Aktive foranstaltninger er interventioner rettet direkte mod spilleren på baggrund af dennes konkrete og aktuelle adfærd. Dette kan fx være pop-upvinduer, mails eller telefonopkald, at tilsende spilleren en rapport over spillerens spiladfærd sammenholdt med andre spillere hos tilladelsesindehaveren og lignende.
Interventionsformen skal være relevant for den enkelte spiller og bør tilpasses spillerens aktuelle spilmønster. Form og omfang af interventioner bør desuden svare til spillerens type og grad af problematisk spilleadfærd.
I dialogen med spilleren bør det overvejes at foreholde denne et sammendrag af vedkommendes spilhistorik med særlig fokus på de adfærdskarakteristika, der er problematiske.
Spilleren bør aktivt gøres opmærksom på ansvarligt spil-tiltag, fx indbetalingsgrænser, selvudelukkelse, og oplysninger om tilbud om hjælp, herunder StopSpillet, ROFUS og behandlingstilbud. Dette kan gøres både skriftligt og mundtligt.
Det præciseres, at forpligtelsen til at foretage aktive interventioner godt kan overholdes, selvom tilladelsesindehaver fraviger et ellers standardiseret interventionsprogram, hvis spilleren responderer uhensigtsmæssigt på interventionerne. En spiller, der reagerer afvisende og frabeder sig kontakt, skal ikke nødvendigvis behandles på samme måde, som en spiller der responderer mere positivt. Det kan tværtimod være hensigtsmæssigt at tilpasse og målrette sine interventioner bedst muligt mod den konkrete spiller.
Forpligtelsen overholdes altså ikke nødvendigvis, blot fordi tilladelsesindehaver har benyttet sine almindelige interventionsprocedurer.
En spillers ønske om ikke at blive kontaktet eller forstyrret kan aldrig fratage tilladelsesindehaveren forpligtelsen til at forebygge og forhindre problematisk spil. Forpligtelsen bortfalder ikke, fordi spilleren selv vurderer at have det fint og frabeder sig yderligere kontakt.
En spillers egne oplysninger om, at han ikke har noget spilproblem, må tilladelsesindehaveren ikke automatisk tage for gode varer. En spiller, som har et spilproblem, har måske ikke selv indset problemet endnu. Ligeledes kan det være, at spilleren er så desperat efter at spille, at vedkommende nægter at have et problem af frygt for at blive udelukket fra spillet.
Tilladelsesindehaveren kan derfor med fordel søge information om spilleren ad anden vej. Fx kan der foretages en søgning på internettet på kundens navn. Hvis spilleren benytter de sociale medier, vil dette ofte give et billede af spillerens økonomiske og sociale situation. Der kan desuden være andre oplysninger om, at der er tale om en udsat person eller lignende.
Selvvalgte restriktioner såsom indbetalingsgrænser fastsat af spilleren selv vil som oftest være at foretrække frem for fx tvungen udelukkelse. Hvis en tilladelsesindehaver med det samme skrider til lukning af spillerens spilkonto uden at have gjort andet, vil spilleren blot kunne fortsætte sit spil hos en anden udbyder. Imidlertid bør tvungen udelukkelse ske, hvis spilleren ikke responderer på interventionerne.
Det anbefales at afklare, om de forskellige spillere fordeler sig i segmenter, der kræver forskellige former for interventioner. Tilladelsesindehaveren bør have og benytte sig af flere forskellige former for interventioner.