Såfremt betingelserne for at nulstille eller for at anvende de lovfæstede hæftelsesbestemmelser ikke er opfyldt, bør skattecenteret undersøge, om der er grundlag for at kræve erstatning efter de almindelige erstatningsretlige regler.

Højesteret har i en række domme pålagt personligt erstatningsansvar for et selskabs ikke afregnede A-skatter mv. i sager, hvor den erstatningspligtige, typisk en leder af et aktie- eller anpartsselskab, ved sin handlemåde har påført det offentlige tab, se UfR 1981, 473 HD og UfR 1995, 43 HD. Også bestyrelsen for et aktieselskab er blevet pålagt erstatningsansvar for tab ved fortsat drift af selskabet, efter den burde have indset, at det ikke kunne videreføres uden yderligere tab, jf. UfR 1998, 1137 HD. I TfS 2000, 975 HD blev det anset for ansvarspådragende for en tilsynsførende advokat i et betalingsstandsningsbo ikke at bringe dette til ophør, efter at det kunne konstateres, at den likviditetsmæssige situation var forværret. Advokaten blev dog frifundet, fordi det ikke fandtes godtgjort, at den ansvarspådragende adfærd var årsag til underbalancen i det senere konkursbo. Højesteret har derudover ved dom af 29. oktober 2001, der er gengivet i UfR 2002, 139 HD, idømt en bank erstatningsansvar for med kendskab til et selskabs økonomiske situation at have disponeret således over dets aktiver, at det blev ude af stand til at opfylde sine forpligtelser til at betale salgsmoms.

Højesteret har den 2. november 2005 i SKM2005.456.HR stadfæstet Vestre Landsrets dom af 17. januar 2005 i SKM2005.113.VLR i en sag, hvor en advokat, der havde fungeret som tilsyn i forbindelse med en den 17. november 2000 anmeldt betalingsstandsning for en personligt drevet virksomhed, over hvilken konkursdekret blev afsagt den 7. december 2000, af den regionale told- og skattemyndighed var blevet pålagt en personlig hæftelse, jf. OPKL § 10, for et momsbeløb på 66.069 kr. hidrørende fra fakturaer udstedt af et selskab, der skulle videreføre driften fra den konkursramte virksomhed. Selskabet blev aldrig registreret hos hverken ToldSkat eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorfor fallenten og advokaten ansås at hæfte ud fra interessentskabslignende betragtninger. Advokaten indbetalte beløbet under protest og indbragte afgørelsen for Told- og Skattestyrelsen. I den forbindelse gjorde han samtidig gældende, at der skulle tilstås ham et momsfradrag for den indgående moms.

I sin afgørelse af 25. juli 2003 afviste styrelsen advokatens anbringender, idet det blev udtalt, at advokaten havde pådraget sig et erstatningsansvar ved at have ladet et selskab, han kontrollerede, yde et lån til at sikre den videre drift i det under stiftelse sig befindende selskab. Til sikkerhed for lånet havde advokaten modtaget en transport på fakturafordringerne. Beløbene fra disse skulle indbetales på hans klientkonto. Da han var bekendt med fallentens økonomiske forhold, var han klar over, at momsbeløbet, som var indberegnet i fakturafordringerne, ikke ville kunne blive afregnet, hvorfor han havde pådraget sig et erstatningsansvar. Landsretten fandt i lighed med den regionale told- og skattemyndighed, at advokaten hæftede direkte for momsbeløbet, jf. OPKL § 10 og ML § 3. Højesteret stadfæstede dommen, men med samme begrundelse som styrelsen:

"Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at A har deltaget som interessent i den nye virksomhed, som blev etableret efter SNs konkurs den 7. december 2000. Højesteret finder heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte As forklaring om, at han ikke vidste, at denne virksomhed blev drevet under navnet G1 A/S under stiftelse. A hæfter derfor hverken efter momslovens § 3 eller efter aktieselskabslovens § 12, stk. 2, for momsbeløbets betaling.

Efter indholdet af As brev af 7. december 2000 til konkursboets kurator må det imidlertid lægges til grund, at A var bekendt med, at SN i umiddelbar forlængelse af konkursen havde begyndt en ny virksomhed, og at dette skete på grundlag af de indkøb i Italien, der var betalt af A med midler fra selskabet H1 ApS. Dette selskab havde i forbindelse hermed fået transport i salgssummerne, som i deres helhed blev betalt til As klientkonto. A måtte indse, at SN som fallent ikke havde andre midler til at betale momsen af salgssummerne. Under disse omstændigheder burde A, som havde påtaget sig at være SN behjælpelig med etablering af en ny virksomhed, have sikret sig, at virksomheden blev momsregistreret, og at der blev afsat midler til betaling af moms. Ved at have forsømt dette har A pådraget sig erstatningsansvar, og han kan derfor ikke kræve momsbeløbet tilbagebetalt."

Se yderligere afsnit H.3.17 om erstatningsansvar i forbindelse med konkurs.