Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 30.
Bemærk
Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.
Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.
Artikel 1: De af overenskomsten omfattede personer
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af overenskomsten omfattede skatter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
DBO'en omfatter ikke formueskat.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark. Kongeriget Danmark omfatter også ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som efter international ret er eller senere måtte blive betegnet i dansk lovgivning som et område, hvor Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til
- efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande
- andre aktiviteter med henblik på økonomisk efterforskning og udnyttelse af området.
Færøerne og Grønland er ikke omfattet af DBO'en.
Definitionen af international trafik afviger fra modeloverenskomsten. Udtrykket »international trafik« betyder i denne overenskomst enhver transport med et skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat.
Artiklen indeholder ikke en definition af "anerkendt pensionsinstitut".
Artiklen nævner ikke, at de kompetente myndigheder kan enes om en anden fortolkning.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter.
Hvis en ikke fysisk person er registreret i det ene land, og dens virkelige ledelse har sit sæde i det andet land, skal landenes kompetente myndigheder ved aftale afgøre hvor den pågældende skal anses for hjemmehørende. Indtil der er opnået enighed om en ikke-fysisk persons hjemsted, skal personen ikke anses for at være hjemmehørende efter DBO'en i nogen af landene. Se DBO'en artikel 4, stk. 3, sidste punktum.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
En lagerbygning udgør fast driftssted, hvis en person benytter den til at stille lagerplads til rådighed for andre. Se artikel 5, stk. 2.
Byggeplads eller et anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted, hvis arbejdet varer mere end 183 dage. Se artikel 5, stk. 3.
Reglen om, at der ikke foreligger et fast driftssted, hvis en virksomhed udøver aktiviteter af forberedende eller hjælpende karakter, gælder kun for reklamevirksomhed, oplysningsvirksomhed, videnskabelige undersøgelser eller lignende. Se artikel 5, stk. 4, litra e.
I artiklens stk. 4, litra a)-d), er det ikke en forudsætning for ikke at statuere fast driftssted, at den aktivitet, der udøves, er af forberedende eller hjælpende karakter.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD’s modeloverenskomst, stk. 4.1., om aktiviteter på forretningsstedet eller forretningsstederne, der udgør komplementære funktioner, som er en del af et sammenhængende forretningsområde, og som ikke er omfattet af stk. 4 i OECD's modeloverenskomst.
Af artiklens stk. 5 fremgår, at en afhængig agent, der optræder i en stat på vegne af et foretagende i den anden stat, anses for at udgøre et fast driftssted i den førstnævnte stat, hvis:
- a) han har og sædvanligvis i den førstnævnte stat udøver en almindelig fuldmagt til at indgå aftaler for eller på vegne af foretagendet, medmindre hans virksomhed er begrænset til sådanne forhold, som er nævnt i stykke 4, som, hvis de var udøvet gennem et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted efter bestemmelserne i nævnte stykke;
- b) han sædvanligvis i den førstnævnte stat opretholder et varelager tilhørende foretagendet, hvorfra han regelmæssigt leverer varer for eller på vegne af foretagendet; eller
- c) han sædvanligvis skaffer ordrer på salg af varer i den førstnævnte stat, udelukkende eller næsten udelukkende for foretagendet selv, eller for foretagendet og andre foretagender, som kontrolleres af det, eller som kontrollerer det;
han skal anses for at have skaffet ordrer næsten udelukkende for det pågældende foretagende eller de pågældende foretagender, hvis mindst 75 pct. af de kommissionsbeløb, han modtager, hidrører fra ordrer skaffet til et sådant foretagende eller sådanne foretagender, eller hvis mindst 75 pct. af den samlede kontraktsum brutto for alle skaffede ordrer hidrører fra ordrer, som er skaffet til det pågældende foretagende eller de pågældende foretagender.
Artiklen har ikke en bestemmelse svarende til OECD's modeloverenskomst, stk. 8. som definerer, hvornår en person eller et foretagende er nært forbundet.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Bestemmelserne i stykke 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom på indkomst af fast ejendom, der anvendes ved udøvelsen af frit erhverv.
Artikel 7: Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Indkomst fra leasing af containere skal i alle tilfælde beskattes i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i artiklen. Se artikel 7, stk. 7.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 7, stk. 3, om sekundær justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibsfart og luftfart
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Indkomst ved luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i det land, hvor foretagendet er hjemmehørende. Se artikel 8, stk. 1.
Indkomst ved skibsfartsvirksomhed i international trafik kan beskattes i kildelandet. Skatten i kildelandet skal nedsættes til det halve, og kan ikke overstige 4 pct. Se artikel 8, stk. 2. Dette betyder i praksis, at den bangladeshiske fragtskat ikke kan overstige 4 pct.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Forbundne foretagender
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD's modeloverenskomst artikel 10, afsnit C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog kun beskatte udbytter med 10 pct. Der er ikke noget ejertidskrav.
Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv, i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt - selskaber).
Se også
Se også afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte renter, der
- betales til det andet lands nationalbank eller regering eller
- betales af lån, der er ydet, garanteret eller sikret af det andet lands regering, nationalbank eller enhver styrelse, institution mv.,
der ejes eller kontrolleres af regeringen i det andet land. Det gælder også, når renterne betales til en person i det andet land som led i en finansieringskontrakt ved køb af industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr eller ved opførelse af industrielle, kommercielle eller videnskabelige anlæg eller offentlige arbejder. Se artikel 11, stk. 3.
Bemærk
Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte begrænset skattepligtige fysiske personer af renter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECDs modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12.
Royalties kan beskattes i både bopælslandet og kildelandet. Kildelandet kan beskatte royalties med højst 10 pct. af bruttobeløbet. Se artikel 12, stk. 1 og 2.
