Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2008.702.HR

Klage over skatteansættelser var modtaget efter udløbet af klagefristen. Klageren gjorde gældende, at klagefristerne var suspenderet som følge af begrundelsesmangler. Højesteret fandt, at der var sket fejl, men at de måtte anses for uden betydning for klagerens overvejelser om klage, og de kunne derfor ikke føre til suspension af klagefristerne.

SKM2003.161.HR

Et ankenævn afviste en klage på grund af manglende begrundelse, da der alene var anført "opgørelserne er ikke i overensstemmelse med skattelovgivningen og aktuel praksis". Højesteret stadfæstede afgørelsen.

TfS 2000, 503 HRD

En klage til skatteankenævnet blev modtaget en måned og 10 dage efter afsendelsen af den afgørelse, der blev klaget over. Afgørelsen var sendt en fredag som B-post, og det måtte antages at den måtte være kommet frem senest 5 dage senere.  Klageren kunne ikke redegøre for modtagelsestidspunktet, og det blev derfor lagt til grund, at afgørelsen ikke var modtaget 10 dage efter afsendelsen, og klagen var derfor indgivet for sent. Varigheden af fristoverskridelsen kunne ikke bevirke, at klagen kunne kræves realitetsbehandlet.

Landsretsdomme

SKM2017.141.ØLR

Østre Landsret omgjorde byrettens dom i SKM2015.108.BR, idet Landsretten fandt, at det godtgjort, at brevet var blevet afsendt til klageren. Landsretten lagde til grund, at der i sagen var fremlagt kopi af brevet og af Landsskatterettens elektroniske journal, hvoraf afsendelsen fremgik, ligesom der var oplyst om postrutinerne hos Landsskatteretten. Landsskatteretten havde oplyst, at brevet ikke var kommet retur. I overensstemmelse med sædvanlig praksis på forvaltningsrettens område, der ikke kunne anses for ændret ved U2013.165H, var der herefter ført det tilstrækkelige bevis for, at Landsskatterettens brev var kommet frem til klageren.

I tidligere instans, jf. SKM2015.108.BR, fandt retten , at Landsskatterettens afgivelse til postbesørgelse af et brev, der indeholdt en fristmeddelelse, ikke i sig selv kunne udgøre fornødent bevis for, at brevet var kommet frem. Da klageren, der ikke havde overholdt fristen, nægtede at have modtaget brevet, var Landsskatterettens afvisning af klagesagen uberettiget. Landsskatteretten burde derfor have imødekommet klagerens genoptagelsesanmodning.

SKM2016.585.VLR

Vestre Landsret fandt, at skatteyderens telefoniske henvendelser til skattemyndighederne ikke opfyldte kravene til en konkret og begrundet klage. Skatteyderen havde herefter ikke godtgjort, at hans skatteansættelse for 2005 var påklaget rettidigt, eller at der i øvrigt var klaget indenfor fristen for ordinær genoptagelse.

SKM2003.363.ØLR

Østre Landsret fandt det godtgjort, at en klage var afsendt inden klagefristens udløb, selv om den først nåede frem til Landsskatteretten 7 måneder efter klagefristens udløb. Der forelå herefter sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at se bort fra fristoverskridelsen, og landsretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling i Landsskatteretten.

SKM2001.62.VLR

En region gav afslag på genoptagelse af en afgørelse. Anmodningen om genoptagelse var indgivet inden udløbet af fristen for at klage over afgørelsen, men afslaget på anmodningen blev først givet efter udløbet af klagefristen. Landsretten hjemviste sagen til klagebehandling, idet der i afslaget ikke var blevet vejledt om, at der efter forvaltningsloven stadig var mulighed for at klage over afgørelsen, selv om klagefristen på 3 måneder var udløbet.

Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, der kunne begrunde, at Skatteankestyrelsen trods en fristoverskridelse på knapt et år skulle realitetsbehandle sagsøgerens klage over SKATs afgørelse om afkrævning af registreringsafgift for en leaset bil.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført bevis for, at der forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at sagsøgerens klage over SKAT skulle realitetsbehandles trods den betydelige fristoverskridelse. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Landsskatteretten havde afvist at realitetsbehandle klage over Skattestyrelsens afgørelse med henvisning til at klagefristen var overskredet, da der ikke rettidigt var betalt klagegebyr, jf. SFL § 35 c, stk. 4.

Byretten finder, at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at tilsidesætte skønnet om, at der foreligger særlige omstændigheder, der kan bevirke, at der skal ske realitetsbehandling af klagen. Se SFL § 35 a, stk. 6.   

Landsskatteretten havde afvist at behandle en klagesag med henvisning til, at klagefristen var overskredet. 

Byretten lagde til grund, at det daværende SKATs afgørelse var kommet frem til sagsøgeren, der var bosat i Luxembourg, inden udløbet af klagefristen på 3 måneder, jf. SFL § 35a, stk. 3. 

Bestemmelsen i SFL § 35a, stk. 3, 2. pkt., hvorefter der gælder en klagefrist på 4 måneder fra afsendelsen af afgørelsen, hvis klageren ikke har modtaget afgørelsen, fandtes ikke at kunne finde anvendelse i sagen. 

