Spiludbydere, der er en del af en koncern, kan overlade det til en anden enhed af koncernen at opfylde kravene om kundekendskabsprocedurer. Koncernforbundne spilvirksomheder har dermed mulighed for at få bistand fra hinanden i relation til indhentelse af identitetsoplysninger og kontrollen heraf. Det er dog et krav, at koncernen anvender kundekendskabsprocedurer, regler om opbevaring af oplysninger og programmer til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering i overensstemmelse med de krav, der følger af 4. hvidvaskdirektiv. I tillæg hertil er det et krav, at der på koncernniveau føres tilsyn af en myndighed med kravene.
Det bemærkes endvidere, at behandling af personoplysninger i forbindelse med anvendelse af tredjemænd skal ske i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelseslovgivningen.
Se hvidvasklovens § 23.