Når man i forbindelse med koncerninterne lån skal fastlægge de kommercielle og finansielle relationer mellem de interesseforbundne parter, samt analysen af de økonomisk relevante karakteristika for transaktionen, skal både låntagers og långivers  perspektiv tages i betragtning. Det er vigtigt at fastlægge hvilke risici, som der er i forbindelse med lånet og hvem af parterne der har kontrol over disse risici og finansiel kapacitet til at bære disse risici. Se TPG 10.51-10.61 og TPG 1.42-1.51.           

Kreditrisikoen er risikoen for at låntager ikke betaler sine forpligtelser i overensstemmelse med, hvad der er aftalt, eller i overensstemmelse med, hvad uafhængige parter ville have aftalt. Andre risikoparametre end kreditrisikoen er også relevante for transfer pricing analysen, såsom markedsrisikoen og generelle makroøkonomiske risici. Generelle markedsudsving eller makroøkonomiske udviklinger vil eksempelvis kunne påvirke låntagers genforhandlingsposition.

Låntager vil forsøge at optimere deres vægtede kapitalomkostninger (WACC) og samtidig sikre, at de har nok midler til at imødekomme korte- og lange betalingsforpligtelser. Når en låntager optager et lån, vil låntager altid indgå den aftale, som er mest omkostningseffektiv set i sammenhæng med den forretningsstrategi, som låntager har. 

Kreditværdigheden af låntager er en af de primære faktorer, som uafhængige investorer ser på ved fastlæggelsen af renteniveauet. Kreditvurderinger kan derfor være et brugbart værktøj til at vurdere et selskabs kreditværdighed og dermed finde mulige sammenlignelige lån eller låntagere. Derudover kan det faktum, at et selskab er tilknyttet en koncern, også være en faktor, der påvirker rentefastlæggelsen.

Kreditvurdering

Kreditvurderinger kan fastlægges for selskabet, koncernen eller for en specifik gældsudstedelse. Fastlæggelsen af en kreditvurdering kræver overvejelser omkring kvantitative - eksempelvis finansiel information - og kvalitative faktorer, som fx hvilket land og hvilken industri koncernen opererer indenfor. Se TPG 10.62-10.75.

Lånemarkedet er et marked med meget tilgængelig information hvad angår renter og låneomkostninger og sådan en information er brugbar for sammenlignelighedsanalysen. Information om sammenlignelige lån optaget af koncernen hos tredjemand kan bruges som et sammenlignelighedsgrundlag,.

Det er vigtigt, at årsagerne og begrundelsen for valg af kreditvurdering for en koncern dokumenteres, når renten skal fastlægges på koncerninterne lån og andre kontrollerede finansielle transaktioner. Se afsnit C.D.11.13.1.2.4.4 om dokumentationspligt for kontrollerede finansielle transaktioner.

En kreditvurdering af en multinational koncern er en tredjeparts vurdering af koncernens generelle kreditværdighed.  Når en multinational koncern har en offentlig tilgængelig kreditvurdering udgivet af et uafhængigt kreditvurderingsbureau, kan denne kreditvurdering være vejledende for, hvordan en armslængdepris skal findes på koncernens andre finansielle transaktioner. Se TPG 10.71.

Koncernfordele

Som udgangspunkt har selskaberne i en koncern ikke samme kreditværdighed. De priser, som et selskab i koncernen kan opnå ved erhvervelse af services hos uafhængige, er dog nogle gange påvirket af koncernrelationer. Dette kan fx være optagelse af lån til en lavere rente, end selskabets kreditværdighed berettiger til, fordi det er medlem af en koncern. Det samme kan fx være tilfældet i forhold til erhvervelsen af en bankgaranti.

I TPG 1.158 er det beskrevet, at et selskab ikke skal betale for en eventuel fordel af at være en del af en koncern (og eksempel 1 i TPG 1.164-1.166). Se også TPG 7.13, der indeholder et eksempel på en situation, hvor der ikke skal betales for koncernfordele. Af eksemplet fremgår det, at der ikke er ydet en serviceydelse, hvor et selskab i en koncern alene som følge af koncernforbindelsen opnår en kreditværdighed, som er bedre end den kreditværdighed selskabet havde, hvis det ikke var en del af koncernen.Se også TPG 10.76-10.77. 

