Indhold
Dette afsnit handler om dødsboer og dødsboskifte generelt.
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Hvad er et dødsbo?
- Hvad er et dødsboskifte?
- Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
- Rets- og kreditorforfølgning
- Genoptagelse af et dødsbo
For så vidt angår skyldnerskifte ved dødsfald henvises der til afsnit G.A.1.2.3 Opgaver og kompetencer i forbindelse med inddrivelsesarbejdet.
Regelgrundlag
Hovedreglerne om behandling af dødsboer findes i dødsboskifteloven.
Hvad er et dødsbo?
Et dødsbo opstår, når en person afgår ved døden. Dødsboet består af den formuemasse, som afdøde efterlader sig, dvs. afdødes aktiver og passiver.
Hvad er et dødsboskifte?
Opgørelsen og afviklingen af et dødsbo kaldes et dødsboskifte. Afviklingen af dødsboet reguleres i dødsboskifteloven.
Anmeldelse af dødsfald til skifteretten
Når begravelsesmyndigheden modtager anmeldelse om et dødsfald, skal skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde hjemting, orienteres. Skifteretten optager straks anmeldelsen i skiftesaglisten. Se dødsboskiftelovens § 4.
Rets- og kreditorforfølgning
Retsforfølgning og kreditorforfølgning af boet kan først foretages, når der er truffet beslutning om boets behandlingsmåde. Se dødsboskiftelovens §§ 9 og 10, stk. 1.
Hvis en kreditor har tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan der uanset dødsfaldet foretages udlæg i de tilbageholdte ejendele og søges fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun foretages, hvis:
- fordringen er fastslået ved dom eller på anden for boet bindende måde, og
- boet trods opfordring fremsat mindst to uger inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet.
Se dødsboskifteloven § 10, stk. 3.
Den, der har foretaget udlæg før dødsfaldet, bevarer sin fortrinsret til det udlagte under forudsætning af, at der ikke sker omstødelse heraf.
Arrest, der er foretaget inden dødsfaldet, taber sin virkning. Se dødsboskifteloven § 10, stk. 4.
Når et bo udleveres til privat skifte, dvs. til arvingerne, vil boet frit kunne sagsøges, ligesom der kan foretages udlæg, arrest, tvangsauktion mv. efter de almindelige regler herom. Se dødsboskiftelovens § 26.
Genoptagelse af et dødsbo
Skifteretten kan genoptage et bo eller omgøre en beslutning eller kendelse, når det findes påkrævet. Genoptagelsen eller omgørelsen kan betinges af, at der helt eller delvist stilles sikkerhed for de omkostninger, der er forbundet hermed. Se dødsboskifteloven § 103, stk. 1, nr. 1-6.
Genoptagelse vil fx kunne være relevant, hvis der fremkommer yderligere aktiver eller passiver. Se dødsboskifteloven § 103, stk. 1, nr. 1. I så fald er det kun de nye aktiver og passiver, der indgår i boet.
Tilbagelevering af aktiver og erstatningsansvar i forbindelse med genoptagelse af et dødsbo er reguleret i dødsboskifteloven § 104.