Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de stoffer, som er omfattet af reglerne om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige gødninger
  • Afgiftspligtige varer til anden brug.

Se også

Se også afsnit E.A.1.2 om systematik for punktafgiftssystemet vedrørende dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare.

Afgiftspligtige gødninger

Der skal betales afgift af kvælstofindholdet i følgende kemiske, mineralske og organiske gødninger:

  1. Ammoniak henhørende under position 2814 i EU's kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter ammoniak, vandfri eller i vandig opløsning.
  2. Kaliumnitrat og calciumnitrat henhørende under position 2834 i EU's kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden kaliumnitrat og calciumnitrat også andre nitritter og nitrater, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  3. Ammoniumchlorid henhørende under position 2827 i EU's kombinerede nomenklatur. Positionen omfatter foruden ammoniumchlorid også andre chlorider, oxychlorider og hydrooxychlorider; bromider og oxybromider; jodider og oxyjodider, der ikke er omfattet af afgiftspligten.
  4. Gødningsstoffer henhørende under position 3102 og 3105 i EU's kombinerede nomenklatur. Position 3102 omfatter kvælstofholdige gødningsstoffer, mineralske eller kemiske. Position 3105 omfatter mineralske eller kemiske gødningsstoffer indeholdende to eller tre af gødningselementerne nitrogen, phosphor og kalium; andre gødningsstoffer; varer henhørende under kapitel 31, i form af tabletter eller lignende eller i pakninger af bruttovægt 10 kg og derunder.
  5. Organiske gødninger, der er granulerede, pulveriserede eller på anden måde forarbejdet, og som er bestemt til salg i pakninger på 50 kg eller derunder.

Se KVÆLAL § 1

Nærmere oplysninger om, hvad der er omfattet af de nævnte positioner i den kombinerede nomenklatur, findes i Toldtariffen samt i de forklarende bemærkninger til Toldtariffen.

Et eksempel på organiske gødninger, som nævnt i punkt 5 ovenfor, kan være forarbejdede husdyrgødninger, hvor der er skabt produkter, der er forskellige fra udgangspunktet med hensyn til tørstofindhold, sammensætning og/eller koncentrationen af gødningsstoffer. Sådan organiske gødninger er afgiftspligtige for pakninger bestemt til salg på 50 kg og derunder, medmindre den forarbejdede husdyrgødning afsættes inden for kredsen af virksomheder, der er registreret i Landbrugsstyrelsens register for afgiftsfri handelsgødning. Se gødskningsloven og endvidere lovbekendtgørelse nr. 16 af 4. januar 2017 om gødning og jordforbedringsmidler.

Afgiftspligtige varer til anden brug

Gødningsstofferne er afgiftsfrie, hvis de anvendes i jordbrugsvirksomheder registreret efter gødskningsloven, se KVÆLAL § 7, stk. 1, eller når de udelukkende anvendes til andre erhvervsmæssige formål end plantenæring eller afisning, se KVÆLAL § 8, stk. 1. Se afsnit E.A.7.14.6.

Kvælstofholdige produkter der anvendes i lastbilers miljøfiltre, er specifikt fritaget for afgift. Efter KVÆLAL § 7, stk. 2, fremgår det, at der er afgiftsfrihed for UREA-produkter i henhold til DIN-norm DIN 70070 og lignende. Det vil sige, at også ammoniak, som anvendes i SCR-katalysatorer, vil være omfattet af bestemmelsen.

Eksempel

Som udgangspunkt er der afgift på kvælstofindholdet i ammoniak henhørende under position 2814 i EU's kombinerede nomenklatur (se punkt 1 ovenfor) og gødningsstoffer henhørende under position 3102 (urea) og 3105 i EU's kombinerede nomenklatur (punkt 2).

På det tidspunkt, hvor gødningsforhandleren sælger ammoniak til ludning af halm og foderurea, er disse produkter ikke forskellige fra varer, der sælges til gødningsformål. Derfor er både ammoniak til ludning af halm og foderurea omfattet af det afgiftspligtige vareområde. Produkterne kan dog sælges afgiftsfrit efter reglerne i KVÆLAL § 7 ved salg til virksomheder, der er registreret efter gødskningsloven (jordbrugsvirksomheder mv.). Se afsnit (E.A.7.14.4).

Urea til brug for afisning er omfattet af afgiftspligten, mens urea i lastbilers miljøfilter er specifikt undtaget. Se KVÆLAL § 7, stk. 2.

Salpetersyre (HNO3) i ren form kan anvendes til gødning mv. Salpetersyre i ren form henhører imidlertid under position 2808 i den kombinerede nomenklatur og er dermed ikke omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1. Sker der derimod en blanding med andre kemiske eller mineralske produkter, så det får karakter af gødningsstof, hører det blandede produkt under position 3105, som er omfattet af afgiftspligten. Se KVÆLAL § 1, stk. 1, nr. 4.