Indhold
Dette afsnit beskriver regler om, at den længstlevende ægtefælle kan fravælge succession på visse punkter.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Regel
- Efterbeskatning af afdødes forskudsafskrivninger
- Efterbeskatning af indskud på etableringskonto og iværksætterkonto
- Regler for dødsfald før 1. juli 2008.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den længstlevende ægtefælle, når den længstlevende ægtefælle skal beskattes efter skattereglerne om uskiftet bo mv. Se afsnit C.E.4.1.
Regel
Den længstlevende ægtefælle kan vælge ikke at succedere i afdødes
- forskudsafskrivninger,
- indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.
Se DBSL § 59, stk. 2.
Den længstlevende ægtefælle skal aflevere en erklæring til Skattestyrelsen om, at pågældende ikke ønsker at succedere. Erklæringen skal afleveres senest samtidig med, at
- en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen (åbningsstatus) eller
- det uskiftede bos aktiver og passiver på dødsdagen (formueoversigt som nævnt i arvelovens § 22)
afleveres til skifteretten. Se DBSL § 59, stk. 3
Baggrunden for, at erklæringen skal afleveres senest samtidig med åbningsstatus eller formueoversigt, er, at Skattestyrelsen så kan iværksætte efterbeskatning af afdødes forskudsafskrivninger straks ved modtagelsen. Se DBSL § 87, stk. 4.
Hertil kommer, at erklæringen i de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle er enearving, betyder, at udlevering til forenklet privat skifte efter DSL § 34 ikke kan ske.
Hvis den længstlevende ægtefælle ikke succederer, skal der ske efterbeskatning af forskudsafskrivninger samt indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.
Efterbeskatning af afdødes forskudsafskrivninger
Efterbeskatning af forskudsafskrivninger sker i de indkomstår, hvori forskudsafskrivning er trukket fra. Se AL § 35, stk. 1 og afsnit C.C.2.4.3.9.
Efterbeskatningen sker ved at genoptage afdødes skatteansættelser for de pågældende indkomstår.
Hvis den længstlevende ægtefælle overtager forskudsafskrivninger, og der efterfølgende skal ske efterbeskatning, sker dette også ved at genoptage afdødes skatteansættelser for de indkomstår, hvori forskudsafskrivninger er trukket fra.
Bemærk
Når der skal ske efterbeskatning hos afdøde, fordi den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at succedere, skal Skattestyrelsen stille krav om beskatningen af afdøde senest to måneder efter, at Skattestyrelsen har modtaget den længstlevende ægtefælles erklæring om ikke at ville overtage afdødes forskudsafskrivninger. Se DBSL § 87, stk. 4. og afsnit C.E.1.4 om Skattestyrelsens sagsbehandlingsregler vedrørende dødsboer.
Efterbeskatning af indskud på etableringskonto og iværksætterkonto
Når den længstlevende ægtefælle ikke succederer i indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, beskattes afdødes indskud i dødsåret uanset henlæggelsestidspunktet. Se ETBL § 11, stk. 1.
Se også
Se afsnit
- C.E.4.2.2.3 om afdødes indkomst i mellemperioden
- C.E.11.1.2.2, når den længstlevende ægtefælle ikke ønsker at succedere i afdødes indskud på etableringskonto og iværksætterkonto.
Regler for dødsfald før 1. juli 2008
Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, når dødsfaldet er sket før 1. juli 2008:
Hvis dødsfaldet er sket ... | Så ... |
før 1. juli 2008 | gælder reglerne om indskud på iværksætterkonto ikke, da indskud først kan foretages fra og med indkomståret 2009. |