Tilladelsesindehaver skal have skriftlige interne regler og procedurer om ansvarligt spil med henblik på at forebygge og forhindre problemspil og spilafhængighed, herunder kontrol- og kommunikationsprocedurer med spillere der udviser problematisk spilleadfærd, opmærksomheds- og noteringspligt, opbevaring af oplysninger om spillerens spiladfærd og risikovurdering af spilleren.
Tilladelsesindehaver skal opbevare oplysningerne om spillerens spiladfærd og risikovurdering af spilleren i 5 år.
De skriftlige interne regler og procedurer om ansvarligt spil skal indeholde information om, hvordan tilladelsesindehaver identificerer problemspillere og spilafhængige. Ligeledes skal de interne regler og procedurer beskrive klare retningslinjer og fremgangsmåden for, hvordan tilladelsesindehaver forebygger og forhindrer problemspil og spilafhængighed, herunder oplysninger om, hvad der gøres af generelle forebyggende tiltag, samt hvordan tilladelsesindehavers medarbejdere skal agere, når der identificeres spillere, som udviser problematisk spilleadfærd. Procedurerne bør fx indeholde klar information til de ansatte omkring hvilke interventioner, der skal sættes i værk og hvornår.
Ligeledes skal procedurerne indeholde en beskrivelse af den opmærksomhedspligt, medarbejderne har, samt oplysninger om, at det skal noteres, hvis spilleren udviser en problematisk spilleadfærd. Der skal også være oplysninger om, hvordan risikovurdering af en spiller foretages. Tilladelsesindehaver skal i den forbindelse have en klar beskrivelse af, hvordan en spiller risikovurderes i forhold til ansvarligt spil. Det er nødvendigt at have flere forskellige spillerkategorier, for at der kan foretages en egentlig risikovurdering. Det afgørende er, at der benyttes en kategorisering, som rent faktisk tager højde for den enkelte spillers situation.
Tilladelsesindehaver skal opbevare oplysningerne om spillerens spiladfærd og risikovurdering af spilleren i 5 år.
Det er op til tilladelsesindehaver, om de interne regler og procedurer skal beskrives i et enkelt dokument eller i flere forskellige.
Se bekendtgørelse om online væddemål § 16, stk. 2 og 3, og bekendtgørelse om onlinekasino § 22, stk. 2 og 3.