Byretten fandt imidlertid, at der var oplyst sådanne konkrete, særlige omstændigheder, at der burde ses bort fra fristoverskridelsen, jf. SFL § 35a, stk. 6, 2. pkt. Retten henviste til, at der var tale om en meget betydelig forhøjelse, og at sagsøgeren havde reageret, så snart hun var blevet opmærksom på afgørelsen. En sms-besked om, at der var nyt i skattemappen (dannelse af årsopgørelser) kunne efter sagens karakter ikke ændre herved. Retten lagde endvidere vægt på, at begge agterskrivelser var kommet retur hos SKAT. 

Sagen blev derfor hjemvist til realitetsbehandling i Skatteankestyrelsen. 

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde klaget rettidigt til Skatteankestyrelsen over SKATs afgørelse, og, såfremt klagen ikke var rettidig, om der var særlige omstændigheder, der talte for at bortse fra fristoverskridelsen.

Skatteyderen var på tidspunktet for afgørelsen indsat til afsoning. SKAT havde efter en straffedom mod skatteyderen forhøjet skatteyderens skatteansættelse med ca. 1,2 mio. kr. som følge af en ikke selvangivet fortjeneste ved salg af ikke under x-kg stoffer.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at afgørelsen først var kommet til hans kendskab på et senere tidspunkt, end hvad der følger af sædvanlig postgang, da han først havde modtaget afgørelse ved hans mors besøg i fængslet.

Retten lagde til grund, at skatteforvaltningens afgørelse samme dag som afsigelsen var afsendt med A-post til skatteyderens private adresse, som på det pågældende tidspunkt var skatteyderens folkeregisteradresse, og som desuden var skatteyderens mors bopæl. Retten fandt det ikke bevist, at afgørelsen først var kommet til skatteyderens kundskab på et senere tidspunkt, end hvad der følger af sædvanlig postgang. Derfor fandt retten ikke, at skatteyderen havde klaget rettidigt til Skatteankestyrelsen.

I vurderingen af, hvorvidt der forelå særlige omstændigheder, lagde retten vægt på en vejledning udarbejdet af Direktoratet for Kriminalforsorgen om underretning af CPR og andre offentlige myndigheder, når en borger indsættes til afsoning. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderen havde modtaget afgørelsen under afsoning, hvilket ikke, til trods for retningslinjerne i vejledningen herom, var registreret i CPR-registret. Som følge af den manglende registrering sammenholdt med fristoverskridelsen (ca. 1 måned) fandt retten, at der forelå særlige omstændigheder for at bortse fra fristoverskridelsen.

Retten tog derfor skatteyderens påstand til følge og hjemviste sagen til realitetsbehandling hos Skatteankestyrelsen.

SKAT traf den 9. april 2014 afgørelse om forhøjelse af skatteyderens indkomst for 2012. Skatteyderen klagede over afgørelsen den 28. november 2014. Skatteankestyrelsen afviste klagen med henvisning til, at klagefristen på 3 måneder fra afgørelsens modtagelse, jf. SFL § 35 a, stk. 3, var sprunget. 

Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde modtaget afgørelsen.

SKATs afgørelse var adresseret til skatteyderens folkeregisteradresse, og skattemedarbejderen, der havde truffet afgørelsen, havde i forbindelse med klage- og domstolsbehandlingen skriftligt redegjort for SKATs postrutiner. Oplysningerne om afsendelse af brevet understøttedes af en udskrift fra SKATs sagsbehandlingssystem med angivelse af tidspunkt for udskrift og datering af afgørelsen.

Retten lagde på denne baggrund til grund, at SKATs afgørelse af 9. april var blevet afsendt, og at den herefter var blevet modtaget mere end 3 måneder, før klagen blev indgivet. Klagen var dermed indgivet for sent.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagsøgeren havde klaget over en ændret årsopgørelse ca. 4 måneder efter udløbet af klagefristen i SFL § 35 a, stk. 3. Sagsøgeren havde til skatteankestyrelsen oplyst, at fristoverskridelsen skyldtes psykisk sygdom i form af bipolare lidelser. Sagsøgeren havde i den forbindelse fremlagt en kortfattet og ikke underskrevet lægeerklæring samt en udtalelse fra en socialrådgiver. Skatteankestyrelsen afviste at realitetsbehandle sagen med henvisning til, at der ikke forelå særlige omstændigheder, jf. SFL § 35 a, stk. 6.

Under retssagen fremlagde sagsøgeren nye oplysninger i form af en omfattende og klar erklæring fra den læge, der havde behandlet sagsøgeren på tidspunktet for fristoverskridelsen og fortsat var sagsøgerens læge. På baggrund af en konkret vurdering af de nye oplysninger i lægeerklæringen tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle og anerkendte således, at der i den konkrete sag forelå særlige omstændigheder, der begrundede, at SKAT bortså fra fristoverskridelsen.

