Indhold
Afsnittet beskriver vareområdet og ressortmyndighedens lovgrundlag på området.
Afsnittet indeholder:
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Import
- Eksport
Formål og lovgrundlag
Formålet
Friske frugter og grøntsager, der importeres fra og eksporteres til lande uden for EU, skal overholde relevante handelsnormer, som er fastsat af EU.
Ved import og eksport af frisk frugt og friske grøntsager til forbrug, skal varerne opfylde de EU’s handelsnormer. Der er særlige normer for 10 typer af frugt og grøntsager. Desuden er der en særskilt norm for grønne, umodne bananer (jf. nedenstående gennemførelsesforordning nr.1333/2011). For øvrige omfattede friske frugter og grønsager, gælder en generel norm. Se Landbrugsstyrelsens hjemmeside EU-handelsnormer for frisk frugt og grønt.
For de frugter og grøntsager, der skal opfylde handelsnormerne, skal der udføres kontrol heraf, inden varerne indføres på EU's toldområde; dog dispenseres der for grønne bananer, der indføres til et godkendt bananmodneri. Der skal fremlægges vægtcertifikat, når tolden beregnes af vægten.
Lovgrundlaget
For området "Kvalitetskontrol for frugt og grøntsager" gælder der en række EU-forordninger:
EU regulering:
Særligt vægtcertifikat for bananer:
- Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2015/2446, art. 155-157.
- Kommissionens Gennemførselsforordning (EU) 2015/2447, art. 251-252.
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Landbrugsstyrelsen.
Import
Frisk frugt og grønt, som ønskes indført i EU, skal overholde EU´s handelsnormer. Der er for 10 produkttyper fastsat særlige handelsnormer. Der er desuden en specifik norm for grønne, umodne bananer. For øvrige omfattede typer gælder der en generel norm.
Handelsnormerne omfatter krav til kvalitet, størrelse og mærkning. Det betyder at der
- som hovedregel ikke må være kvalitetsfejl eller fremmedlegemer i produkterne
- ikke må være skadegørere i væsentligt omfang.
Frisk frugt og friske grøntsager er produkter, som har en kort holdbarhed og som handles over store afstande. De store afstande mellem producent/afsender og modtager giver risiko for, at produkterne forringes under transporten, så de ikke opfylder kravene ved ankomsten.
Ved import skal der for de 10 produktgrupper, som er omfattet af særlige EU-handelsnormer, og som ikke allerede er importkontrolleret i et andet EU-land, foretages forhåndsanmeldelse til Landbrugsstyrelsen med anmodning om handelsnormkontrol og der skal foreligge en kontrolattest fra Landbrugsstyrelsen eller en tilsvarende fra et andet EU-land, før varerne kan frigives af Toldstyrelsen. Kontrolattesten gives via TRACES-systemet i næsten alle tilfælde. I de få tilfælde, hvor kun importkontrollen, men ikke handelsnormkontrollen, er foretaget i indgangslandet, udstedes kontrolattesten på formular GA 133.
De 10 produktgrupper af frisk frugt og grønt, som er omfattet af særlige EU-handelsnormer er:
- Citrusfrugter
- Ferskner og nektariner
- Jordbær
- Kiwi
- Pærer
- Salat, inklusiv kruset og bredbladet endivie
- Spisedruer
- Sød peber
- Tomater
- Æbler
►Som nævnt er der en specifik norm for grønne, umodne bananer. Der dispenseres dog, når de indføres til et godkendt bananmodneri, idet bananmodneriet så udfører importkontrollen.◄
For mange typer af frisk frugt og friske grøntsager er der krav om, at varepartiet derudover ledsages af et plantesundhedscertifikat. Se F.A.31.4 Planter og planteprodukter. ►For disse forsendelser kan den generelle norm kontrolleres i sammenhæng med plantesundhedskontrollen.◄
Eksport
Frisk frugt og friske grøntsager, der er omfattet af EU's særlige handelsnormer, kan kun udføres fra EU, hvis de opfylder disse normer. Der skal foreligge en kontrolattest på formular GA 133 fra Landbrugsstyrelsen, som dokumenterer dette. TRACES anvendes endnu ikke til eksport.
De 10 produktgrupper af frisk frugt og grønt, som er omfattet af særlige EU-handelsnormer er:
- Citrusfrugter
- Ferskner og nektariner
- Jordbær
- Kiwi
- Pærer
- Salat, inklusiv kruset og bredbladet endivie
- Spisedruer
- Sød peber
- Tomater
- Æbler
Landbrugsstyrelsen kan godkende eksportører til reduceret kontrolfrekvens, hvilket medfører, at virksomheden selv må udføre kontrollen og udfylde kontrolattesten. En godkendelse løber i tre år.
En del lande uden for EU kræver tillige et plantesundhedscertifikat for levende plantemateriale, der indføres fra et EU-land. Dette gælder også for frisk frugt og friske grøntsager. Det er eksportørens ansvar at sikre, at varepartiet ledsages af de plantesundhedscertifikater, som kræves af modtagerlandet. Plantesundhedscertifikater udstedes af Landbrugsstyrelsen efter anmodning og kontrol.
En eksportør skal anmelde sin varesending til Landbrugsstyrelsens nærmeste kontrolafdeling senest kl. 9.00 på dagen for eksporten, dog senest kl. 14:00 næstsidste hverdag før ekspeditionsdagen, såfremt kontrol ønskes foretaget lørdage, søndage og søgnehelligdage samt grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag; tidsfristen gælder for eksport, såvel som import. Ved anmeldelsen skal blanket GA 130 anvendes. Landbrugsstyrelsens kontrollører udfører kontrollen hos eksportøren og udfærdiger en kontrolattest på formular GA 133 til eksportøren. Denne kontrolattest skal forelægges Toldstyrelsen.