Indhold

Dette afsnit beskriver de regler, der gælder for den længstlevende ægtefælle, når

  • én af flere virksomheder indgår i afdødes eller den længstlevende ægtefælles virksomhedsordning efter VSL afsnit I forud for dødsåret og
  • dødsboet skiftes i forbindelse med dødsfaldet.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, hvor dødsboet skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL afsnit II.

Hovedregel

Når flere virksomheder drives af samme person, behandles samtlige virksomheder som én virksomhed ved brug af virksomhedsordningen. Se VSL § 2, stk. 3.

Så længe de to ægtefæller er i live, bliver overskud af erhvervsvirksomhed beskattet hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Det er uden betydning, hvem der ejer den. Se KSL § 25 A, stk. 1.

Når en af ægtefællerne dør, og dødsboet bliver skiftet, overgår beskatningen fra og med dødsåret fra den ægtefælle, der har drevet erhvervsvirksomheden, til den ægtefælle, der ejer den. Se DBSL § 4, stk. 1.

For den længstlevende ægtefælle betyder det, at der kan indgå én eller flere af den længstlevende ægtefælles virksomheder i dødsboet. Det vil være tilfældet, når

  • den længstlevende ægtefælle er ejer af virksomhed(er), som
    a) den længstlevende ægtefælle selv har drevet sammen med afdødes virksomhed(er)
    b) afdøde har drevet sammen med sin(e) virksomhed(er)
  • afdødes særbo skiftes adskilt fra fællesboet og omfatter
    c) én eller flere virksomheder, der har været drevet af afdøde eller den længstlevende ægtefælle sammen med én eller flere virksomheder, der tilhører den længstlevende ægtefælles andel af fællesboet.

Ad a) Den længstlevende ægtefælle ejer virksomhed(er), som pågældende har drevet sammen med afdødes virksomheder

For den længstlevende ægtefælle betyder det, at

  • den del af opsparet overskud ved udgangen af indkomståret før dødsåret
  • inklusiv den tilhørende virksomhedsskat

der vedrører den eller de af afdødes virksomhed(er), som den længstlevende ægtefælle har drevet, skal beskattes i dødsboet efter reglerne i DBSL

  • § 10, stk. 2 (dødsboer, der er skattefritaget) eller
  • § 24, stk. 2 (dødsboer, der ikke er skattefritaget)

fordi det er afdødes virksomhed(er), selv om det er den længstlevende ægtefælles opsparede overskud.

Den længstlevende ægtefælles opsparede overskud ved udgangen af indkomståret før dødsåret inklusiv den tilhørende virksomhedsskat skal derfor nedsættes med den del af opsparingerne, der indgår i dødsboet.

Samtidig skal den længstlevende ægtefælles

  • kapitalafkastgrundlaget ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret og
  • indestående på indskudskonto

nedsættes med en forholdsmæssig del. Se DBSL § 46, stk. 1.

Den forholdsmæssige nedsættelse skal beregnes efter forholdet mellem

  • den del af kapitalafkastgrundlaget opgjort efter VSL § 8, stk. 1 og 2, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den virksomhed eller de virksomheder, der indgår i dødsboet, og
  • hele kapitalafkastgrundlaget opgjort efter VSL § 8, stk. 1 og 2, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret for den af ægtefællerne, der har drevet virksomhederne.

Den forholdsmæssige andel af kapitalafkastgrundlaget opgjort efter VSL § 8, stk. 1 og 2, ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret beregnes efter forholdet mellem

  • værdien af aktiverne ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret i den virksomhed eller de virksomheder, der indgår i dødsboet, og
  • samtlige aktiver, der er indskudt i virksomhedsordningen for den af ægtefællerne, der har drevet virksomhederne.

Ved udlodninger foretaget før den 22. december 2020 skulle de finansielle aktiver ikke indgå i beregningen af den forholdsmæssige andel. Ved lov nr. 1178 af 8. juni 2021 er dette ændret, således at de finansielle aktiver skal indgå i beregningen af den forholdsmæssige andel.

Indgår opsparet overskud for flere indkomstår, der er beskattet med forskellige virksomhedsskatteprocenter, medregnes en forholdsmæssig del af hver af disse.

Bemærk

Hovedreglen gælder også, når én eller flere af den længstlevende ægtefælles erhvervsvirksomheder, som

  • afdøde har drevet sammen med egne virksomheder eller
  • den længstlevende ægtefælle har drevet sammen med andre virksomheder

bliver udloddet til andre arvinger eller legatarer, fordi beskatningen skal ske i dødsboet, selv om den længstlevende ægtefælle er ejer. Se DBSL § 42, stk. 2.

Se også

Se afsnit

  • C.E.14 om definition af legatar.
  • C.E.12.1.1.8 om udlodning af den længstlevende ægtefælles virksomhed til andre arvinger.

Eksempel

Eksemplet viser, hvordan

  • kapitalafkastgrundlag
  • opsparet overskud inklusiv den tilhørende virksomhedsskat og
  • indskudskonto

skal fordeles, når den længstlevende ægtefælles opsparede virksomhedsoverskud skal beskattes i dødsboet.

