Indhold

Dette afsnit handler om ægtefællernes sammenblanding af aktiver, og sameje af aktiver, herunder udlæg der er omfattet af sameje. Afsnittet beskriver også kort ombytning og fornyelse af aktiver i ægteskabet.

Afsnittet indeholder:

  • Retningslinjer ved sammenblanding af aktiver
  • Sameje
  • Ejerforhold i forhold til det nyanskaffede aktiv
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Retningslinjer ved sammenblanding af aktiver

Ægtefæller vil ofte i det daglige ikke betragte aktiver som tilhørende den ene eller den anden af dem. Derfor vil aktiver, som et ægtepar anskaffer, af dem selv blive betragtet som anskaffet til og af familien og ikke til den ene eller den anden af ægtefællerne.

I forbindelse med udlægsforretninger kan restanceinddrivelsesmyndigheden udfordres af, at ægtefællerne ikke umiddelbart kan redegøre for, hvem af ægtefællerne der har anskaffet aktiverne og til hvilken af ægtefællernes bodel, aktiverne tilhører.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden skal vurdere ejerforholdet af aktiver, kan følgende retningslinjer danne grundlag for afgørelse af ejerforholdet:

  • Ægtefællernes forklaring lægges til grund, men det må tages i betragtning, at ægtefællerne har en fælles interesse i at undgå udlæg.
  • Ægtefællerne har bevisbyrden for ejerforholdet, og derfor har begge ægtefæller i denne situation oplysningspligt. Se i den forbindelse fx TfS 1995.11.VLR.
  • Der kan kræves dokumentation for ejerforholdet i form af kvittering eller kontrakt på erhvervelsen af aktivet, eventuelt suppleret med oplysninger om ægtefællernes indkomst- og formueforhold til bedømmelse af, om den påståede ejer har haft egne midler til erhvervelsen.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af ægtefællernes forklaringer og dokumentation vurderer, at ejerforholdet ikke er som påstået, kan sagen forelægges for den judicielle foged (fogedrettens foged), hvor ægtefællerne også har bevisbyrden. Det må dog tages i betragtning, at den judicielle foged som oftest lægger ægtefællernes forklaring til grund, hvis den virker troværdig, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden må kunne sandsynliggøre, at ejerforholdet er anderledes end anført af ægtefællerne.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden bestrider gyldigheden af en ægtepagt, har restanceinddrivelsesmyndigheden bevisbyrden for, at ægtepagten ikke er gyldig.

Sameje

Grundlæggende om sameje

Sameje betyder, at flere personer i fællesskab ejer et aktiv.

Sameje kan fx opstå ved:

  • aftale,
  • arv, eller
  • gave.

Ægtefæller kan aftale at erhverve et aktiv i sameje eller aftale, at et aktiv, som en af ægtefællerne allerede ejer, skal være sameje.

Domstolene er dog tilbageholdende med at statuere sameje mellem ægtefæller. Hvis det bevismæssigt er klart, hvem af parterne der har erhvervet aktivet, er det derfor sjældent, at domstolene accepterer, at der senere er opstået sameje. Se fx UfR 1994.497.VLR, UfR 1998.162.ØLR og UfR 1998.1237.ØLR, hvor domstolene i alle tre sager afviste at statuere sameje.

Udlæg i aktiver der er omfattet af sameje

Hvis der er tale om et reelt sameje, kan der foretages udlæg i den del af aktivet (bruttoanparten), der tilhører skyldnerægtefællen.

Hvis samejet er en fast ejendom, kan udlægget tinglyses i skyldnerens andel af ejendommen, og der er intet til hinder for, at andelen begæres solgt på tvangsauktion.

Er der derimod tale om sameje vedrørende løsøre, kan der næppe afholdes tvangsauktion over skyldnerens anpart af løsøret, da der ikke kan forventes interesserede købere til kun en del af et løsøreaktiv. I denne situation kan samejet, hvis der ikke kan opnås enighed med skyldnerens medejer

  • opsiges af udlægshaveren, hvis der er mulighed herfor eller
  • opløses ved dom, hvilket dog kræver et sagsanlæg.

