For at en vare kan komme ind til præferencetold (nedsat told) ved import i EU eller aftalelandet, er det nødvendigt at finde ud af, hvor varen har oprindelse. Varen skal opfylde ét af de to betingelser for at få oprindelse. Den skal enten være:

  • Fuldt ud fremstillet eller

  • Tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet.

Fuldt ud fremstillet

En vare som er fuldt ud fremstillet består hovedsageligt af produkter eller materialer fra naturen. Den må derfor ikke indeholde importerede dele eller materialer uden oprindelse. Hvilke produkter som kan betegnes som fuldt ud fremstillet, vil fremgå af de enkelte frihandelsaftalers oprindelsesprotokoller. Nedenfor er der som eksempel, indsat et udsnit fra DF art. 44, om betingelserne for hvornår et produkt er fuldt ud fremstillet i aftalelandet. Der henvises til DF art. 44 for den udtømmende liste.

Art. 44, stk. 1

Artiklen omfatter bl.a.

Litra a:

Mineralske produkter, som er udvundet af dets jord eller havbund

Litra b:

Planter og vegetabilske produkter, der er høstet eller dyrket dér

Litra c:

Levende dyr, som er født og opdrættet dér

Litra h:

Produkter fra havfiskeri og andre produkter fra havet, som er optaget af dets fartøjer udenfor noget søterritorium

Litra i:

Produkter, som er fremstillet på dets fabriksskibe udelukkende på grundlag af de i litra h) nævnte produkter

Tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet

Hvis et produkt ikke kan opnå oprindelse ved at være "fuldt ud fremstillet", kan det eventuelt opnå oprindelse ved at blive "tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet" i udførselslandet og derved komme ind til præferencetold i indførselslandet. Reglen "tilstrækkeligt bearbejdet eller forarbejdet" betyder, at et produkt skal undergå nogle processer, der vil fremgå af Listeregler/de produktspecifikke regler (PSR) (i nogle handelsaftaler hedder det listeregler og i andre handelsaftaler hedder det PSR) til den enkelte handelsaftale. Listereglerne eller PSR vil fremgå af et bilag til oprindelsesprotokollen og vil blive beskrevet i afsnit F.A.9.6.2