Beskatningsretten til en renteindtægt kan være fordelt mellem det land, som renten stammer fra (kildelandet), og det land, hvor fordringshaveren er hjemmehørende (bopælslandet). Se afsnit C.F.8.2.2.11.3 om beskatningsretten. Modeloverenskomsten indeholder derfor regler om, hvor en rente skal anses for at være opstået. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5.

En rente anses for at være opstået i det land, hvor skyldneren er hjemmehørende. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5, 1. punkt.

Hvis:

  • skyldneren har et fast driftssted i et af de lande, der er parter i DBO'en, og
  • den gældsfordring, som rentebetalingen vedrører, skal henføres til det faste driftssted, og
  • udgiften til rentebetalingen afholdes af det faste driftssted,

anses renten dog i stedet for at være opstået i det land, hvor det faste driftssted findes. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5, 2. punkt. Den sidste betingelse er nærmere omtalt i punkt 27 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11.

Disse betingelser gælder også, hvis foretagendet ikke selv har skattemæssigt hjemsted i et af de lande, der er parter i DBO'en. Se modeloverenskomstens artikel 11, stk. 5, 2. punkt  

Bemærk

Nogle danske DBO'er mangler dette stykke. Det er DBO'er, der ikke fordeler beskatningsretten til renteindkomst, men tildeler fordringshaverens bopælsland beskatningsretten alene. Se oversigten i afsnit C.F.8.2.2.11.3.2.

I DBO'er, der giver bopælslandet beskatningsretten alene, er der ikke noget behov for regler om, hvor renteindkomsten stammer fra. Modeloverenskomsten lægger derfor op til, at stk. 5 ikke skal medtages i disse DBO'er. Se punkt 31 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 11.

Se også

  • C.F.8.1.1 om begreberne kilde- og bopælsland
  • C.F.8.2.2.5 (artikel 5) om begrebet fast driftssted.