Rubrik 1 - Anmelder

Skriv pensionsinstituttets navn, postadresse, telefonnummer og kontaktperson, hvor pensionsordningen er registreret på tidspunktet, når afgiftspligten indtræder. 

Rubrik 1 - Telefonnr

Skriv det direkte telefonnummer til pensionsinstituttets kontaktperson. 

Rubrik 2 - Modtager

Modtageren er Skattestyrelsen.

Rubrik 3 - cvr-nummer eller se-nummer

Skriv penge eller pensionsinstituttets cvr-nummer eller se-nummer. Det anvendte nummer skal være registreret i Erhvervsstyrelsen for indberetningspligt af pensionsbeskatningsafgift. 

Se-nummer kan også være fra et udenlandsk pensionsinstitut, som er godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 15 C.

Oprettelsesdato for udenlandske pensioner må ikke være før 1/1-2006.

Ved manglende indberetning eller ved fejl opsættes fejlnummer 3071 - se-nr. ukendt eller ikke korrekt.

Rubrik 3A - Ordningsnummer

Skriv det (i Danmark) godkendte ordningsnummer. Rubrikken er kun relevant for pensionsinstitutter, med hjemsted i et andet land inden for EU/EØS end Danmark, og som er godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 15 C. 

Oprettelsesdato for udenlandske pensioner må ikke være før 1. januar 2006. Ved fejl opsættes fejlnummer 3229 - Oprettelsesdato for udenlandske pensioner må ikke være før 1/1-2006.
 
Hvis det godkendte udenlandske pensionsinstitut ikke indberetter ordningsnummeret for pensionsordningen, opsættes fejlnummer 3254 - Udenlandsk selskab - ordningsnummer mangler. 

Rubrik 4 - Navn og adresse på den afgiftspligtige

Skriv ejerens navn og adresse.

Udfyldes kun, hvis der ikke er et personnummer på ejeren.

Er ejeren afgået ved døden, skal der skelnes mellem arvinger efter ejeren og personer, der er indsat som begunstigede i selve ordningen.

Hvis ejeren er afgået ved døden, skal der skrives "Dødsboet efter" og afdødes navn og seneste adresse

Begunstigede er udbetalingsberettigede og er selvstændige afgiftspligtige. Det står i pensionsbeskatningslovens § 38, stk. 1. Derfor skal der laves en afgiftsberegningen pr. begunstiget.

Rubrik 5 - Personnummer

Skriv ejerens personnummer som skal indeholde 10 cifre (numerisk). Ved dødsfald skal afdødes personnummer skrives - ikke arvingernes eller de begunstigedes personnumre.

Ved manglende indtastning eller ved fejl opsættes fejlnummer 3013 - CPRNR ikke korrekt eller mangler.

Hvis ejeren ikke har et cpr-nummer, skal blanketten sendes manuel ind til Skattestyrelsen via Kundeoverblik med emnet "Udbetaling af pension - PBL manuel".

Rubrik 6 - Police-/medlems-/kontonr

Skriv police-, medlems-, registrerings- eller kontonummeret.

Er der flere konti under samme ordning, skal de øvrige kontonumre anføres nederst på blanketten under "Øvrige bemærkninger".

Hvis det er en positiv ændring af tidligere afgivne angivelser, skal der i denne rubrik stå "RET" foran police-, medlems-, registrerings- eller kontonummeret.

Negative rettelser og anmodning om tilbagebetaling af afgift skal sendes særskilt til Skattestyrelsen via kundeoverblik med emnet "Tilbagebetaling af afgift".

Ved manglende indtastning eller ved fejl opsættes fejlnummer 3002 - Kontonr eller Policenr mangler.

Rubrik 7 - Oprettelsesdato (dd mm åååå)

Skriv ordningens oprettelsesdato som skal være valid og mindre end eller lig med dags dato.

  • Forsikringsordninger: Den dato, hvor den endelige aftale om ordningen er indgået. Den endelige aftale er først indgået, enten når aftalen mellem forsikringstager og pensionsinstitut er endeligt indgået, eller for arbejdsgiveradministrerede ordninger når aftalerne mellem forsikrede, forsikringstager og pensionsinstitut er endeligt indgået.
  • Bankordninger: Den dato, hvor den første indbetaling til ordningen er foretaget ifølge aftalen, der er indgået.
  • Overført ophævet ordning: Den oprindelige oprettelsesdato, hvis den ophævede ordning er overført fra en anden ordning.