Sagen blev derfor hjemvist til Skatteankestyrelsen til realitetsbehandling af sagsøgerens klage.

Et skatteankenævn havde afsagt kendelse den 12. april 2005. Klagen over afgørelsen blev modtaget i Landsskatteretten den 18. januar 2013. Byretten fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist at tage sagen under realitetsbehandling.

Klager havde overskredet klagefristen med ca. 1 år, hvorfor klagerne skal afvises med mindre særlige omstændigheder taler herfor jf. dagældende SFL § 42, stk. 1, 3. pkt. Retten fandt ikke, at der var særlige omstændigheder. Retten lagde bl.a. vægt på, at klagers repræsentant modtog afgørelserne inden klagefristens udløb.

Det forhold, at Landsskatteretten sender kvitteringsskrivelser for klagernes modtagelse, anmodning om begrundelse for klagerne og bekræftelse på modtagelse af de berigtigede klager, godtgør ikke, at Landsskatteretten har besluttet at realitetsbehandle klagerne.

Retten lagde bl.a. lagt vægt på, at Landsskatteretten på tidspunkt for sagernes afvisning ikke havde truffet nogen afgørelse, og at der var alene tale om administrativ sagsbehandling, der ikke mundede ud i en konkret forvaltningsakt.

Sagen drejede sig om, hvorvidt Landsskatteretten skal realitetsbehandle en klage, uanset om klagen er modtaget for sent, jf. dagældende SFL § 42, stk. 1, 3 pkt., og om hvorvidt sagen skal hjemvises til Landsskatteretten til behandling af spørgsmålet om genoptagelse iht. dagældende SFL § 46, stk. 2.

Klageren oplyste, at fristoverskridelsen skyldtes revisors fejl.

Retten mente ikke, at der var særlige omstændigheder efter dagældende SFL § 42, stk. 1, 3. pkt., da retten lagde vægt på, at retspraksis er restriktiv, og at klagen var indgivet mere end to måneder efter fristens udløb.

Vedrørende hjemvisning bemærkede retten, at den første klage til Landsskatteretten var bortfaldet pga. manglende betaling af retsafgiften, og Landsskatteretten havde dermed ikke afgjort eller afvist en sag, og betingelserne for genoptagelse var dermed ikke opfyldt. Landsskatteretten havde derfor med rette behandlet sagen efter dagældende SFL § 42, stk. 1, 3.  pkt.

Spørgsmålet om genoptagelse af sagen efter dagældende SFL § 46, stk. 2, havde ikke været prøvet af Landsskatteretten, og idet retten ikke fandt, at der var grundlag for at tillade spørgsmålet inddraget under retssagen, blev spørgsmålet afvist efter dagældende SFL § 48, stk. 1.

Landsskatteretskendelser

►SKM2022.331.LSR◄

►Den 17. juni 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at klagerens indkomst for 2016 hidrørte fra Danmark, idet klageren ikke havde indsendt årsopgørelse fra Norge, som dokumenterede indkomst fra og skattebetaling til Norge. Den 8. juli 2020 henvendte klageren sig til Skattestyrelsen og oplyste, at han i indkomståret 2016 havde indkomst i Norge, hvoraf han havde betalt skat, og spurgte, om Skattestyrelsen ville rette årsopgørelsen. Den 31. marts 2021 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at skatteansættelsen for indkomståret 2016 ikke kunne genoptages, idet klagerens henvendelse den 8. juli 2020 var uden for den ordinære genoptagelsesfrist i SFL § 26, stk. 2, og at der ikke var mulighed for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27.

Landsskatteretten henviste til FVL § 7, stk. 2, og forarbejderne til SFL § 35 a, stk. 1, og fandt, at Skattestyrelsen i den foreliggende situation, hvor klagerens henvendelse af 8. juli 2020 vedrørende indkomståret 2016 indkom efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse, men hvor den almindelige frist for klage endnu ikke var udløbet, burde have vejledt klageren om hans klagemulighed, og at klagerens henvendelse af 8. juli 2020 burde være blevet videresendt til Skatteankestyrelsen som en klage over afgørelsen af 17. juni 2020.

Landsskatteretten fandt, at klageren havde dokumenteret den norske indkomst og skattebetalingen i Norge og derfor var berettiget til lempelse efter den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst.◄

SKM2013.318.LSR

En klage vedrørende inhabilitet var ved en fejl behandlet i SKAT i henhold til SKM2010.740.SKAT, men skulle behandles i Landsskatteretten og skulle have været sendt til Landsskatteretten i henhold til FVL § 7, stk. 2.

Selvom der først blev klaget til Landsskatteretten efter mere end tre måneder, var klagefristen ikke overskredet.

SKM2002.120.LSR

En klage var modtaget efter udløbet af klagefristen på en afgørelse. Men klagen var modtaget rettidigt efter klagefristen på den årsopgørelse, der blev udsendt som følge af afgørelsen. Den forkerte klagevejledning på årsopgørelsen skulle komme adressaten til gode, så klagen måtte anses for rettidigt modtaget når klagefristen på årsopgørelsen var overholdt.