Bestemmelsen om fritagelse for moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU i ML § 36 har følgende ordlyd:

"§ 36. Indførsel af varer fra steder uden for EU er fritaget for afgift

1) når der er toldfrihed ved midlertidig indførsel eller toldfrihed for proviant mv., der medbringes af skibe og fly ved ankomst til steder uden for EU, eller når der ikke opstår toldskyld, fordi varen er tilintetgjort eller overgivet til staten, eller der indrømmes toldfrihed for returvarer. Der skal ved midlertidig indførsel stilles sikkerhed for afgiften på samme måde og under samme betingelser som fastsat for toldfrihed ved midlertidig indførsel. Registrerede virksomheder med fuld fradragsret efter § 37, godtgørelsesberettigede virksomheder efter § 45 og offentlige institutioner skal dog ikke stille sikkerhed,

2) i overensstemmelse med EU's regler om afgiftsfrihed ved indførsel. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af afgiftsfriheden,

3) når varens samlede værdi ved erhvervsmæssige forsendelser ikke overstiger 80 kr. Afgiftsfritagelsen omfatter ikke alkoholholdige varer, parfume og toiletvand, tobak og tobaksvarer. Afgiftsfritagelsen i forbindelse med postordresalg omfatter ikke dansksprogede magasiner, tidsskrifter og lign., der sendes til Danmark fra lande uden for EU, samt magasiner, tidsskrifter og lign., der efter trykning i et EU-land sendes ud af EU for derfra at blive sendt til Danmark. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af afgiftsfriheden,

4) når tilsvarende leverancer her i landet af sådanne varer foretaget af virksomheder ville være fritaget for afgift,

5) når varen af importøren leveres videre til et andet EU-land og denne levering er fritaget for afgift efter § 34, stk. 1, nr. 1-4, eller

6) når der er tale om indførsel af gas gennem et naturgassystem eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, eller fra et gastankskib i et naturgassystem eller et opstrømsrørledningsnet, af elektricitet eller af varme eller kulde via varme- eller kuldenet.

Stk. 2. Ydelser i forbindelse med indførsel af varer fra steder udenfor EU er fritaget for afgift, når ydelsens værdi indgår i afgiftsgrundlaget efter § 32, stk. 1.

Stk. 3. Der er i samme omfang og under samme betingelser, som er fastsat for toldfrihed, afgiftsfrihed for varer til fremmede staters herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og dertil knyttede personer med diplomatiske rettigheder. Der er endvidere afgiftsfrihed for indførsel af varer, som foretages af EU, Det Europæiske Atomenergifællesskab, Den Europæiske Centralbank eller Den Europæiske Investeringsbank eller af de organer oprettet af EU, for hvilke protokollen af 8. april 1965 om De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter finder anvendelse, inden for de grænser og på de betingelser, der er fastsat ved nævnte protokol og ved aftaler om gennemførelse af denne eller ved aftaler om hjemsted, navnlig for så vidt dette ikke medfører konkurrenceforvridning. Afgiftsfriheden omfatter også indførsel af varer, som foretages af andre internationale organisationer end de i 2. pkt. nævnte, i det omfang de er anerkendt som sådanne af de offentlige myndigheder i EU-landet, der er værtsland for disse internationale organisationer eller af medlemmer af disse organisationer inden for de grænser og på de betingelser, der er fastsat ved internationale konventioner om oprettelse af disse organisationer eller ved aftaler om hjemsted.

Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen meddeler med henblik på opfyldelse af traktatlige forpligtelser afgiftsfrihed for indførsel fra steder uden for EU af

1) varer, der er betalt af midler stillet til rådighed af De forenede Staters regering som led i det fælles forsvar,

2) materiel, der oplægges midlertidigt i depoter her i landet af udenlandske NATO-magter efter aftale med den danske regering

3) materiel og udstyr i forbindelse med gennemførelsen af arbejder under NATO's fællesfinansierede infrastrukturprogram.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for oplysningskrav, der skal opfyldes for at opnå afgiftsfritagelse efter stk. 1, nr. 5."

xMomsbekendtgørelsenx

Den bemyndigelse, som i ML § 36, stk. 1, nr. 2 er givet skatteministeren til at fastsætte nærmere regler for gennemførelse af momsfrihed ved indførsel, er udnyttet i kapitel 2 i momsbekendtgørelsen. Kapitel 2 omfatter §§ 2-13.

Den bemyndigelse, som i ML § 36, stk. 5 er givet skatteministeren til at fastsætte nærmere regler for oplysningskrav, der skal opfyldes ved momsfritagelse for indførsel af varer bestemt til andre EU-lande, er udnyttet i § 99 i momsbekendtgørelsen. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 99. En importør skal for at opnå fritagelse for afgift ved indførsel af varer her i landet efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 5, senest på indførselstidspunktet for varerne oplyse SKAT om

1) importørens eget registreringsnummer, der er udstedt her i landet efter momslovens § 47, stk. 1, eller registreringsnummeret, hvorunder importørens herboende repræsentant foretager transaktioner efter § 96 i denne bekendtgørelse, og momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land, for virksomheden, som får leveret varerne efter lovens § 34, stk. 1, nr. 1-3, eller

2) momsregistreringsnummeret, der er udstedt i et andet EU-land, for en herværende virksomheds faste forretningssted m.v., som får overført varerne efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 4.

Stk. 2. SKAT kan endvidere bestemme, at en importør for at opnå fritagelse for afgift ved indførsel af varer her i landet efter momslovens § 36, stk. 1, nr. 5, senest på indførselstidspunktet for varerne skal dokumentere, at de indførte varer er bestemt til at blive leveret i et andet EU-land."