Ved omdannelse af anpartsselskaber til aktieselskab eller omvendt, er tinglysning af adkomstændringen omfattet af TAL § 6a.

Ændring fra den ene selskabsform til den anden selskabsform betragtes som ændring til en ny juridisk enhed. Adkomstændringen er derfor en tinglysning efter TAL § 6a, og ikke en navneændring efter TAL § 7, stk. 3. Se SKM2004.413.ØLR.

Der er dog praksis for at notere en navneændring, hvis CVR-nummeret forbliver uændret.

Et partnerselskab (P/S) kan desuden omdannes til aktieselskab og omvendt. Et andelsselskab kan også omdannes til et aktieselskab.

►Et andelsselskab med begrænset ansvar (a.m.b.a) kan omdannes til en forening, hvor medlemmerne ikke hæfter for foreningens gæld. Se SKM2021.465.SR.◄

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretsdomme

SKM2004.413.ØLR

Vedrører, hvorvidt tinglysning af en adkomstændring udløser afgift efter TAL § 6 a (tidligere § 7, stk. 1), i tilfælde, hvor der sker omdannelse af et selskab fra anpartsselskab til aktieselskab.

Landsretten fandt, at en sådan omdannelse er afgiftspligtig efter dagældende TAL § 7, stk. 1 (nu § 6 a), og ikke er en afgiftsfri navneændring, efter dagældende § 7, stk. 4, 2. pkt. (nu § 7, stk. 3, 2. pkt.), som hævdet af det sagsøgende selskab.

Skatterådet

SKM2021.465.SR

Skatterådet kunne bekræfte, at omdannelsen fra et a.m.b.a. til en forening var omfattet af tinglysningsafgiftslovens bestemmelse om adkomstændringer ved selskabers m.v. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber. A.m.b.a.’et og foreningen var omfattet af begrebet "selskaber mv." i tinglysningsafgiftsloven. Der var tale om en ændring af praksis på baggrund af Højesterets dom offentliggjort i SKM2021.110.HR.

SKM2013.405.SR

Skatterådet bekræfter, at der ved tinglysning af adkomstændringer efter TAL § 6 a på flere forskellige ejendomme i forbindelse med omdannelsen af et ejendomsselskab til et P/S, alene skal betales én afgift på 1.400 kr., såfremt alle tinglysningerne vil være et led i et samlet ejerskifte/ omdannelse, som bygger på samme retsforhold mellem parterne, jf. TAL § 9.