Indhold

Dette afsnit beskriver formålet med reglerne om rekonstruktion.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag for rekonstruktion
  • Formålet med rekonstruktion
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Lovgrundlag for rekonstruktion

Reglerne om rekonstruktion fremgår af konkurslovens afsnit I A og blev senest ændret ved Lov nr. 530 af 27/03/2021 om ændring af konkursloven, lov om Lønmodtagernes Garantifond og lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.

Formålet med rekonstruktion

Formålet med rekonstruktion er at forbedre midlertidigt insolvente, overlevelsesdygtige virksomheders muligheder for at blive videreført i stedet for at blive erklæret konkurs. Det altovervejende hovedområde og sigte for anvendelse af rekonstruktionsreglerne vil være selskaber, men fysiske personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, vil dog ikke være udelukket fra at anvende reglerne.

Lovforslaget er baseret på betænkning nr. 1512/2009 fra Konkursrådet, der ifølge sit kommissorium skulle overveje behovet for en lovændring med henblik på at fremme videreførelsen af insolvente eller insolvenstruede virksomheder, som er levedygtige, og samtidig varetage hensynet til fordringshavernes berettigede interesser.

Det fremgår af lovforslaget, at det har været en forudsætning for Konkursrådet, at mulighederne for en rekonstruktion af levedygtige virksomheder bør have deres afsæt i en fortsættelse af aktiviteterne i den midlertidigt insolvente virksomhed. Dette vil i almindelighed være en fordel for både skyldneren (virksomhedens ejerkreds) og dennes fordringshavere, men tjener også den videregående samfundsmæssige interesse, at en forbedring af mulighederne for at videreføre levedygtige virksomheder, vil kunne afspejle sig i investeringslysten og dermed blandt andet i antallet af arbejdspladser i Danmark.

Den seneste revidering af reglerne om rekonstruktion tager i lyset af covid-19 situationen sigte på at forbedre de lovgivningsmæssige rammer for videreførelse af levedygtige virksomheder, samtidig med at fordringshavernes retsstilling beskyttes.

Højesteret har i UfR 2018.3090 HK slået fast, at formålet med loven skal indgå i vurderingen af, hvorvidt rekonstruktionsforslaget kan stadfæstes. Et rekonstruktionsforslag, der ikke opfylder formålet, skal således ikke stadfæstes. Se også afsnit G.A.3.4.2.5 Gennemførelse af rekonstruktion.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

UfR 2018.3090 HK

Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse, der nægtede at stadfæste et vedtaget rekonstruktionsforslag. Rekonstruktionsforslaget tilgodeså næsten udelukkende skyldners interesse i at få slettet personlig gæld. Dette var ikke i overensstemmelse med rekonstruktionsreglernes formål.

Der var tale om en personlig skyldner, hvis gæld hovedsageligt stammede fra en personlig konkurs i 2012. Det vedtagne rekonstruktionsforslag indebar en dividende på 1,03% til kreditorerne.

En rekonstruktion skal også varetage kreditorernes fælles interesse, med et fortsat rimeligt hensyn til skyldner, men det er ikke et selvstændigt mål at forbedre skyldners økonomiske stilling.