Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Forhøjelse af den indeksregulerede anskaffelsessum
  • Nedsættelse af den indeksregulerede anskaffelsessum.

Se også

Se også afsnit (C.H.2.1.9.6) om de principielle regler for forhøjelse og nedsættelse af den omregnede anskaffelsessum. Disse principper gælder som udgangspunkt tilsvarende for forhøjelse og nedsættelse af en omregnet, indeksreguleret anskaffelsessum.

Forhøjelse af den indeksregulerede anskaffelsessum

Der er særlige regler for indeksregulering af tillæggene til anskaffelsessummen for en fast ejendom, hvis anskaffelsessum er indeksreguleret efter reglerne i EBL § 5 A, stk. 1:

      1. Fast tillæg på 10.000 kr. - indeksregulering
      2. Tillæg for vedligeholdelses- og forbedringsudgifter udover 10.000 kr. - indeksregulering
      3. Forhøjelse af den indeksregulerede anskaffelsessum med vederlag for mælkekvoter, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

Ad a. Fast tillæg 10.000 kr. - indeksregulering

Anskaffelsessummen forhøjes med et fast tillæg på 10.000 kr. for anskaffelsesåret og hvert af de efterfølgende år, hvor ejeren har ejet ejendommen. Se EBL § 5, stk. 1.

Se afsnit (C.H.2.1.9.6.2) om forhøjelse af anskaffelsessummen og de særlige regler for ejendomme, der er anskaffet før den 19. maj 1993.

Når der er tale om afståelse af en ejendom, hvor reglen om indeksering af anskaffelsessummen i EBL § 5 A, stk. 1, anvendes, kan det beløb, som anskaffelsessummen forhøjes med efter EBL § 5, stk. 1, indeksreguleres fra det kalenderår, som tillægget vedrører, til det kalenderår, hvor ejendommen afstås. Indeksreguleringen sker efter reglerne i EBL § 5 A, stk. 1. Se EBL § 5 A, stk. 2, sammenholdt med EBL § 5, stk. 1.

Se også

Se også afsnit (C.H.2.1.9.8.1) om indeksregulering.

Ad b. Tillæg for vedligeholdelses- og forbedringsudgifter udover 10.000 kr. - indeksregulering

Anskaffelsessummen forhøjes efter nærmere regler med afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter i det omfang, disse udgifter pr. kalenderår har oversteget 10.000 kr. Se EBL § 5, stk. 2.

Se afsnit (C.H.2.1.9.6.2) om forhøjelse af anskaffelsessummen og de særlige regler, der gælder for ejendomme, der er anskaffet før den 19. maj 1993.

Når der er tale om afståelse af en ejendom, der er omfattet af reglen om indeksering af anskaffelsessummen i EBL § 5 A, stk. 1, kan det beløb, som anskaffelsessummen forhøjes med efter EBL § 5, stk. 2, indeksreguleres fra kalenderåret for vedligeholdelsesarbejdets eller forbedringens fuldførelse til det kalenderår, hvor ejendommen afstås. Indeksreguleringen sker efter reglerne EBL i § 5 A, stk. 1. Se lovteksten i EBL § 5 A, stk. 2, sammenholdt med EBL § 5, stk. 2.

Se også

Se også afsnit (C.H.2.1.9.8.1) om indeksregulering.

Ad c. Forhøjelse af den indeksregulerede anskaffelsessum med vederlag for mælkekvoter, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven

Se afsnit (C.H.2.1.9.11) om korrektion af anskaffelsessummen med vederlag ved afståelse af mælkekvoter.

Nedsættelse af den indeksregulerede anskaffelsessum

Nedsættelsen i den regulerede anskaffelsessum foretages med beløb, som nævnt i EBL § 5, stk. 4, i den regulerede anskaffelsessum efter EBL § 5 A, stk. 1, i det år, hvor beløbet er fratrukket ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se EBL § 5, stk. 7, 1. pkt., sammenholdt med EBL § 5, stk. 4.

Foretagne afskrivninger mv. på bygninger og installationer, der ikke er beskattet som genvundne afskrivninger, og som anskaffelsessummen skal nedsættes med, henføres til de år, hvor der er afskrevet på ejendommens bygninger eller installationer efter forholdet mellem afskrivningerne mv. i det enkelte år og de samlede foretagne afskrivninger mv. i årene.

Det drejer sig om eventuelle

  • foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven
  • fradragsbeløb efter AL § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt.
  • forlods afskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven på bygninger og installationer

hvis de nævnte afskrivninger mv. ikke er beskattet som genvundne afskrivninger.

Se EBL § 5, stk. 7, 2. pkt., sammenholdt med § 5, stk. 4, nr. 1.

Bemærk

  • Nedsættelse med betaling for mælkekvoter, skal ske i det år, hvor mælkekvoten afstås. Se efter EBL § 5, stk. 4, nr. 6. Se også afsnit (C.H.2.1.9.11) om afståelse af mælkekvoter, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.
  • De generelle principper for at nedsætte anskaffelsessummen og de særlige regler for ejendomme, der er anskaffet før den 19. maj 1993, gælder tilsvarende, når ejendommens anskaffelsessum indeksreguleres efter EBL § 5 A. Se mere om disse principper i afsnit (C.H.2.1.9.6.3).