandt, at dette forhold måtte tilregnes selskabet som groft uagtsomt. Se SKM2016.363.LSR.

Reaktionsfristen

Reaktionsfristen går ud på, at en ansættelse, der foretages på Skatteforvaltningens initiativ efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist, skal varsles over for den skattepligtige senest 6 måneder efter, at Skatteforvaltningen er kommet til kundskab om de relevante oplysninger. Se SFL § 32, stk. 2.

Reglen har givet anledning til særlige problemer ved anvendelse af reglen i i § 32, stk. 1, nr. 3. Fx kan situationen være, at Skatteforvaltningen fortløbende kommer i besiddelse af relevante oplysninger, således at det er tvivlsomt, hvornår den foreløbige sum af oplysninger er tilstrækkelig til at varsle en afgørelse. Situationen kan også være, at Skatteforvaltningen på én gang, fx ved ransagning, modtager alle relevante bilag og oplysninger, men at en nærmere vurdering af sagen nødvendiggør gennemgang og sammenholdelse af det modtagne materiale.

Se  A.A.8.3.2.1.4. om reaktionsfristen.

Andre eksempler

Som led i projekt Money Transfer konstaterede SKAT, at der på skatteyderens bankkonto løbende var blevet indsat i alt godt 10,2 mio. kr. SKAT skønnede, at beløbet stammede fra selvstændig erhvervsvirksomhed og forhøjede skatteyderens skatte- og momsansættelser med indsættelserne fratrukket et skønnet beløbet til driftsomkostninger. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Det var derfor berettiget, at SKAT havde foretaget forhøjelserne af skat og moms i medfør af henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2017.344.ØLR.

Landsretten fandt, at der var grundlag for forhøjelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og SFL § 32, stk. 1, nr. 3, i et tilfælde, hvor en borger reelt havde fortsat selvstændig virksomhed efter en konkurs. Se SKM2014.260.ØLR.

Landsretten fandt, at der var grundlag for forhøjelse efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3. 6-månedersfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Landsretten fandt, at SKAT tidligst ved borgerens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg den 28. august 2009 fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedens momsindberetninger og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen af samme dag var derfor rettidig, ligesom afgørelsen af 26. oktober 2009 var rettidig. SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen. Se SKM2014.214.ØLR.

Landsretten fandt, at en e-handelsvirksomhed, som ikke havde selvangivet resultat af virksomhed i flere år, havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Se SKM2013.127.ØLR.

Sagsøgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2011.508.VLR.

Landsretten fandt, at klageren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt agterskrivelse 7. juni 2005. Landsretten udtalte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med klagerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt. Se SKM2011.459.ØLR.

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, som udbød spil på spilleautomater, var berettiget til nedslag i spilleafgiften i henhold til den dagældende spilleafgiftslovs § 13 på baggrund af en række udlodninger til en Y1-sk sportsforening. Ifølge bestemmelsen kunne der ske nedslag i spilleafgiften ved udlodning af midler til velgørende og almennyttige foreninger. På baggrund af de foreliggende oplysninger om den pågældende forenings formål, struktur, aktiviteter, medlemsgrundlag og økonomiske forhold fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at foreningen havde et formål af almennyttig karakter, og betingelserne for nedslag i spilleafgiften var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke forud for udlodningerne at sikre sig dokumentation for foreningens velgørende formål. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret var derfor opfyldt. Se SKM2020.376.BR

Byretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ved ikke at have opgivet moms for salg af biler. Borgeren havde ikke løftet bevisbyrden for, at der var tale om private salg af biler. Se SKM2015.62.BR.

Borgeren havde ikke bogført eller angivet momsbeløb vedrørende en række byggeentrepriser - retten fandt på den baggrund, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Se SKM2015.37.BR.

Momstilsvaret var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket blev tilregnet borgeren, som groft uagtsomt. Betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ansås for opfyldt. Se SKM2014.431.BR.