Datoen skal altid være numerisk med formatet for datoen dd mm åååå.

Ved manglende indtastning eller ved fejl opsættes

  • Fejlnummer 3014 - Oprettelsesdato er ikke valid, eller
  • Fejlnummer 3016 - Oprettelsesdato er ikke mindre end eller lig med d.d.
Oprettelsesdato for udenlandske pensioner må ikke være før 1. januar 2006. Ved fejl opsættes fejlnummer 3229 - Oprettelsesdato for udenlandske pensioner må ikke være før 1/1-2006. 

Rubrik 8 - Udbetalingsdato (dd mm åååå)

Skriv den dato, hvor udbetalingen eller overførsel til ny aldersordning sker, hvor afgiftspligten indtræder som følge af alder eller, hvor kendskab til afgiftspligtens indtræden opnås. Afgiftspligten indtræder som hovedregel på udbetalingsdagen.

Datoen skal anføres numerisk med formatet dd mm åååå. Datoen skal være valid og være større end oprettelsesdatoen (rubrik 7) og større end 31.12.1988 og mindre end eller lig med dags dato plus 7 dage.

Ved manglende indtastning eller ved fejl opsættes en af følgende fejlnumre
  • Fejlnummer 3003 - Udbetalingsdato skal være større end oprettelsesdato.
  • Fejlnummer 3065 - Udbetalingsdato skal være større end 31/12-1988
  • Fejlnummer 3017 - Fejl i udbetalingsdato eller
  • Fejlnummer 3124 - Udbetalingsdato må ikke være større end d.d. plus 7 dage.

Disposition

Hvis afgiftspligten skyldes en disposition eller ændring i strid med pensionsbeskatningslovens regler, indtræder afgiftspligten den dag, hvor dispositionen eller ændringen er bindende aftalt (rubrik 10, tilfælde 21). Afgiften skal afregnes senest en måned efter at pensionsinstituttet har fået kendskab til dispositionen eller ændringen. I dette tilfælde anføres kendskabsdatoen.

Rubrik 9 - tilfælde 1 - Privattegnet ordning

Sæt kryds her, hvis ordningen er en privattegnet ordning.

Det er alene ordningens status ved afgiftspligtens indtræden, der er afgørende.

Rubrik 9 - tilfælde 2 - Arbejdsgiverordning

Sæt kryds her, hvis ordningen er en arbejdsgiveradministreret ordning.

Det er alene ordningens status ved afgiftspligtens indtræden, der er afgørende.

Hvis en ejer har flere ordninger, fx både har privattegnet- og arbejdsgiver ordning, skal ordningerne afregnes på separate blanketter.

Rubrik 10 - Afgiftspligt indtrådt

Sæt kryds i den relevante rubrik, uanset om ordningen er helt eller delvist ophævet.

Ophævelsesårsag skal være 01-11 eller 20-21 (inkl.).

I tilfælde 1 - 11 skal der afregnes 40 % i afgift og i tilfælde 20 - 21 skal der afregnes 52 % i afgift.

Ved fejl opsættes fejlnummer 3026 - Ophævelsesårsag mangler eller er forkert.

Rubrik 10 - tilfælde 6: Udbetaling efter ejerens død, jf. pensionsbeskatningslovens (PBL) § 25, stk.1, nr. 6.

Sæt kryds her, når der sker udbetaling efter ejerens død.

Ved fejl opsættes fejlnummer 3005 - Personen er ikke død.

Rubrik 10 - tilfælde 8: Udbetaling til frasepareret eller fraskilt ægtefælle og denne ikke er indtrådt som ejer, jf. PBL § 25, stk. 1, nr. 8

Sæt kryds her, når der sker udbetaling i overensstemmelse med udbetalingsvilkårene af udloddet del af opsparing i pensionsøjemed til en frasepareret eller fraskilt ægtefælle efter pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2, og denne ikke er indtrådt som ejer.

Rubrik 10 - tilfælde 9: Udbetaling efter overgangsreglerne i PBL, jf. lovens § 27, stk. 1, nr. 1, 3 og 5

Overgangsreglerne i PBL § 27, stk. 1, nr. 1 og 3 for ordninger oprettet før 1972.

Ad nr. 1: Arbejdsforholdet først ophørt efter det fyldte 70. år. 

Ad nr. 3: Arbejdstager fratrådt sin stilling hos den pågældende arbejdsgiver inden det fyldte 60. år.

