Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, hvordan tilbagebetalingen foregår.

Afsnittet indeholder:

  • Opgørelse af tilbagebetalingsbeløb
  • Anmodning om tilbagebetaling
  • Udbetaling
  • Regulering af udbetalingsbeløbet.
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Opgørelse af tilbagebetalingsbeløb

Der skal foretages en opgørelse af tilbagebetalingsbeløb, dvs. det beløb, som virksomheden kan opnå godtgørelse for, for en kalendermåned ad gangen. Se BEK nr. 1437 af 5. december 2017, § 2.

Det er alene beløb, som indgår i afgiftsopgørelsen hos den registrerede virksomhed, som kan indgå i anmodningen om tilbagebetaling.

Eksempel

Se SKM2004.178.ØLR, hvor Landsretten udtalte, at der ikke kan kræves tilbagebetaling af beløb til dækning af afgifter, der endnu ikke er pålignet den registrerede naturgasleverandør i henhold til (natur) GASAL § 6, stk. 1.

Opgørelsen skal

  • indeholde beløb pr. energiafgifts art
  • være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse
  • kunne dokumenteres på samme måde, som ved godtgørelse via momsangivelsen.

Se BEK nr. 1437 af 5. december 2017, § 2, stk. 3.

Se også

  • E.A.4.6 om godtgørelse for energiafgifter og CO2-afgift
  • E.A.1 om generelt om punktafgifter.

Anmodning om tilbagebetaling

Anmodning om tilbagebetaling sker på blanket 23.001. Blanketten findes på Skatteforvaltningens hjemmeside www.skat.dk.

Der er mulighed for at indberette elektronisk ved hjælp af TastSelv Erhverv.

Hvis beløbet udgør mindst 5.000 kr., kan virksomheden umiddelbart efter månedens udløb anmode om tilbagebetaling af afgift.

Hvis det månedlige beløb er mindre end 5.000 kr., må virksomheden vente med at sende en anmodning om tilbagebetaling, indtil yderligere èn eller flere måneders energiafgifts- og CO2-afgiftsbeløb tilsammen udgør mindst 5.000 kr. Se FREMTBL § 2, stk. 3.

Udbetaling

Udbetaling efter lov om fremskyndet tilbagebetaling kan kun ske, hvis virksomheden har opfyldt sine angivelses- og betalingsforpligtelser efter momsloven for tidligere afgiftsperioder. Se FREMTBL § 3, stk. 5.

Udbetalingen sker senest 3 uger efter, at Skattestyrelsen har modtaget anmodningen. Hvis Skattestyrelsen ikke kan foretage kontrol af anmodningen på grund af virksomhedens forhold (fx ferielukning eller bortrejse), afbrydes fristen indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol. Se § 3 i BEK nr. 1437 af 5. december 2017.

Skattestyrelsen har også ret til at modregne ethvert krav som statskassen måtte have på virksomheden. Se FREMTBL § 3, stk. 2.

Regulering af udbetalingsbeløbet

Det kan hænde, at en virksomhed har fået for meget udbetalt i fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter m.v., fordi virksomheden eksempelvis ikke længere opfylder betingelserne for optagelse i ordningen. Se mere i afsnit E.A.4.7.2 om betingelserne for fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter.

Beløbet skal i sådanne tilfælde tilbagebetales senest 14 dage efter påkrav. Se FREMTBL § 3, stk. 3.

Se også

Afsnit A.C.2.5 om kontrolbestemmelser - punktafgifter.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Yderligere kommentarer
Landsretsdomme

SKM2004.178.ØLR

Nogle erhvervsgartnerier havde stiftet et fælles indkøbsselskab, som udstedte fakturaer vedrørende naturgas - inklusiv afgifter - på et tidspunkt, hvor gartnerierne endnu ikke havde fået gassen leveret fra forsyningsselskabet Naturgas Fyn, som var den registrerede leverandør i henhold til naturgasafgiftsloven. Pligt til at indbetale afgift af naturgas opstår i henhold til naturgasafgiftsloven på det tidspunkt, hvor den registrerede leverandør udsteder faktura vedrørende en afgiftspligtig mængde gas, og spørgsmålet i sagen var, om den godtgørelse af naturgasafgift, som forbrugeren af gassen - i nærværende tilfælde erhvervs-gartnerierne - havde krav på i henhold til loven, kunne kræves udbetalt fra ToldSkat på tidspunktet for betaling af fakturaen til indkøbsselskabet.

Landsretten gav ministeriet medhold i, at der ikke kan kræves tilbagebetaling.