Når en koncern skal låne af uafhængige parter er betydningen af koncerntilknytningen også relevant for fastsættelsen af selskabets kreditværdighed. Der skal derfor foretages en konkret vurdering af, om et selskabs kreditværdighed skal fastsættes på stand alone vilkår eller under hensyn til, at selskabet er en del af en koncern. Der findes vejledning til denne konkrete afvejning i TPG 10.78-10.80. Det skal vurderes i forhold til selskabets aktivitet og betydning i koncernen samt i forhold til hvordan koncernen tidligere har ageret i situationer, hvor en koncernforbunden låntager ikke kan leve op til sine betalingsforpligtelser. 

Metoder til fastlæggelse af renten på koncerninterne lån efter armslængdeprincippet

Efter at den faktiske transaktion er præcist fastlagt, skal armslængde renten findes ved at vurdere kreditværdigheden af låntager eller kreditværdigheden af det specifikke låneinstrument. Der skal i den forbindelse tages højde for alle forhold og vilkår for lånet, samt alle sammenlignelighedsfaktorerne.

Armslængderenten for et lån kan blive sammenlignet med offentlige tilgængelige data for andre låntagere med samme kreditvurdering, tilstrækkeligt sammenlignelige lånevilkår og andre sammenlignelighedsfaktorer. Der findes ikke nødvendigvis én specifik markedsrente, men derimod et interval for markedsrenten.

CUP-metoden forudsætter, at der er stor sammenlignelighed, fordi selv en mindre forskel mellem to produkter kan skabe en præference for det ene produkt frem for det andet, hvilket vil afspejles i prisen.

Relevante forhold til fastlæggelsen af koncerninterne afregningspriser skal forelægges Skattestyrelsen i forbindelse med en revision. I den forbindelse skal der være oplysninger om fravalgte, mulige sammenlignelige transaktioner, ligesom et eventuelt fravalg skal begrundes. I den forbindelse skal skatteyder søge efter evt. sammenlignelige uafhængige transaktioner blandt egne transaktioner med uafhængige parter. Det kan fx være et eksternt lån indgået mellem koncernens finansieringsselskab og en uafhængig bank, der danner grundlag for det koncerninterne lån. Et eksternt lånetilbud, som ikke er gennemført, kan som udgangspunkt ikke benyttes ved fastlæggelsen af prisen for koncerninterne transaktioner, men kan indeholde informationer som kan være relevante ved vurdering af de koncerninterne afregningspriser.

Såfremt en koncernintern finansiel transaktion indeholder gebyrer eller lignende skal disse vurderes på samme måde som resten af den finansielle transaktion. For uafhængige parter er disse omkostninger typiske i forbindelse med lånestiftelse, men disse omkostninger vil sjældent opstå i en koncern, eller også kan omkostningen være indeholdt i en anden kontrolleret transaktion.

Hvis der ikke eksisterer sammenlignelige transaktioner mellem uafhængige kan cost of funds-metoden i nogle tilfælde anvendes. Ved denne metode tages udgangspunkt i långivers omkostninger, som skal svare til de udgifter, som en uafhængig ville have haft ved at udbyde et tilsvarende lån. Se nærmere TPG 10.97-10.100. Se også TPG 10.101-10.103 om kreditderivater og TPG 10.104-10.106 om økonomiske modeller. 

I relation til lånetilbud fra uafhængige parter, skal det bemærkes, at transfer pricing generelt er baseret på gennemførte transaktioner mellem uafhængige parter. Transaktioner mellem uafhængige parter, som ikke er gennemført, kan således, som udgangspunkt, ikke benyttes ved fastlæggelsen af prisen for koncerninterne transaktioner, men kan indeholde relevant information. Dette kan fx være lånetilbud fra en bank.