Rubrik 10 - tilfælde 11: Overførsel til ny aldersordning, jf. PBL § 25, stk. 1, nr. 9

Gælder fra og med 2013.

Sæt kryds her, hvis afgiftspligten indtræder som følge af overførsel til en ny aldersopsparing eller aldersforsikring jf. § 25, stk. 1, nr. 9.

Rubrik 10 - tilfælde 20: Udbetaling ved ophævet ordning i utide

Sæt kryds her, hvis pensionsordningen ophæves i utide og ikke er omfattet af de øvrige tilfælde. 

Rubrik 10 - tilfælde 21: Disposition over ordningen, som nævnt i PBL § 30, stk. 1 og 7, eller ændringer som nævnt i § 31

Som eksempler på disposition kan nævnes overdragelse eller belåning af ordningen. Ændring kan fx være indsættelse af en begunstiget, der ikke opfylder lovens krav.

Rubrik 11-17 - Værdiopgørelse

Rubrik A til G skal udfyldes med værdierne på tidspunktet, hvor afgiftspligten er indtrådt.

Hvis ordningen ophæves delvist, anvendes et LIFO-princip. Indbetalinger, der er foretaget sidst, og den seneste værditilvækst heraf, skal udbetales først.

Tidligere udbetalinger fra ordningen skal fratrækkes i angivne værdier.

Ophævelsesårsag skal være 01-11 eller 20-21 inkl. Ved fejl opsættes fejlnummer 3026 - Ophævelsesårsag mangler eller er forkert.

Rubrik 11 - (A) - Ordningens samlede bruttoværdi

Angiv kontoens/kontienes afgiftspligtige værdi, der opgøres inkl. renter og anden værditilvækst ved afgiftspligtens indtræden.

Ordningens bruttoværdi skal være numerisk og større end 0.

Ved fejl opsættes fejlnummer 3036 - Ordningens bruttoværdi skal være numerisk og større end nul.

Rubrik 12 - (B) - Afgiftspligtig værdi

Fuld ophævet

Angiv ordningens afgiftspligtige værdi, dvs. A "Ordningens samlede værdi".

Delvist ophævet

Angiv det faktisk hævede beløb. Er det afgiftspligtige beløb lavere end 100,- kr., skal der ikke betales afgift.

Den afgiftspligtige værdi er ordningens værdi efter pensionsafkastskatten er endelig opgjort og fratrukket ordningen (Positiv PAL) eller tillagt ordningen (Negativ PAL).

Ordningens værdi skal altid være større end 0. Ellers opsættes fejlnummer 3028 - Afgiftspligtig beløb skal være større end nul.

Afgiftspligtig værdi skal være mindre end eller lig med Ordningens bruttoværdi (rubrik 11). Ved fejl opsættes fejlnummer 3019 - Afgiftspligtig værdi må ikke være større end Ordningens bruttoværdi.

Hvis Afgiftspligtig værdi er mindre end Ordningens bruttoværdi (delvis ophævelse) og år i Udbetalingsdato er mindre end 2004 og Ophævelsesårsag er mindre end "20" opsættes fejlnummer 3025 - 40% afgift ved delvis ophævelse er ikke tilladt før 2004.

Hvis Afgiftspligtig værdi er mindre end Ordningens bruttoværdi (delvis ophævelse) og Ophævelsesårsag er lig med 6 eller 7 (død eller 70 år) opsættes fejlnummer 3117 - Ved Ophævelsesårsag 6 eller 7 må der ikke ophæves delvist.

Rubrik 13 - (C) - Værdi den 31. december 1979
Ordninger oprettet før 1. januar 1980

Rubrikken skal kun udfyldes i de tilfælde, hvor ejeren ikke var tilkendt førtidspension eller var fyldt 60 år den 31. december 1979.

Rubrikken skal altid udfyldes i tilfælde af afgiftspligt, med værdien opgjort den 31. december 1979 af hensyn til de afgiftsmæssige overgangsregler. 

Kontoens værdi den 31. december 1979, skal opgøres med værdipapirer til kursværdi den 31. december 1979. Hvis værdien i rubrik 13 (C) er større end værdien i rubrik 11 (A) ved ophævelsen, skal værdien fra rubrik 11 (A) udfyldes i rubrik 13(C).

Værdien skal, når den er indtastet, være numerisk og større end eller lig med 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3129 - Værdi pr. 31/12/1979 skal være numerisk og større end eller lig med 0.