Ejerforhold i forhold til nyanskaffede aktiver

Når aktiver, der er indbragt i eller anskaffet under ægteskabet, bliver slidt, vil de ofte skulle fornyes.

Der kan efter fornyelsen eller ombytningen af et aktiv opstå tvivl om, hvem det nyanskaffede aktiv tilhører.  I den situation må der tages udgangspunkt i,

    • hvem der ejede det ombyttede eller fornyede aktiv,
    • hvem der havde rådighed over det, og
    • om den pågældende økonomisk havde mulighed for at foretage fornyelsen eller ombytningen.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretten
 UfR 1998.1237.ØLR

Hustruen købte i 1982 en ejendom, som tjente til familiens bolig. I 1994 blev boligen solgt, og hustruen købte en ny ejendom, som tjente til familiens bolig. Midlerne til udbetalingen på den nye ejendom stammede fra salget af den første ejendom. 

Under en fogedsag mod manden, som var insolvent, fandt landsretten ikke, at der var grundlag for at statuere, at der var opstået sameje mellem ægtefællerne i relation til den nye ejendom. Retten lagde herved navnlig vægt på, at ejendommen siden erhvervelsen havde tjent som fælles bolig for ægteparret og deres mindreårige barn, at hustruen siden erhvervelsen havde haft indtægt i form af mellemste førtidspension suppleret med en mindre lønindkomst, og at det efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 2 påhviler begge ægtefæller at bidrage til familiens underhold. Uanset mandens betaling i et ikke ubetydeligt omfang af ydelser og udgifter vedrørende ejendommen var der ikke grundlag for at statuere, at der var opstået sameje om ejendommen.

Udlæg i ejendommen for mandens gæld blev derfor nægtet fremme.

  
 UfR 1998.162.ØLR

En begæring om udlæg i en fast ejendom, der ifølge tingbogen tilhørte skyldners ægtefælle, blev afvist, da retten ikke vurderede, at der forelå sameje.

At manden havde bidraget til betalingen af ydelser og udgifter vedrørende ejendommen fandtes ikke at medføre, at der var opstået sameje om ejendommen. I den forbindelse tillagde retten det vægt, at ejendommen i hele perioden havde tjent som fælles bolig for ægtefællerne, at hustruen i denne periode havde haft indtægter, og at det efter lov om ægteskabets retsvirkninger § 2 påhviler begge ægtefæller at bidrage til familiens underhold. 		  
 TfS 1995.11.VLR

Skattemyndighederne havde foretaget udlæg for mandens skyldige moms i en bil, som tilhørte manden. Denne påstod imidlertid, at udlægget skulle ophæves, da han henviste til, at bilen på udlægstidspunktet tilhørte hans hustru, der havde købt bilen. 

Landsretten udtalte, at manden og dennes ægtefælle havde været de nærmeste til at sikre sig bevis for, at købesummen var blevet erlagt af ægtefællen.

Da der ikke var ført bevis herfor, blev skattemyndighedernes udlæg opretholdt.

På baggrund af afgørelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at ægtefæller har bevisbyrden for samt oplysningspligt i forbindelse med fastlæggelse af ejerforholdet af aktiver, som søges udlagt af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder.
 UfR 1994.497.VLR  

Der var tale om en sag, hvor mandens kreditorer ønskede at gøre udlæg i bl.a. en fast ejendom, som tilhørte mandens ægtefælle.

Landsretten statuerede, at der ikke mellem ægtefællerne var opstået sameje om ejendommen i betragtning af den indtægt hustruen gennem årene har haft og efter det oplyste anvendt til betaling af ydelser på ejendommen.  Landsretten fandt dog, at der kunne foretages udlæg i en bil, som var erhvervet i hustruens navn på et tidspunkt, hvor det ikke fandtes dokumenteret, at hustruen har haft midler og indtjening til at kunne erhverve bilen. Der kunne derfor ikke foretages udlæg i nogen del af ejendommen for mandens gæld.