Indhold

Dette afsnit handler om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark.

Afsnittet indeholder:

  • Regelgrundlag
  • ►Generelt om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark◄
  • Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark
  • Indsigelser mod bidragskravets eksistens og størrelse
  • Forældelse

Bemærk

Reglerne for inddrivelse af danske fordringer på børne- og ægtefællebidrag i udlandet gennemgås i afsnit G.A.3.6.2.4.

Regelgrundlag

Danmark har tiltrådt følgende internationale aftaler (konventioner) om inddrivelse af børnebidrag og ægtefællebidrag:

Det afgørende for, om en udenlandsk afgørelse kan inddrives i Danmark, er, at den er truffet i et land, som Danmark samarbejder med efter en af ovennævnte konventioner m.v. Den konvention, som gælder i forhold til det land, som afgørelsen er truffet i, skal anvendes ved de danske myndigheders behandling af en anmodning om inddrivelse.

Bemærk

For en gennemgang af ovenstående konventioner se afsnit G.A.3.6.2.4.

I forhold til inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark er følgende regler særligt relevante:

Se også

Se vejledning nr. 9280 af 20. marts 2019 om inddrivelse i Danmark af udenlandske krav på børne- og ægtefællebidrag m.v.

Vejledningen beskriver de involverede danske myndigheders opgaver i forbindelse med inddrivelse af børne- og ægtefællebidrag på udenlandsk fundament.

Generelt om inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark

Inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark sker efter samme regler som inddrivelse af andre udenlandske fordringer i Danmark. Se mere herom i afsnit G.A.3.6.3.1 som gennemgår de generelle regler for inddrivelse af udenlandske fordringer i Danmark.

I forhold til andre udenlandske fordringer, gælder der dog visse særregler for inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark, herunder regler om indsigelser mod bidragskravets eksistens og forældelse. Disse gennemgås senere i dette afsnit.

Fremgangsmåden ved inddrivelse af udenlandske underholdsbidrag i Danmark

Anmodninger efter den nordiske inddrivelseskonvention sendes direkte fra de kompetente myndigheder i de andre nordiske lande til restanceinddrivelsesmyndigheden, der opkræver og inddriver fordringen. Se bidragsopkrævningsbekendtgørelsen § 6. Restanceinddrivelsesmyndigheden kontrollerer anmodningen vedrørende beløb og formalia. Opfylder anmodningen formalia, kvitteres der for modtagelsen samtidigt med, at kravet oprettes i systemet.

Restanceinddrivelsesmyndigheden fremsender en betalingsopfordring (afkrævningsbrev) til bidragsbetaler. Hvis denne ikke betales rettidigt, overføres restancen fra opkrævning til inddrivelse.

Anmodninger efter Haagerkonventionerne skal indgives til Familieretshuset. Se bidragsopkrævningsbekendtgørelsen § 9, stk. 1. Når der er truffet en afgørelse om, at underholdsbidraget kan inddrives, restancen er opgjort og månedligt bidrag er fastsat, overdrager Familieretshuset fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, der opkræver og inddriver fordringen. Se bidragsopkrævningsbekendtgørelsen § 10.

Anmodninger om inddrivelse af underholdsbidrag efter underholdspligtforordningen (gælder både Kapitel IV, afdeling 1 og 2) indgives hos Familieretshuset. Der gælder det særlige for anmodninger omfattet af Kapitel IV afdeling 1, at de desuden kan indgives til restanceinddrivelsesmyndigheden. Se underholdspligtforordningsbekendtgørelsen § 2.

Indsigelser mod bidragskravets eksistens og størrelse

Hvis bidragsbetaleren under opkrævningen eller inddrivelsen af et bidrag modtaget i henhold til underholdspligtsforordningen, kommer med indsigelser mod fordringen, forelægger restanceinddrivelsesmyndigheden sagen for Familieretshuset, der træffer afgørelse om indsigelsen. Se underholdspligtforordningsbekendtgørelsens § 2, stk. 5.

Restanceinddrivelsesmyndigheden fortsætter inddrivelsen, hvis indsigelsen kun vedrører anerkendelse af den udenlandske afgørelse.

Hvis indsigelsen derimod vedrører fordringens eksistens og størrelse - eller både anerkendelse af den udenlandske afgørelse og fordringens eksistens og størrelse - kan restanceinddrivelsesmyndigheden sætte sagen i bero, indtil der er truffet afgørelse i sagen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog fortsætte inddrivelse af en eventuel ubestridt del af kravet.

Hvis der er en begrundet formodning om, at fordringen ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer, kan restanceinddrivelsesmyndigheden også beslutte, at indsigelser mod fordringens eksistens eller størrelse medfører, at der ikke inddrives på fordringen mens sagen står på. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, 3. pkt.

Se også

Se mere om restanceinddrivelsesmyndighedens behandling af klager i G.A.2.2.

Forældelse

Forældelse af udenlandske underholdsbidrag afhænger af, hvilken konvention der er grundlaget for inddrivelsessamarbejdet. I nogle situationer er flere konventioners forældelsesregler anvendelige samtidig. I sådanne tilfælde, skal den konvention, der stiller bidragsmodtageren bedst, anvendes.

Forældelse vedrørende retsafgørelser efter Haagerkonventionerne, Haagerkonventionen af 1958 og Haagerkonventionen af 1973, retsafgørelser truffet af de EU-medlemsstater, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 2007 samt den nordiske inddrivelseskonvention med senere ændringer:

  • Efter dansk retspraksis (utrykt kendelse af 1. august 2007, afsagt af Østre Landsret) afgøres spørgsmål om forældelse af udenlandske bidragskrav efter de materielle regler i den stat, som kravet er fastsat efter. Det betyder, at forældelsesspørgsmål, herunder afbrydelse af forældelse, altid skal afgøres efter forældelsesreglerne i den stat, hvis lovgivning bidragsafgørelsen er truffet efter.

Forældelse efter underholdspligtforordningen:

  • Underholdspligtforordningen forholder sig alene til forældelse vedrørende de EU-medlemsstater, der er bundet af Haagerprotokollen af 2007. Se underholdspligtforordningen kapitel IV, afdeling 1.

o   Underholdsbidrag fastsat efter underholdspligtsforordningen, skal afgøres efter den stats forældelsesregler, som i den konkrete situation stiller bidragsmodtageren bedst. Se underholdspligtforordningen artikel 21, stk. 2.

·        Underholdsbidrag fra nordiske EU-medlemslande, er også omfattet heraf i det omfang anmodningen er fremsendt efter underholdspligtforordningen.

Se også

Se mere om forældelse af fordringer til inddrivelse i afsnit G.A.2.4.

Se mere om forældelse af fordringer generelt i afsnit A.A.9.