Hvis Oprettelsesdato (Rubrik 7) er før 1. januar 1980 skal værdien pr. 31. december 1979 være indberette. Ved fejl opsættes fejlnummer 3075 - Værdi pr. 31/12-1979 skal indberettes.

Hvis Oprettelsesdato (Rubrik 7) er efter 31. december 1979, skal værdien være nul i rubrikken for værdien i rubrik 13 (C). Ved fejl opsættes fejlnummer 3076 - Værdi pr. 31/12-1979 må kun indberettes som 0.

Rubrik 14 - (D) - Arbejdstagers bidrag før 1. januar 1972

Angiv den del af værdien i rubrik 13 (C), der vedrører arbejdstagerens egne bidrag før 1. januar 1972 inkl. renter og anden værditilvækst opgjort den 31. december 1979.

Beløbet skal, når det er indtastet, være numerisk og større end eller lig med 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3130 - Hidrører fra bidrag før 1972 skal være numerisk og større end eller lig med nul.

Hvis ordninger er oprettet efter den 31. december 1971, skal beløbet være blankt eller 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3064 - Hidrører fra bidrag før 1972 må ikke indberettes.

Hvis beløbet, når det er indberettet, er mindre end eller lig med Værdi den 31. december 1979 (rubrik 13) opsættes fejlnummer 3077 - Angiv Hidr. fra bidrag før 1972 mindre eller lig Værdi pr. 31/12-1979.

Ordninger oprettet før 1. januar 1958

Hvis pensionsinstituttet ikke har de nødvendige oplysninger om, hvor stor en del af kontienes indestående pr. 31. december 1971, der er arbejdstagerens egne bidrag, kan halvdelen af kontienes indestående på dette tidspunkt betragtes som arbejdstagerens egne bidrag.

Ordninger oprettet før 1. januar 1958 - forsikringsordning

Angiv værdien inkl. renter og anden værditilvækst frem til 31. december 1979 af indbetalinger før 1. januar 1972 og indbetalinger efter denne dato og frem til 31. december 1979 i det omfang, der ikke er sket en stigning af forsikringsydelserne på grund af ændring af præmie eller kapitalindskud. Værdien skal ikke tillægges, hvis en bonus er anvendt til at opskrive forsikringen, og dette fremgår af forsikringsaftalen før 1. januar 1972.

Ordninger oprettet før 1. januar 1958 - bankordning

Angiv værdien inkl. renter og anden værditilvækst frem til 31. december 1979 af indbetalinger før 1. januar 1972, og indbetalinger efter denne dato og frem til 31. december 1979, hvis indbetalingerne, efter 1. januar 1972, ikke oversteg det største beløb, der blev indbetalt som løbende bidrag i et af indkomstårene 1969 til 1971.

Rubrik 15 - (E) - Tilvækst på værdien i D efter 31. december 1979

Angiv kun værdien for de tilfælde, hvor ejeren ikke var tilkendt førtidspension eller var fyldt 60 år den 31. december 1979.

Angiv renter og anden værditilvækst efter 31. december 1979 af arbejdstagerens egne bidrag før 1. januar 1972 og frem til tidspunktet, hvor afgiftspligten indtræder.

Anvend rentesats 14,91 procent ved opgørelsen af renter af arbejdstagerens egne bidrag i perioden fra 31. december 1971 til 31. december 1979. Rentesatsen svarer til gennemsnittet for denne periode af Københavns Fondsbørs totale obligationsgennemsnit ultimo de enkelte år.

Beløbet skal, når det er indtastet, være numerisk og større end eller lig med 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3131 - Tilvækst efter 31/12-1979 skal være numerisk og større end eller lig med 0.

Hvis beløbet hidrører fra bidrag før 1972 (rubrik 14), som er blank eller nul, skal beløbet også være blankt eller nul. Ved fejl opsættes fejlnummer 3031 - Hidr. fra bidrag før 1972 og Tilvækst efter 31/12-1979 må ikke være større end nul.

Hvis beløbet, som hidrører fra bidrag før 1972 (rubrik 14) er større end nul, skal beløbet være større end eller lig med nul. Ved fejl opsættes fejlnummer 3078 Hidr. fra bidrag før 1972 og Tilvækst efter 31/12-1979 skal være større end nul.

Rubrik 16 - (F) - Oprindelig kap. Forsikring hidrørende fra indbetalinger før 1972
Tilfælde 20 og 21:

Hvis forsikringsordningen er oprettet før 1. januar 1972, angiv den del af indbetalinger foretaget før 1. januar 1972 inkl. værditilvæksten til og med 31. december 1979.

