Den generelle omgåelsesklausul finder som udgangspunkt alene anvendelse på juridiske personer. Omgåelsesklausulen finder imidlertid også anvendelse i de tilfælde, hvor et arrangement eller en serie af arrangementer mellem et selskab omfattet af omgåelsesklausulens anvendelsesområde og en fysisk person omfattet af KSL § 1 eller 2 eller et dødsbo efter DSL § 1, stk. 2, ikke anses for at være reelt. Se LL § 3, stk. 4.
Dette medfører, at hvis der f.eks. ses bort fra et arrangement, hvor et beløb, der tilkom aktionærerne i et selskab, ikke skulle bedømmes som en skattefri afståelsesavance, men skattemæssigt skulle anses for udbytte, vil konsekvensen være, at det modtagne beløb vil skulle behandles som udbytte for alle aktionærerne - hvad enten den enkelte aktionær er et selskab eller en fysisk person.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Skatterådet |
| SKM2019.232.SR | Spørger var dansk, men havde boet i X-land i mange år. Spørger flyttede nu tilbage til Danmark med sin familie og ønskede at fortsætte sine erhvervsaktiviteter gennem et dansk anpartsselskab. Spørger ønskede derfor at gennemføre en skattepligtig ombytning af kapitalandele i sit helejede x-landske selskab med anparter i et nystiftet dansk holdingselskab. I forbindelse med ombytningen modtog spørger vederlag delvist i anparter, delvist i kontanter (kortfristet lån) eller ved udstedelse af et gældsbrev. Spørger opnåede ved den påtænkte disposition dels vederlæggelse med anparter, dels et betydeligt kontantvederlag. Skatterådet bekræftede, at hele vederlaget skulle beskattes som aktieavance. Da spørgers anskaffelsessum på aktierne svarede til handelsværdien på tilflytningstidspunktet, blev der ingen - eller i hvert fald kun en meget begrænset - avance at beskatte. Skatterådets besvarelse indebar, at hverken selskabsskattelovens § 2 D eller ligningslovens § 3 fandt anvendelse. Skatterådet fandt heller ikke, at domstolspraksis om tilsidesættelse kunne finde anvendelse i den konkrete sag. | Vedrører LL § 3, stk. 4. |