Området for landbaseret væddemål udgør en risiko for hvidvask af penge, da der ikke automatisk bliver foretaget kundekendskabsprocedurer ved køb af et væddemål, som tilfældet er for onlinespil, hvor der etableres en forretningsforbindelse, når spilleren ønsker at spille første gang. Det stiller derfor høje krav til de spiludbydere, der udbyder landbaseret væddemål, som skal sikre, at de har procedurer, der reelt kan efterleves og faktisk bliver efterlevet af forhandlernetværket.
Hvis forhandleren fx får eller har kendskab til, at en kunde har hjemsted i et land, der er opført på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande, skal forhandleren foretage skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal omfatte en række foranstaltninger, som er beskrevet nærmere i hvidvasklovens § 17, stk. 2 og 3.