Efter EVL § 2, stk. 3, beslutter Skatteforvaltningen (Vurderingsstyrelsen) som led i vurderingen, om flere ejendomme, som har samme ejer eller ejere, og som udgør en samlet enhed, skal vurderes samlet. Er der flere ejere, er det en betingelse for en samlet vurdering, at den enkelte ejendomsejer ejer samme forholdsmæssige andel af hver af de ejendomme, der vurderes samlet, jf. EVL § 2, stk. 3, 2. pkt.

Samvurderinger er en praktisk foranstaltning for såvel ejer som for vurderingsmyndigheden, idet det fx kan være vanskeligt at bryde en driftsenhed op i flere dele og vurdere hver del for sig. Bestemmelsen er udformet sådan, at Vurderingsstyrelsen som et led i vurderingen kan beslutte, at ejendomme, som udgør en samlet enhed og har samme ejer(e), skal vurderes samlet. Et enfamiliehus, hvor en del af haven udgør en selvstændig ejendom med sit eget BFE-nummer[1], kan udgøre en samlet enhed. Ejendomme kan fx anses for at udgøre en enhed, hvis de drives samlet, som havde der været tale om én ejendom. Et eksempel på en ejendom, der drives sammen, kunne være et havneareal, der består af 15 forskellige ejendomme med hvert deres BFE-nummer, hvor havnedriften foregår uden hensyn til opdelingen i forskellige ejendomme.

Beslutning om en samlet vurdering af ejendomme træffes som led i vurderingen og er en del af det vurderingsmæssige skøn, der foretages, når Vurderingsstyrelsen træffer afgørelse om vurdering af fast ejendom. Beslutningen kan træffes både i forbindelse med almindelige vurderinger og i forbindelse med omvurderinger.

Efter EVL § 2, stk. 2, anses fælleslodder, jf. § 2, stk. 2, og § 3 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v., som selvstændige faste ejendomme. Det betyder i forhold til samvurderinger, at et fælleslod ikke kan indgå i en samvurdering.

Beslutningen om at vurdere flere ejendomme samlet er ikke en selvstændig afgørelse og kan derfor ikke påklages særskilt. Ejeren af en ejendom vil dog i forbindelse med klage over en vurdering kunne påberåbe sig, at grundlaget for en samlet vurdering, efter ejerens opfattelse, ikke er til stede.