Retten fandt, at borgeren eller dennes ansatte havde tilrettelagt bogføringen og momsangivelser på en sådan lemfældig måde, at borgeren ved grov uagtsomhed havde bevirket, at afgiftstilsvaret vedrørende alle de områder, der var omfattet af sagen, blev fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter ansås betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, for opfyldt. Se SKM2014.201.BR.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskerede leasingforhold med det formål at opnå besparelse i betaling af registreringsafgiften. Da det drejede sig om to professionelle aktører, måtte der efter Landsskatterettens opfattelse stilles krav til, at parterne har kendskab til, at der ingen lighed er mellem afgiftsgrundlaget ved beregning af registreringsafgift ved salg af et køretøj, hvor registreringsafgiften beregnes på baggrund af den faktiske salgspris, og i tilfælde af leasing, hvor registreringsafgiften er en teknisk værdi baseret på importprisen til Danmark. Efter Landsskatterettens opfattelse havde begge parter haft kendskab til samtlige oplysninger vedrørende afgiftsgrundlaget og de tekniske detaljer for de omhandlede køretøjer i forbindelse med indregistrering heraf, idet processen omkring indregistrering af køretøjerne var tilrettelagt således, at begge parter har haft kendskab til alle oplysninger i de certifikater, som har været anvendt som grundlag for indregistreringen, herunder afgiftsgrundlaget. Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at begge parter både i forbindelse med indgåelse af de pågældende leasingaftaler og i forbindelse med indregistrering af de pågældende køretøjer har handlet groft uagtsomt, da begge parter har været klar over, at registreringsafgiften blev beregnet på et lavere afgiftsgrundlag, når det drejede sig om et leasingskøretøj, end hvis det havde været et salg af køretøjerne. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet havde handlet groft uagtsomt i processen vedrørende indgåelse af leasingaftaler og ved indregistrering af køretøjerne, og at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse dermed var opfyldt. Se SKM2020.468.LSR

Se SKM2005.85.LSR om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3).

Vedrørende den tilsvarende bestemmelse på skatteområdet - Se A.A.8.2.2.1.2.5.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området.

