åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.H.3.5 Ejendomsværdiskat af bolig i egen ejendom" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.
åben Vis oversigt med domme, kendelser og afgørelser, som Skatteforvaltningen har valgt ikke at indarbejde i vejledningens tekst. Vi gør opmærksom på, at materialet i denne oversigt ikke nødvendigvis er udtryk for gældende ret.

Indhold

Dette afsnit handler om:

  • Ejendomsværdiskattelovens baggrund, formål og historik (C.H.3.5.1)
  • Hvem skal betale ejendomsværdiskat? (C.H.3.5.2)
  • Hvilke ejendomme skal der betales ejendomsværdiskat af? (C.H.3.5.3)
  • Hvornår skal der betales ejendomsværdiskat (C.H.3.5.4)
  • Hvordan beregnes ejendomsværdiskatten (C.H.3.5.5).

Reglerne om ejendomsværdiskat beskrevet i dette afsnit har virkning fra og med det skatteår eller indkomstår, hvor den endelige beskatning sker på grundlag af nye ejendomsvurderinger foretaget efter EVL §§ 5 eller 6.

Almindelig vurdering efter EVL § 5 skal for ejerboliger første gang foretages pr. 1. januar 2020. For visse ejerboliger og for andre ejendomme end ejerboliger, skal almindelig vurdering efter EVL § 5 foretages første gang pr. 1. marts 2021. For ejerboliger, der opfylder betingelserne i EVL § 6, vil omvurdering i 2021 ske pr. 1. marts. Se § 81, stk. 7, indsat ved lov nr. 2227 af 29. december 2020.

Den almindelige vurdering efter EVL § 5 for ejerboliger pr. 1. januar 2020 vil første gang danne grundlag for ejendomsværdibeskatningen i skatteåret eller indkomståret 2021. Den almindelige vurdering efter EVL § 5 for visse ejerboliger og andre ejendomme end ejerboliger, der vurderes pr. 1. marts 2021 vil første gang danne grundlag for ejendomsværdibeskatningen i skatteåret eller indkomståret 2022. Se EVSL § 4 a, stk. 1, nr. 1. 

For ejendomme, hvor der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning mv., som ikke er omfattet af vurderingen i året før indkomståret, vil ejendomsvurderingen for indkomståret danne grundlag for ejendomsværdibeskatningen i indkomståret. Se EVSL § 4 a, stk. 2.

Hvis vurderingen for indkomståret for en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale ejendomsværdiskat, ikke er udsendt inden for oplysningsfristen for indkomståret, vil der blive opgjort en foreløbig ejendomsværdiskat på baggrund af beregningsgrundlaget i året før indkomståret. Se EVSL § 4 a, stk. 6.

For ejendomme, der ikke har et beregningsgrundlag i året før indkomståret, vil der blive ansat et foreløbigt beregningsgrundlag. Se EVSL § 4 a, stk. 7. Ejendomsværdiskatten på baggrund af foreløbige beregningsgrundlag vil blive reguleret, når den endelige vurdering foreligger.

For en beskrivelse af reglerne om ejendomsværdiskat for 2021 henvises til Den juridiske vejledning 2021-2, afsnit C.H.3.5.