Royalties skal anses for at stamme fra det land, der betaler royalties, eller det land, hvor en politisk underafdeling, territoriale administrative enheder, lokale myndighed eller den person, der betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Se artikel 12, stk. 5. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Kapitalgevinster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan beskatte fortjeneste ved salg af aktier eller rettigheder i et selskab, hvis aktiver hovedsageligt består af fast ejendom eller rettigheder i fast ejendom, hvis fortjenesten er underlagt samme skatteregler som fortjeneste ved salg af fast ejendom. Bestemmelsen kan ikke anvendes ved fast ejendom, der har tilknytning til et selskabs industrielle, kommercielle eller landbrugsmæssige virksomhed, eller til en persons udøvelse af frit erhverv. Se artikel 13, stk. 2.
Fortjeneste ved afhændelse af skibe eller luftfartøjer, der anvendes i international trafik, eller af rørlig formue, som er knyttet til driften af sådanne skibe eller luftfartøjer, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 13, stk. 4.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 6.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000.
Kildelandet kan også beskatte indkomst fra personer, der driver frit erhverv uden fast sted, hvis den pågældende persons ophold i landet strækker sig over en periode eller perioder, der tilsammen udgør mere end 120 dage i et skatteår.
Skatteåret i Bangladesh løber fra 1. juli - 30. juni.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personligt arbejde i tjenesteforhold
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, som udføres om bord på et skib eller luftfartøj, der anvendes i international trafik, kan beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Se artikel 15, stk. 3.
Lønindkomst, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, har tjent ved arbejde ombord på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Artikel 20 om professorreglen
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Kildelandet kan ikke beskatte vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk efter artikel 17, hvis besøget i kildelandet i væsentligt omfang er støttet af offentlige midler fra bopælslandet. Se artikel 17, stk. 3.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er enten omfattet af artikel 19, stk. 1, eller af artikel 15 eller 16, hvis der er tale om offentlig erhvervsvirksomhed. Se artikel 19, stk. 3.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Artikel 18: Pensioner og lignende betalinger
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Regel - private pensioner fra tjenesteforhold
Private pensioner, der stammer fra tidligere tjenesteforhold, kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 1.
Undtagelse
Kildelandet kan beskatte udbetalinger af private pensioner, andre lignende vederlag og livrenter, som er omfattet af artikel 18, stk. 1, eller artikel 22, hvis modtageren tidligere har været hjemmehørende i kildelandet. Se artikel 18, stk. 3.
Hvis modtageren er statsborger i bopælslandet, kan kildelandet ikke beskatte udbetalinger, som er nævnt i artikel 18, stk. 3.
Andre private pensioner
Kildelandet kan beskatte private pensioner, fx privattegnede ratepensioner, der ikke er omfattet af artikel 18, stk. 1 eller 3. Se artikel 22, stk. 3.
Sociale ydelser
Ydelser efter kildelandets sociallovgivning kan kun beskattes i kildelandet. Se artikel 18, stk. 2.
"Livrente" betyder en fastsat sum, der er periodisk betalbare til fastsatte tidspunkter, enten for livstid eller for et bestemt tidsrum eller et tidsrum, som lader sig bestemme. Betalingerne skal ske efter en forpligtelse til at præstere disse betalinger mod rimeligt og fuldt vederlag i penge eller penges værdi. Se artikel 18, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentligt hverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Bestemmelsen omfatter også udbetalinger fra "en territorial administrativ enhed".
Bemærk
Vederlag til optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat, er omfattet af bestemmelserne i denne artikel og ikke af artikel 17.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende, erhvervspraktikanter og lærere
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Professorregel
Vederlag for midlertidig undervisning eller forskning ved et universitet, en læreanstalt, en skole eller anden tilsvarende uddannelsesinstitution, beskattes ikke i opholdslandet, hvis
- personen er eller var hjemmehørende i det andet land umiddelbart før besøget i opholdslandet
- opholdet ikke overstiger 2 år
- opholdet alene sker med det formål at undervise og/eller forske
- opholdet sker efter indbydelse fra den pågældende institution.
Se også
Se også afsnit
Artikel 21: Virksomhed i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning og udvinding af kulbrinter
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Artiklen omfatter virksomhed ved forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter (kulbrintevirksomhed). Se artikel 21, stk. 1.
For kulbrintevirksomhed er der fast driftssted, hvis perioden eller perioder sammenlagt overstiger 60 dage i en 12-måneders-periode. Se artikel 21, stk. 2.
Ved boreplatformvirksomhed er der fast driftssted, hvis perioden eller perioderne overstiger 365 dage i en 18-måneders-periode. Se artikel 21, stk. 3.
Se også
Se også
- ►LBK nr. 1820 af 16/09/2021 om kulbrinteskatteloven◄
- DBO'en artikel 21 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 22: Andre indkomster
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Andre indkomster kan beskattes i kildelandet, hvis de stammer fra dette land. Det betyder, at hvis indkomsten er fra et tredjeland, kan den kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 22, stk. 3.
Bemærk
Private pensioner udenfor tjenesteforhold fx privattegnede ratepensioner er omfattet af artikel 22.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Artikel 23: Ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Bangladesh kan beskatte efter DBO'en.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Bangladesh, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Bangladesh.
Bangladesh giver creditlempelse på skat af indkomst, som Danmark kan beskatte efter DBO'en.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Danmark, lempes skatten efter metoden exemption med progression.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure kan kun indgives til den kompetente myndighed i bopælslandet.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 25, stk. 5, om voldgift.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25.
Artikel 26: Udveksling af oplysninger
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 27: Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 28: Territorial udvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29.
Artikel 29: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft 8. december 1996 og har virkning fra 1. januar 1997.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 30: Opsigelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31 om opsigelse.