Afgørelser	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2021.576.HR	Fra skatteområdet - Højesteret bemærkede, at bestemmelsen (om forsæt eller grov uagtsomhed) må forstås således, at den kun giver adgang til skattemyndighedernes forhøjelse af en skatteansættelse, men ikke til nedsættelse af en ansættelse, f.eks. som følge af tabsgivende investeringer i et indkomstår.
SKM2011.209.HR	Borgeren var blevet frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede borgeren at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Det skal bemærkes, at sagen er afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere SSL § 35, stk. 4.
Landsretsdomme
SKM2017.344.ØLR	Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Det var derfor berettiget, at SKAT havde foretaget forhøjelserne af skat og moms i medfør af henholdsvis SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3. Videre fandt retten, at SKAT havde overholdt varslingsfristerne i de to bestemmelsers stk. 2. Retten fandt endvidere, at borgeren havde modtaget SKATs forslag, inden afgørelserne blev truffet, og at der således var foretaget korrekt partshøring. SKATs afgørelser indeholdt ikke begrundelse, men da der i afgørelserne var henvist til forslagene, som indeholdt udførlig begrundelse, var afgørelserne ikke ugyldige på grund af manglende begrundelse.	Tidligere SKM2016.252.BR og SKM2016.266.BR.
SKM2016.324.ØLR	Skatteministeriet fik også for landsretten medhold i, at appellanten havde foretaget momspligtigt salg her i landet, i eget navn og for egen regning, af såkaldt singlefunktionelle telekort ("prepaid calling cards") til danske grossister. Kortene var indkøbt fra appellantens irske søsterselskab, som havde faktureret salgene til sagsøgeren med "0 moms", dvs. som omvendt betalingspligtige køb af telekort (teleydelser) her i landet. Salgene fra appellanten var momspligtige i medfør af ML § 4, stk. 1. Det var ikke godtgjort, at grossisterne havde leveret momspligtige formidlingsydelser for appellanten til efterfølgende led i handelskæden (detailhandlere og danske slutbrugere af telekortene). Appellanten havde derfor ikke fradragsret i henhold til ML § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som sagsøgeren selv havde udstedt til de danske grossister (selvfakturering). Det var derfor med rette, at SKAT havde forhøjet både appellantens salgsmoms samt nedsat den angivne fradragsberettigede købsmoms. Skatteministeriet fik endelig medhold i, at kravet ikke var delvist forældet efter skatteforvaltningsloven, idet appellanten måtte anses for at have handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.	Tidligere SKM2015.174.BR.
SKM2016.288.ØLR	Spørgsmålet i sagen var, om H1 havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg af både til danske kunder via en tysk samarbejdspartner, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar var opfyldt. Landsretten fandt, at H1s grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled. Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile H1 en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen. Eftersom H1 ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da H1 ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at H1 ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af H1s momstilsvar var således opfyldt. Eftersom det under sagen var ubestridt, at H1 herefter havde pligt til at betale moms af de pågældende salg i grænsehandelskonceptet, blev byrettens dom stadfæstet.
SKM.2015.513.VLR	Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, idet borgeren blandt andet på baggrund af sagens omstændigheder havde haft en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var sket en overtrædelse af de danske momsregler. Forhøjelsen var således også berettiget, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, for den del der lå ud over de ordinære genoptagelsesfrister. Landsretten havde tillige anledning til at tage stilling til et svar afgivet af SKAT på borgerens henvendelse om grænsehandelskonceptet. Landsretten udtalte blandt andet, at svaret alene var vejledende, og at borgeren måtte indse, at svaret forudsatte, at der var realitet bag det opstillede handelsarrangement. Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom, SKM2014.201.BR, dog således at appellantens momstilsvar blev nedsat for så vidt angår en konkret bil.
SKM2014.260.ØLR	Retten fandt, at der var grundlag for forhøjelser efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og SFL § 32, stk. 1, nr. 3, i et tilfælde, hvor en borger reelt havde fortsat selvstændig virksomhed efter en konkurs.
SKM2014.214.ØLR	SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen. Det var for landsretten ubestridt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3. 6-månedersfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Landsretten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg den 28. august 2009 fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedens momsindberetninger og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen af samme dag var derfor rettidig, ligesom afgørelsen af 26. oktober 2009 var rettidig.
SKM2013.127.ØLR	Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt.
SKM2012.170.ØLR	Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL § 27, stk. 1, nr. 8, og SFL § 32, stk. 1, nr. 4.
SKM2012.12.ØLR	Landsretten fandt, at der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.
SKM2011.508.VLR	Borgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2011.459.ØLR	Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at borgeren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt forslag 7. juni 2005. Landsretten udtalte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med borgerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt.
SKM2001.582.ØLR	Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. dagældende SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt.
Byretsdomme
►SKM2022.126.BR◄	►Et selskab havde ikke fradragsret for momsen af omkostningerne til opførelse af en boligudlejningsejendom. En tilladelse til frivillig momsregistrering for erhvervsmæssig udlejning af den pågældende ejendom var derfor ugyldig. Selskabets revisor, der på selskabets vegne havde indgivet ansøgning om tilladelse til momsregistrering handlede mindst groft uagtsomt, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. ◄
SKM2021.22.BR	SKAT havde foretaget kontrol og genoptaget hele perioden fra 1. januar 2010 til 30. juni 2013, men dog ikke ændret 3. kvartal 2012, idet selskabet for dette kvartal skulle have tilbagebetalt 4.225 kr. i afgiftstilsvar. Landsskatteretten fandt under hensyn til, at SKAT måtte anses for at have kontrolleret og genoptaget hele perioden, at det var rettest, at SKAT ændrede selskabets afgiftsgodtgørelse for hele perioden 1. januar 2010 30. juni 2013, herunder 3. kvartal 2012.   Skatteministeriet indbragte afgørelsen fra Landsskatteretten for domstolene med påstand om, at det sagsøgte selskab skulle anerkende, at selskabets godtgørelse af elektricitetsafgift og gasafgift for godtgørelsesperioden 3. kvartal 2012 ikke blev ændret.  Byretten afsagde udeblivelsesdom efter Skatteministeriets påstand.