Der er følgende forudsætninger i eksemplet:

  • Dødsfaldet er sket i 2021.
  • Afdøde ejer en virksomhed, som den længstlevende ægtefælle har drevet sammen med den længstlevende ægtefælles egen virksomhed.
  • Den længstlevende ægtefælles opsparede overskud inklusiv tilhørende virksomhedsskat udgør ved udgangen af indkomståret før dødsåret i alt 1.100.000 og er fordelt med:
    • Opsparet overskud beskattet med 28 procent virksomhedsskat 500.000 kr.
    • Opsparet overskud beskattet med 25 procent virksomhedsskat 600.000 kr.
  • Kapitalafkastgrundlaget for alle virksomhederne udgør 1.500.000 kr. ved udgangen af indkomståret før dødsåret.
  • Værdien af alle aktiver i de virksomheder, som den længstlevende ægtefælle driver, udgør 2.250.000 kr.
  • Værdien af aktiver i afdødes virksomhed udgør 950.000 kr.
  • Den længstlevende ægtefælles indskudskonto ved udgangen af året før dødsåret udgør 700.000 kr.

 

Afdøde

Længstlevende ægtefælle

Til sammen

Værdien af aktiver ved udgangen af indkomståret før dødsåret

950.000

1.300.000

2.250.000

Fordelingsbrøker til kapitalafkastgrundlaget

950.000

1.300.000

2.250.000

 

 

 

 

Kapitalafkastgrundlag ved udgangen af indkomståret før dødsåret fordelt mellem:

 

 

 

Afdøde (1.500.000 x 950.000 / 2.250.000)

633.333

 

 

Den længstlevende ægtefælle (1.500.000 x 1.300.000 / 2.250.000)

 

866.667

 

I alt

633.333

866.667

1.500.000

 

 

 

 

Opsparet overskud med tilhørende virksomhedsskat ved udgangen af indkomståret før dødsåret fordelt mellem:

 

 

 

Afdøde

 

 

 

Beskattet med 28 pct. virksomhedsskat (500.000 x 633.333 / 1.500.000)

211.111

 

 

Beskattet med 25 pct. virksomhedsskat (600.000 x 633.333 / 1.500.000)

253.333

 

 

Den længstlevende ægtefælle

 

 

 

Beskattet med 28 pct. virksomhedsskat (500.000 x 866.667 / 1.500.000)

 

288.889

 

Beskattet med 25 pct. virksomhedsskat (600.000 x 866.667 / 1.500.000)

 

346.667

 

I alt

464.444

635.556

1.100.000

 

 

 

 

Indskudskonto ved udgangen af indkomståret før dødsåret fordelt mellem:

 

 

 

Afdøde (700.000 x 633.333 / 1.500.000)

295.555

 

 

Den længstlevende ægtefælle (700.000 x 866.667 / 1.500.000)

 

404.445

 

I alt

295.555

404.445

700.000

Ad b) Den længstlevende ægtefælle ejer virksomhed(er), som afdøde har drevet sammen med sine egne virksomheder

For den længstlevende ægtefælle betyder det, at denne ikke har nogen opsparede overskud ved udgangen af indkomståret før dødsåret, da det er afdødes opsparede overskud.

Derfor skal

  • den del af opsparet overskud ved udgangen af indkomståret før dødsåret
  • inklusiv den tilhørende virksomhedsskat

der vedrører den eller de af den længstlevende ægtefælles virksomhed(er), som afdøde har drevet, beskattes i dødsboet efter reglerne i DBSL

  • § 10, stk. 1 (dødsboer, der er skattefritaget) eller
  • § 24, stk. 1 (dødsboer, der ikke er skattefritaget)

selv om de vedrører virksomhed(er), som den længstlevende ægtefælle ejer.

Ad c) Afdødes særbo skiftes adskilt fra fællesboet og omfatter én eller flere virksomheder, der har været drevet af afdøde eller den længstlevende ægtefælle sammen med én eller flere virksomheder, der tilhører længstlevende ægtefælles andel af fællesboet

Det kan have forskellige konsekvenser for den længstlevende ægtefælle, nemlig:

  • Når både afdødes særbo og fællesbo skiftes, vil den længstlevende ægtefælle være omfattet af enten a) eller b).
  • Når kun særboet skiftes, mens fællesboet udleveres til den længstlevende ægtefælle til uskiftet bo, anses de virksomheder, der tilhører fællesboet, for den længstlevende ægtefælles virksomheder ved den forholdsmæssige fordeling af opsparet overskud, kapitalafkastgrundlag og indskudskonto. Se afsnit C.E.12.3, når særboet skiftes, mens fællesboet udleveres til ægtefællen efter skattereglerne om uskiftet bo.

Undtagelse

Når den længstlevende ægtefælle

  • overtager afdødes virksomhed(er)
  • som den længstlevende ægtefælle har drevet sammen med egen virksomhed eller egne virksomheder

kan den længstlevende ægtefælle succedere i de opsparede overskud, der forholdsmæssigt falder på afdødes virksomheder. Så må den længstlevende ægtefælles

  • opsparede overskud
  • kapitalafkastgrundlag og
  • indskudskonto

ikke nedsættes forholdsmæssigt. Se DBSL § 47, stk. 1.

Se også

Se afsnit C.E.12.1.3.1 om beskatning af den længstlevende ægtefælle, der overtager opsparet overskud med succession