Der gives ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til visse klager efter SFL § 55 stk. 1, nr. 2, jf. SFL § 55, stk. 2.

Det drejer sig om klager, som skal afgøres af Skatteankestyrelsen, vedrørende

  • told,
  • afgifter,
  • arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager og
  • sager om registrering af køretøjer.

Afgifter omfatter indirekte skatter som for eksempel moms, punkt-, miljø- og energiafgifter samt boafgift og tinglysningsafgift.

Klagerne er ikke godtgørelsesberettigede, når den ledende retsformand har fastsat, at sagen skal afgøres af Skatteankestyrelsen. Se SFL § 35 b, stk. 3,  og bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen.

Told, afgifter og sager om registrering af køretøjer

Der gives ikke omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand m.v. i klager vedrørende told, afgifter og sager om registrering af køretøjer, hvor Skatteankestyrelsen træffer afgørelse iht. bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014. Det forekommer i sager, som ikke vedrører selve told- eller afgiftsgrundlaget, men registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, dvs. sager, der først og fremmest har karakter af at vedrøre en praktisk gennemførelsesforanstaltning. Dog ydes der omkostningsgodtgørelse, hvis gennemførelsesforanstaltningen ikke er en integreret del af den materielle sag, men hviler på et selvstændigt retsgrundlag, og der er tale om en sag vedrørende en bevilling eller dispensation, jf. fx. SKM2018.126.LSR, refereret ovenfor.

Disse klager blev tidligere behandlet af Landsskatteretten uden medvirken af læge retsmedlemmer.

Eksempel

En ansøgning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i en klagesag ved Landsskatteretten over Skatteforvaltningens afgørelse om registreringspligt af et køretøj og registreringsafgift efter REGAL § 1, stk. 1, af køretøjet, var med rette afslået, idet klagesagen blev behandlet uden medvirken af læge retsmedlemmer og derfor var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i SFL § 55, stk. 2. Se SKM2012.526.LSR.

Eksempel

I en sag vedrørende afgifter, som var afgjort uden deltagelse af læge retsmedlemmer, udtalte Landsskatteretten, at den undtagelse, der fremgår af SFL § 55, stk. 2, vedrørende hæftelsessager, alene angår hæftelsesspørgsmål i forbindelse med arbejdsgiverkontrol. Da der var tale om en klage over hæftelse for registreringsafgift, var undtagelsen ikke relevant. Sagen var således ikke godtgørelsesberettiget. Se SKM2012.180.LSR.

Eksempel

En klage over Skatteforvaltningens afgørelse om, at klagerens bil var afgiftspligtig efter REGAL § 1, stk. 1, var ikke godtgørelsesberettiget, da der hverken før eller efter ikrafttrædelsen af SFL § 55, stk. 2, blev ydet omkostningsgodtgørelse i sådanne sager. Se SKM2011.665.LSR.

Eksempel

En klage til Landsskatteretten over en motorankenævnsafgørelse vedr. REGAL § 10, var omfattet af hovedreglen om omkostningsgodtgørelse i SFL § 55, stk. 1, nr. 1, og var således godtgørelsesberettiget, idet SFL § 13, stk. 3, 1. pkt. (nugældende SFL § 35 b, stk. 3), kun gælder for afgørelser truffet af told- og skatteforvaltningen. Se SKM2011.325.LSR.

Eksempel

Eksemplet viser, at udgiften til sagkyndig bistand ikke kunne godtgøres, når der i klagesagen vedrørende afgifter ikke havde deltaget læge retsmedlemmer.

Landsskatteretten fandt, at da den ikke tidligere havde været klagemyndighed for afgørelser om afregning af afgifter, herunder om en afgiftspligtig var berettiget til rentegodtgørelse af afgifter, der skulle godtgøres efter rentecirkulæret, var forholdet omfattet af SFL § 55, stk. 2. Derfor gives der ikke omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. Se SKM2008.667.LSR.

A-skat og arbejdsgiverkontrol

Der gives ikke omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand m.v. i klager til Skatteankestyrelsen i sager vedrørende arbejdsgiverkontrol, bortset fra hæftelsessager. Se SFL § 55, stk. 2.

Klager vedrørende arbejdsgiverkontrol, dvs. registrering, regnskab, betaling, kontrol og lignende, har først og fremmest karakter af at vedrøre praktiske gennemførelsesforanstaltninger.

Eksempel

En klage over Skatteforvaltningens pålæg om at føre logbog anses for at være omfattet af begrebet "arbejdsgiverkontrol". Se SKM2015.612.SANST.

Eksempel

Nulstilling indebærer, at en person, der i en virksomhed med begrænset ansvar har en væsentlig økonomisk interesse og disponerer enerådigt i denne virksomheds anliggender, i tilfælde af virksomhedens insolvens kan pålægges hæftelse for indeholdt men ikke afregnet A-skat mv. hvis pågældende ved eller bør vide, at der ikke er økonomisk realitet bag indeholdelserne. Se Inddrivelse afsnit G.A.3.3.8.

Nulstilling gennemføres ved, at skatteforvaltningen tilsidesætter den bogførte A-skat og AM-bidrag m.v. med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene på sin årsopgørelse. Klager over afgørelser om nulstilling anses for hæftelsessager i forbindelse med arbejdsgiverkontrol og er derfor godtgørelsesberettigede.

Eksempel 

Landsskatteretten godkendte en anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i en klagesag ved Landsskatteretten om nulstilling. Landsskatteretten fandt, at det i den nærværende sammenhæng måtte være mest nærliggende at anse sagen for en hæftelsessag vedrørende arbejdsgiverkontrol. Sagen var derfor omfattet af undtagelsen i SFL § 55 om hæftelsessager vedrørende arbejdsgiverkontrol. SKM2013.467.LSR.

Inddrivelse

Der gives ikke omkostningsgodtgørelse til sagkyndig bistand m.v. i klager til skatteankeforvaltningen over afgørelser efter Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se SFL § 52, stk. 7. 

Sager, der inddrives efter Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indbringes efter § 17, og er derfor ikke godtgørelsesberettigede.

Klage over afgørelse om omkostningsgodtgørelse

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse i klagesager om omkostningsgodtgørelse, der påklages til den administrative klageinstans eller indbringes for domstolene den 1. januar 2017 eller senere. Se SFL § 52, stk. 7, 1. led.

Sager om refusion af udbytteskat - klage over afgørelse om tilbagekaldelse eller afslag

Der ydes ikke omkostningsgodtgørelse for klager over afgørelser om refusion af udbytteskat eller afslag på anmodninger om refusion af udbytteskat. Dette gælder for udgifter til sagkyndig bistand m.v. udført fra den 1. januar 2020. Se SFL § 52, stk. 7, 2. pkt.