►Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne om nedsættelse af forskelsbeløb for ejendomsværdiskat.
Afsnittet indeholder:
- Nedsættelse af forskelsbeløb for ejendomsværdiskat (ESL § 52)
Bemærk
Lån til stigning i ejendomsværdiskat for indkomståret 2025 opgøres efter de midlertidige bestemmelser i ejendomsskattelovens kapitel 11. Se afsnit C.H.4.8.15 for en nærmere gennemgang af lån til stigning i ejendomsværdiskat for 2025.
Se også
Se også afsnit C.H.4.8.2 Opgørelse af stigninger i ejendomsværdiskat
Nedsættelse af forskelsbeløb for ejendomsværdiskat (ESL § 52)
For ejendomme, som udlejes eller på anden måde ikke kan tjene til bolig for ejeren eller dennes husstand i hele indkomståret, jf. ESL § 15, stk. 2, nedsættes forskelsbeløbet for ejendomsværdiskat i § 47, stk. 2, forholdsmæssigt på forskudsopgørelsen.
En ejer, som i et indkomstår udlejer sin ejendom, vil dermed få nedsat sit opgjorte forskelsbeløb for ejendomsværdiskat forholdsmæssigt med den andel af året, som ejendommen udlejes. Tilsvarende nedsættes det opgjorte forskelsbeløb for ejendomsværdiskat forholdsmæssigt med den andel af året, som ejendommen af andre grunde ikke kan tjene til bolig for ejeren.
Ved forholdsmæssigt menes, at reduktionen af ejendomsværdiskatten for indkomståret efter ESL § 15, stk. 2, vil blive omregnet til en reduktionsfaktor opgjort som et pct.-tal, som vil blive anvendt til at nedsætte sammenligningsåret for ejendomsværdiskat.
Det betyder, at hvis ejendommen er udlejet i 3 måneder, hvilket svarer til 25 pct. af ejendomsværdiskatten for indkomstår, vil ejendomsværdiskatten for sammenligningsåret tilsvarende blive nedsat med 25 pct.
En nedsættelse af beløbet vil alene ske, hvis ejeren indmelder nedsættelsen på sin forskudsopgørelse.◄