Der skal udfyldes 2 blanketter ved afgiftsberegningen, hvis en oprindelig kapitalforsikring og en oprindelig kapitalopsparing er blevet lagt sammen ved overførsel, når mindst en af ordningerne er oprettet før 1. januar 1972. Den ene blanket skal udfyldes med den overførte ordning, mens den anden blanket udfyldes med den oprindelige ordning og tilvæksten efter sammenlægningen.

Hvis oprettelsesdatoen (Rubrik 7) er større end 31. december 1971 skal beløbet være lig med blank eller nul. Ved fejl opsættes fejlnummer 3080 - Hidr. Fra indbet. Før 1972 må ikke indberettes.

Hvis oprettelsesdato (rubrik 7) er mindre end 1. januar 1972 skal beløbet, hvis det er indberettet, være numerisk og større end eller lig med 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3132 - Hidr. Fra indbet. Før 1972 skal være numerisk og større end eller lig med 0.

Hvis ophævelsesårsagen (rubrik 10) er større end 19 skal beløbet, hvis det er indberettet, være mindre end eller lig med værdien den 31. december 1979 (rubrik 13) og være større end eller lig med hidrørende fra bidrag før 1972 (rubrik 14). Ved fejl opsættes fejlnummer 3081 - Indbet. blb. skal være mindre end Værdi pr. 31/12-1979 og større end hidrørende fra bidrag før 1972.

Rubrik 17 - (G) - Oprindelig kap. Opsparing Arbejdstagerbidrag før 1972 udover 350 kr. årligt

Tilfælde 20 og 21 

Hvis der er tale om en bankordning oprettet før den 1. januar 1972, angiv summen af den del af arbejdstagerens egne bidrag, som overstiger 350 kr. pr. år i tiden før 1. januar 1972.

Er ordningen ikke oprettet ved begyndelsen af året, skal der for oprettelsesåret ske reduktion af de 350 kr. således

Antal måneder ordningen har eksisteret x 350 kr. / 12 måneder. 

Beløbet skal, hvis det er indberettet, være numerisk og større end eller lig med 0, ellers opsættes fejl 3133 - Arb. Bidrag før 1972 er større end 350 skal være numerisk og større end eller lig med 0.

Hvis Oprettelsesdatoen (Rubrik 7) er efter den 31. december 1971, skal beløbet være blankt eller 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3134 - Arb.bidrag før 1972 større end 350 må ikke indberettes.

Hvis beløbet er udfyldt og større end Værdien den 31. december 1979 opsættes fejlnummer 3077 - Angiv Arb.bidrag før 1972 større end 350 mindre end Værdi pr. 31/12-1979.

Kun et af felterne Arb.bidrag før 1972 (rubrik 17) udover 350 kr. årligt eller Hidr. fra indbet. før 1972 (rubrik 16) må være indberettet større end 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3079 - Kun et af beløbene Hidr. fra indbet. før 1972 og Arb.bidrag før 1972 må indberettes.

Rubrik 17A - (H) - Afgiftsfri værdi, der deludbetales

Angiv det faktisk hævede afgiftsfrie beløb, som deludbetales. 

Beløbet skal, hvis det er udfyldt, være numerisk og større end eller lig med 0. Ved fejl opsættes fejlnummer 3314 - Deludbetaling skal være numerisk og må ikke være mindre end 0.  

Den afgiftsfrie deludbetaling må ikke overstige den samlede afgiftspligtige værdi. Ved fejl opsættes fejlnummer 3315 - Afgiftsfri deludbetaling må ikke overstige samlet værdi. 

Feltet er alene et oplysningsfelt og kontrolfelt, og bruges af Skattestyrelsen til udsøgninger i kontrolarbejde. De øvrige felter i rubrik 18 - 22 skal udfyldes efter de almindelige beregninger af den afgiftspligtige størrelse.  Hvis der kun udbetales en afgiftsfri værdi, skal der anføres 0.

Hvis deludbetalingen bliver foretaget fra og med det femte indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, anses deludbetalingen fortrinsvis at hidrøre fra den afgiftspligtige del af ordningen.

Hvis deludbetalingen bliver foretaget indtil det femte år før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, anses deludbetalingen fortrinsvis at hidrøre fra den afgiftsfrie del af ordningen.

Deludbetalinger fra kapitalpensioner anses fortrinsvis at hidrøre fra den afgiftsfrie del af ordningen uanset pensionsopsparerens alder.

