Indhold

Dette afsnit handler om momsfritagelse af sikkerheds- og garantistillelse.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Sikkerheds- og garantistillelse
  • Eksempler på sikkerheds- og garantistillelse
  • Biydelser til sikkerheds- og garantistillelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Definition: Sikkerheds- og garantistillelse

Sikkerheds- og garantistillelse betyder, at der stilles en sikkerhed/garanti for, at en indgået forpligtigelse opfyldes på nærmere fastsatte vilkår.

EF-domstolen har i en konkret sag udtalt, at begrebet »indgåelse af forpligtelser« i henhold til momssystemdirektivet indebærer, at andre typer af forpligtelser end finansielle forpligtelser, såsom forpligtelsen til at renovere en fast ejendom, er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesområde. Se sag C-455/05, Velvet & Steel Immobilien und Handels GmbH.

Eksempler på sikkerheds- og garantistillelse

Sikkerheds- og garantistillelse omfatter bl.a.:

  • garanti for udbetaling af realkreditlån
  • garanti for ejendomshandel
  • indeståelse og tabsgaranti for realkreditinstitutter
  • betalingsgarantier
  • arbejds- og tilbudsgarantier
  • import- og eksportremburser
  • garantier for toldkreditter
  • indeståelser
  • kautioner
  • endossementsforpligtelser ved rediskontering af veksler, samt
  • afgivelse af vekselaccepter.

Biydelser til sikkerheds- og garantistillelse

Der henvises til afsnit D.A.5.11.2 om hovedydelser og biydelser i forbindelse med finansielle transaktioner.

Nedenstående liste viser eksempler på biydelser, der er momsfrie, når de leveres af den finansielle tjenesteyder (f.eks. et pengeinstitut) som led i sikkerheds- og garantistillelse:

  • Kreditvurdering af den, der stilles sikkerhed for
  • Udarbejdelse af tilbud om garanti- eller sikkerhedsstillelse
  • Udarbejdelse af garantidokument
  • Gennemførelse af sikringsakter
  • Rådgivning i forbindelse med garanti- eller sikkerhedsstillelsen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-Domme

C-455/05, Velvet & Steel Immobilien und Handels GmbH

Begrebet »indgåelse af forpligtelser« indebærer, at andre typer af forpligtelser end finansielle forpligtelser, såsom forpligtelsen til at renovere en fast ejendom, er udelukket fra bestemmelsens anvendelsesområde. Sådanne ydelser er derfor momspligtige.