Ved hver indberetning om et lån, skal I udfylde, hvem der er låntager på lånet i perioden. Hvis lånet har flere end 2 låntagere, kan I vælge kun at oplyse om en låntager.
I skal oplyse mindst en kontoperiode.
Tilskrevne eller forfaldne renter i indberetningsperioden skal I oplyse i RenteBeløb under både Beløb og Kontoperiode.
Renten på en konto skal splittes op i flere kontoperioder, hvis der har været ejerskifte eller kontotypeskift (indenfor for samme indberetningstype) i indberetningsperioden. Se eksempler på opsplitning under afsnit 4.6.1 og 4.6.2.
I skal ikke oprette nye kontoperioder, når kontoen skifter status fra Indlån til Udlån eller omvendt.
I skal oplyse en kontohaverliste pr. kontoperiode. Se mere i afsnit 4.7.
Felter under kontoperiode:
Rentebeløb
I skal udfylde feltet med tilskrevet eller forfalden renter i kontoperioden.
LånForholdRestanceMarkering
I skal markere feltet med True eller False.
True skal I bruge på de lån, hvor der er ubetalte forfaldne akkumulerede renter vedrørende de kalenderår, der går forud for det kalenderår, som indberetningen i øvrigt omfatter.
False skal I bruge, når der ikke er ubetalte forfaldne akkumulerede renter vedrørende de kalenderår, der går forud for det kalenderår, som indberetningen i øvrigt omfatter.
Eksempel på et lån der er kommet i restance, og hvornår I skal sætte henholdsvis False og True op i feltet for restancemarkering.
| Indkomstår | Forfaldne renter (indberettet) | Betaling af renter i året | Restancemarkering Skatteindberetningslovens § 13, stk. 2, nr. 3. |
| 1. | 50.000 kr. | 0 kr. | False |
| 2. | 50.000 kr. | 20.000 kr. | True |
| 3. | 50.000 kr. | 80.000 kr. | False |
| 4. | 50.000 kr. | 0 kr. | True |
| 5. | 0 kr. | 0 kr. | True |
| 6. | 50.000 kr. | 10.000 kr. | True |
Ubetalte forfaldne renter er samtlige ubetalte forfaldne renter i låneforholdet. Det vil sige lånets akkumulerede rente. Det betyder, at i den situation hvor rentetilskrivningen på en nødlidende fordring er nulstillet, så skal der fortsat ske restancemarkering, også på det tidspunkt, hvor rentetilskrivningen bliver genoptaget.
Bliver et lån overdraget (kreditorskifte), overtager den nye fordringshaver indberetningspligten, og har ansvaret for at der sker korrekt restancemarkering af lånet. Dette gælder også for det år hvor overtagelsen af fordringer sker. Det er derfor vigtigt, at I ved overdragelsen videregiver relevante kundeoplysninger, oplysninger om hovedstol, renteforløb mv. til brug for indberetningen.
Markering med true bevirker at renteudgifterne ikke automatisk kommer med på låntagerens årsopgørelse. Det vil fremgå af låntagers skatteoplysninger på TastSelv, at lånet er i restance.
Find oplysninger om samspil mellem fradrags- og indberetningsreglerne i bilag 1.
Der skal ikke opsættes restancemarkering for studielån i studietiden.
Parterne har aftalefrihed ved afgørelse af dækningsrækkefølge for á conto indbetalinger.
Aconto betalinger anses derfor som udgangspunkt at dække, hvad parterne har aftalt.
Findes der ingen aftale mellem parterne, anlægges der normalt den praksis, at aconto indbetalinger forlods dækker ikke betalte forfaldne renter.
I skal være opmærksom på, at der også skal indberettes en gældseftergivelsesmarkering, hvis der er aftalt en form for saneringsordning på kontoen. Læs mere om gældseftergivelsesmarkeringer i afsnit 4.7.
KontoperiodeOpstartDato
Hvis lånet skifter ejerkreds, skal I udfylde feltet med dato for opstart af ny ejerkreds. Det gælder også når skiftet sker ved årsskriftet. Se eksempel 32, under eksempler i afsnit 4.
Hvis lånet skifter kontotype indenfor samme indberetningstype i løbet af året, skal I udfylde feltet med dato for kontotypeskiftet.
I skal ikke medtage feltet i strukturen, hvis ejerkreds og kontotype er den samme i hele indberetningsperioden.
KontoperiodeOphørDato
Hvis lånet skifter ejerkreds i løbet af året, skal I udfylde feltet med dato for ophør af ejerkreds. Det gælder også når skiftet sker ved årsskiftet.
Hvis lånet skifter kontotype indenfor samme indberetningstype i løbet af året, skal I udfylde feltet med dato for ophør af kontotypeskiftet.
I skal ikke medtage feltet i strukturen, hvis ejerkreds og kontotype er den samme i hele indberetningsperioden.
KontoTypeKode
Vælg en af nedenstående kontotypekoder:
| KontoTypeKoder |
| 53 | Prioritetslån hos pengeinstitutter |
| 54 | Statsgaranterede studielån i studietiden. |
| 55 | Statsgaranterede studielån under afvikling. |
| 56 | Lån, som ikke er omfattet af øvrige kontotyper |
| 57 | Lån, forud forfaldne renter Lån hvor der forekommer forud forfaldne renter, som vedrører en længere periode end 6 måneder før udløbet af perioden. Borgeren vil få en tekst på årsopgørelsen om, at den pågældende skal rette henvendelse til Skattestyrelsen, da renterne ikke fortrykkes automatisk på borgerens årsopgørelse. |
| 59 | Lån ydet af kommuner |
| 64 | Morarenter vedr. kommunale ydelser Kommuner og regioners opkrævning af morarenter efter § 3 i lov om gebyr og morarenter vedrørende visse ydelsers som inddrives af restancemyndigheden. (Restgæld skal ikke indberettes) |
FlereEndToKontohavereIkkeAlleOplyst
Feltet skal I marker med True eller False.
True skal I bruge, når der er flere end to låntager på lånet, men ikke alle låntager er oplyst.
Hvis lånet har flere end to låntager, er der ikke pligt til at oplyse om alle, men I skal oplyse om mindst en.
Det betyder, at hvis et lån har flere end to låntager, kan I vælge at oplyse om en eller om flere.
Ved indberetning om en formand eller administrator for en virksomhed, der ikke har et cvr.nr. skal I anvende de almindelige regler for feltet. Som eksempel kan nævnes, at hvis I har et lån, hvor der er en låntager på og hvor låntageren er en formand, skal I udfylde feltet med False.
Hvis feltet er markeret med True, vil lånet blive behandlet som et lån med særlige ejerforhold.
Det betyder, at rentebeløbet ikke bliver fortrykt på årsopgørelsen.
False skal I bruge, når alle låntagere på kontoen er oplyst.