Rubrik 18-22 - Afgiftsberegning

Inden der afregnes afgift, nedrundes den afgiftspligtige værdi til det nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.

Rubrik 18 - 40 procent

Tilfælde 1-10 - Fra 2013 Tilfælde 1-11

Her anføres 40 procent af den afgiftspligtige værdi (B), dog højst af A-C-E (Ordningens værdi - Værdi den 31. december 1979 - Tilvæksten på D efter 31. december 1979).

Indgår der en LD-opsparing (Lønmodtagernes Dyrtidsfond) overført før 14. august 2012, skal den afgiftsberigtiges med 40 procent. Blanket 07.050 (P31) skal bruges til lønmodtagerdelen (skriv LD i bemærkningsfeltet).

Rubrik 19 - 25 procent

Tilfælde 1-10 - Fra 2013 Tilfælde 1-11

Hvis den afgiftspligtige værdi (B) er større end A-C-E (Ordningens værdi - Værdi den 31. december 1979 - Tilvæksten på D efter 31.december 1979) beregnes 25 procent af den afgiftspligtige værdi (B) - (A-C-E), dog højst af C-D (Værdi per. 31.december 1979 - Værdi hidrørende fra arbejdstagers bidrag før 1972).

Rubrik 20

Tilfælde 20-21 - Forsikringsordning

Her anføres følgende procent satser for de nævnte indkomstår.

2012

60 procent af den afgiftspligtige værdi (B), dog højst af A-E-F (Ordningens samlede værdi - tilvæksten på D efter 31.december 1979 - oprindelig kap forsikring hidrørende fra indbetalinger før 1972).

2013, 2014 og 2015

49,84 procent af den afgiftspligtige værdi (B) dog højst af A-E-F. Ordningens samlede værdi - tilvæksten på D efter 31.december 1979 - oprindelig kap forsikring hidrørende fra indbetalinger før 1972).

Fra 2016

52 procent af (B) dog højst af A-E-F. (Ordningens samlede værdi - tilvæksten på D efter 31. december 1979 - oprindelig kap forsikring hidrørende fra indbetalinger før 1972).

Rubrik 21

Hvis den afgiftspligtige værdi (B) er større end A-E-F, anføres her 25 procent af B-(A-E-F) (Ordningens samlede værdi - tilvæksten på D efter 31. december 1979 - oprindelig kap forsikring. Hidrørende fra indbetalinger før 1972), dog højst af F-D (Oprindelig kap forsikring. Hidrørende  fra indbetalinger før 1972 - Hidrørende fra arbejdstagers bidrag før 1972).

Rubrik 22

Tilfælde 20-21 - Bankordninger

Her anføres følgende procent satser for de nævnte indkomstår.

2012

60 procent af den afgiftspligtige værdi (B), dog højst af A-G (Ordningens samlede værdi - Oprindelig kap. Opsparing. Arbejdstagerbidrag fra indbetalinger udover 350 kr. årligt).

2013, 2014 og 2015

49,84 procent af den afgiftspligtige værdi (B) dog højst af A-G (Ordningens samlede værdi - Oprindelig kap. Opsparing. Arbejdstagerbidrag fra indbetalinger udover 350 kr. årligt).

Fra 2016

52 procent af den afgiftspligtige værdi (B) dog højst af A-G (Ordningens samlede værdi - Oprindelig kap. Opsparing. Arbejdstagerbidrag fra indbetalinger udover 350 kr. årligt).

Rubrik 23

Her anføres summen af afgiftsbeløbene fra rubrikkerne 18 og 19 eller 20 og 21 (forsikringsordning) hhv. afgiftsbeløbet i rubrik 22 (bankordning).

Afgiftsberegninger foretages med ørebeløb. Summen i Rubrik 23 nedrundes til nærmeste hele kronebeløb. 

Beløbet skal være indberettet større end eller lig med nul. Ved fejl opsættes fejlnummer 3020 - Beløb til afregning skal være større end eller lig med nul.

Rubrik 24

Rubrikken skal kun udfyldes i de tilfælde, hvor den tidligere fremsendte afgiftsblanket har været mangelfuld eller fejlagtig. Når det sker, skal datoen for udbetalingen af ordningen oplyses. Det skal også oplyses, hvor meget afgift der er afregnet på den tidligere fremsendte blanket.  

Ved manglende indtastning eller ved fejl opsættes fejlnummer 3004 - Ordningstype skal være indberettet som 1 eller 2.