SKM2020.376.BR	Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, som udbød spil på spilleautomater, var berettiget til nedslag i spilleafgiften i henhold til den dagældende spilleafgiftslovs § 13  på baggrund af en række udlodninger til en Y1-sk sportsforening. Ifølge bestemmelsen kunne der ske nedslag i spilleafgiften ved udlodning af midler til velgørende og almennyttige foreninger. På baggrund af de foreliggende oplysninger om den pågældende forenings formål, struktur, aktiviteter, medlemsgrundlag og økonomiske forhold fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at foreningen havde et formål af almennyttig karakter, og betingelserne for nedslag i spilleafgiften var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke forud for udlodningerne at sikre sig dokumentation for foreningens velgørende formål. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret var derfor opfyldt.
SKM2017.210.BR	Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt borgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede borgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.
SKM2017.125.BR	Det var i sagen for retten ubestridt, at det anvendte grænsehandelskoncept ikke havde forretningsmæssig baggrund, men alene havde til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3. Sagen er ligeledes interessant i forhold til SFL § 32, stk. 2, om 6-månedersfristen, se herom afsnit A.A.8.3.2.1.4. Reaktionsfrist.
SKM2016.229.BR	Sagen handlede blandt andet om, hvorvidt SKAT med rette havde foretaget ekstraordinær genoptagel­se og forhøjelse af borgerens momstilsvar for 2009, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3, idet borgeren havde angivet for lidt salgsmoms. Det var i sagen ubestridt, at borgeren havde angivet kr. 182.436 for lidt i salgsmoms, men borgeren gjorde gældende, at den manglende angivelse beroede på en simpel fejl, og at der derfor ikke var grund­lag for ekstraordinær genoptagelse.	Anket og efterfølgende hævet.
SKM2015.107.BR	Borgeren havde fradraget indgående moms af udgifter til etablering og drift af depotrum - rummet blev efterfølgende udlejet momsfrit, hvorfor borgeren ikke var berettiget til at fradrage momsen. Retten fandt forholdet groft uagtsomt.
SKM2015.62.BR	Borgeren havde ikke opgivet moms af salg af brugte biler. Retten fandt ikke, at borgeren havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om privat salg af biler og fandt forholdet groft uagtsomt.
SKM2015.37.BR	Borgeren havde ikke bogført eller angivet momsbeløb vedrørende en række byggeentrepriser, hvorefter retten fandt, at borgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt, jf. SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2014.431.BR	Momstilsvar var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket var groft uagtsomt. Betingelserne i SFL § 32, stk. 1, nr. 3, ansås for opfyldt.
Landsskatteretten - kendelser og afgørelser
SKM2021.289.LSR	Landsskatteretten fandt, at det var berettiget, at SKAT ekstraordinært havde genoptaget et selskabs afgiftsgodtgørelser, da selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt ved at tage godtgørelse for forbrug af elektricitet anvendt til opvarmning af brugsvand, rumvarme og komfortkøling. SKAT havde beregnet og opkrævet det ikke-godtgørelsesberettigede beløb ud fra de godtgørelsessatser, der fulgte af loven. Ved angivelserne af godtgørelse havde selskabet fejlagtigt anvendt for lave satser og gjorde gældende, at også dette spørgsmål skulle genoptages, hvilket SKAT havde afvist. Landsskatteretten anførte, at en beløbsmæssig korrekt opgørelse af det beløb, som selskabet havde modtaget for meget i godtgørelse af afgift, ikke alene krævede en fastlæggelse af den ikke-godtgørelsesberettigede mængde, men også at godtgørelsen fastsattes ved anvendelse af de korrekte godtgørelsessatser. Det af selskabet rejste spørgsmål om godtgørelse med for lave satser havde således klar sammenhæng med det forhold, som gav anledning til, at SKAT genoptog afgiftsgodtgørelserne og skulle derfor også inddrages.
SKM2020.468.LSR	Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskerede leasingforhold med det formål at opnå besparelse i betaling af registreringsafgiften. Da det drejede sig om to professionelle aktører, måtte der efter Landsskatterettens opfattelse stilles krav til, at parterne har kendskab til, at der ingen lighed er mellem afgiftsgrundlaget ved beregning af registreringsafgift ved salg af et køretøj, hvor registreringsafgiften beregnes på baggrund af den faktiske salgspris, og i tilfælde af leasing, hvor registreringsafgiften er en teknisk værdi baseret på importprisen til Danmark. Efter Landsskatterettens opfattelse havde begge parter haft kendskab til samtlige oplysninger vedrørende afgiftsgrundlaget og de tekniske detaljer for de omhandlede køretøjer i forbindelse med indregistrering heraf, idet processen omkring indregistrering af køretøjerne var tilrettelagt således, at begge parter har haft kendskab til alle oplysninger i de certifikater, som har været anvendt som grundlag for indregistreringen, herunder afgiftsgrundlaget. Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at begge parter både i forbindelse med indgåelse af de pågældende leasingaftaler og i forbindelse med indregistrering af de pågældende køretøjer har handlet groft uagtsomt, da begge parter har været klar over, at registreringsafgiften blev beregnet på et lavere afgiftsgrundlag, når det drejede sig om et leasingskøretøj, end hvis det havde været et salg af køretøjerne. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet havde handlet groft uagtsomt i processen vedrørende indgåelse af leasingaftaler og ved indregistrering af køretøjerne, og at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse dermed var opfyldt.
SKM2019.38.LSR	Landsskatterettens flertal fandt, at der efter en samlet konkret vurdering forelå en sådan betydelig usikkerhed om de af repræsentanten påpegede forhold, herunder udformningen af SKATs nyhedsbrev, at det fandtes betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter SFL § 32, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag. SKAT havde i et styresignal angivet, at en praksisændring gjaldt for mineralolieafgift, svovlafgift og CO2-afgift, mens et nyhedsbrev sendt til virksomheden alene nævnte mineralolieafgiften og samtidig henviste til styresignalet. Virksomheden havde alene implementeret praksisændringen for mineralolieafgiften og ikke for svovlafgift og CO2-afgift. Repræsentanten pegede blandt andet på, at når SKAT sender et nyhedsbrev ud til virksomhederne og heri angiver, at der er tale om en præcisering af praksis og at det er gældende for mineralolieafgift, vil virksomheder ikke finde anledning til at sætte sig ind i indholdet i styresignalet, medmindre nyhedsbrevet givet anledning til fortolkningsspørgsmål mv.
SKM2016.363.LSR	Selskabet havde haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne i GASAL § 10. Landsskatteretten fandt derfor, at dette forhold måtte tilregnes selskabet som groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til at ændre selskabets afgiftstilsvar uden for den ordinære frist i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 3.
SKM2005.85.LSR	Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt, (nu SFL § 32, stk. 1, nr. 3).
SKM2002.371.LSR	Reglen giver ikke grundlag for nedsættelse efter anmodning, hvis borgerens revisor har handlet groft uagtsomt.