►Fra 1. juli 2021 skal der betales moms ved køb af alle varer uanset værdi i lande uden for EU. Samtidig er indført et krav om, at alle varer, uanset værdi, skal angives elektronisk.

For de fleste varer af ringe værdi og visse gaver er indført en mulighed for, at toldangivelse kan ske ved afgivelse af færre oplysninger end i en standardtoldangivelse.

Den særlige toldangivelse for varer af ringe værdi og visse gaver benævnes H7-toldangivelsen.

H7-toldangivelsen kan som udgangspunkt anvendes i forbindelse med angivelse af:

  • Varer af ringe værdi fritaget for told, der sendes direkte fra et tredjeland til en modtager i EU. Ved varer af ringe værdi forstås varer, hvis egenværdi ikke overstiger 150 EUR. Alkoholholdige varer, parfume og toiletvand samt tobak og tobaksvarer kan dog ikke angives ved en H7-toldangivelse.
  • Gaver, hvis værdi ikke overstiger 45 EUR, fra en privatperson i et tredjeland til en privatperson i EU. For gaver bestående af tobaksvarer, alkohol og alkoholholdige drikkevarer, parfume eller toiletvand dog kun inden for de mængdemæssige begrænsninger for toldfritagelsen.

Se art. 143a, stk. 1 i DF samt art. 23 -24 og art. 25 - 27 i forordning 1186/2009 om en fællesskabsordning vedrørende fritagelse for import- og eksportafgifter.

H7-toldangivelsen kan dog ikke anvendes i forbindelse med angivelse af:

  • Varer omfattet af forbud og restriktioner.
  • Varer, der angives til fri omsætning i ét EU-land, men som er bestemt til et andet EU-land (procedurekode 4200 - varer i fri omsætning, men ikke i frit forbrug).
  • Varer, der i forbindelse med reimport angives til fri omsætning i ét EU-land, men som er bestemt til et andet EU-land (procedurekode 6300).

De væsentligste oplysninger, der skal afgives i forbindelse med en H7-toldangivelse er:

  • Afsender af varerne
  • Modtager af varerne
  • Klarerer - evt. repræsentant
  • Vareposter
  • Antal kolli (pakker)
  • Bruttovægt
  • Varebeskrivelse
  • Varekode
  • Statistisk værdi
  • Fragtomkostninger
  • Procedurekode
  • Reference til summarisk indpassageangivelse
  • Varernes placering

Se datakravstabellen for import i kapitel 3, afdeling 11 i bilag B til DF.◄