åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.B.4.4.5.2 Hvordan fremtræder virksomheden for offentligheden?" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om vurderingen af, om virksomheden fremtræder som finansiel for omverdenen.

Afsnittet indeholder:

  • Finansiel fremtræden
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Finansiel fremtræden

Ved vurderingen af, om virksomheden skal anses for finansiel i forhold til at være omfattet af metode 2, kan det indgå, hvorvidt den over for offentligheden fremtræder som finansiel virksomhed. Se cirkulære nr. 186 af 29. oktober 1992 om afgift af lønsum mv.

Landsskatteretten har flere gange haft mulighed for at tage stilling til betydningen af, hvordan virksomheden fremtræder over for offentligheden.

Landsskatteretten har dog kun i et enkelt tilfælde truffet afgørelse med delvis henvisning til, hvordan virksomheden fremtrådte over for offentligheden. Landskatteretten gav dog ingen begrundelse for, hvorfor den pågældende virksomhed ikke blev anset for at fremtræde som finansiel. Se SKM2006.671.LSR.

Det er Skatteministeriets opfattelse, at virksomheder der markedsfører sig som finansiel virksomhed fx som bank er omfattet af metode 2, uanset om deres momsmæssige fradragsret for fællesomkostninger overstiger 50 %.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2007.421.LSR

Et selskab med strategisk og finansiel rådgivning (corporate finance) var omfattet af metode 2. Der blev ud fra en samlet vurdering, lagt afgørende vægt på, at momsfradraget for fællesudgifter efter ML § 38, stk. 1 i de påklagede år udgjorde 35 % og 46 %. Det kunne ikke tillægges betydning af selskabet havde ladet sig registrere for metode 4 ud fra budgetterede tal, når den faktiske fordeling efterfølgende viste sig at være anderledes.

Parterne fremførte, at selskabet aflagde regnskab efter årsregnskabslovens almindelige regler og ikke efter bank og sparekasselovgivningen. Landsskatteretten tog ikke stilling til betydningen heraf, men ifølge afgørelsen kunne man være omfattet af metode 2 selvom man aflagde regnskab efter årsregnskabslovens almindelige regler.

SKM2006.671.LSR

Et selskab var omfattet af metode 4, selvom det i startåret havde en delvis fradragsprocent for moms på 44 %. Startåret omfattede 4½ måned og de efterfølgende to år havde selskabet en delvis fradragsprocent på 54 % og 58 %. Landsskatteretten lagde desuden vægt på, at selskabet ikke overfor offentligheden fremtrådte som en finansiel virksomhed og bemærkede, at der var tale om en samlet vurdering. Selskabet var IT-leverandør til bl.a en bank.

SKAT's udtalelse indeholder diskussion af begrebet "offentligheden". Landsskatteretten har dog ikke taget stilling hertil.

SKM2001.99.LSR

Fællesregistrering med fem selskaber var omfattet af metode 4. Passiv kapitalanbringelse begrænsede ikke den momsmæssige fradragsret for fællesomkostninger. Resultat af anparter i behold skulle ikke medregnes til omsætningen ved beregning af koncernens fradragsret efter ML § 38. stk. 1, da der var tale om passiv kapitalanbringelse.

SKAT fremhævede: koncernens formål i henhold til vedtægterne, uddrag af årsberetningen, koncernens fremtræden for offentligheden i bl.a artikler. Koncernen fremhævede, at den ikke var underkastet Finanstilsynets kontrol. Landsskatteretten har ikke taget stilling til disse momenter, men alene afgjort sagen ud fra den momsmæssige fradragsret for fællesomkostninger.

Skatterådet

SKM2014.323.SR

Skatterådet fandt, at selskabet skulle betragtes som en virksomhed indenfor den finansielle sektor, da selskabets finansielle aktivitet var virksomheden hovedaktivitet. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at selskabet ved beregning af lønsumsafgift skulle anvende metode 2, jf. lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1. 

Ved den konkrete vurdering blev der lagt på, at selskabets momsfrie aktiviteter var momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11, at den delvise fradragsprocent efter efter ML § 38, stk. 1 var under 50 pct., idet den udgjorde henholdsvis 38 pct. i 2012, 39 pct. i 2011 og 38 pct. i 2010, at selskabet ikke havde planlagt ændringer i sin forretnings levering af ydelser i de kommende år og at der derfor heller ikke forventes en væsentlig ændring i den viste opgørelse af den delvise momsfradragsret.  

At selskabet ikke markedsførte sig overfor offentligheden som en finansiel virksomhed ændrede ikke på, at selskabet skulle opgøre lønsumsafgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, når selskabets hovedaktivitet var finansiel virksomhed.