Indhold
Dette afsnit beskriver dødsboets værdiansættelser.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der skiftes som
- privat skifte
- forenklet privat skifte efter DSL § 33
- solvent bobestyrerbo.
Reglen omfatter også begrænset skattepligtige dødsboer.
Regel
For værdiansættelser i dødsboer gælder BAL § 12. Se DBSL § 84.
Dødsboet skal værdiansætte aktiver eller passiver, der indgår i boopgørelsen. Værdierne skal medregnes til aktivernes handelsværdi på den opgørelsesdag, der er fastsat i boopgørelsen (skæringsdagen). Når et aktiv er udloddet før skæringsdagen, og dødsboet har givet Skattestyrelsen besked herom efter DBSL § 5, stk. 2, ansættes aktivet dog til værdien på udlodningstidspunktet. Se afsnit C.E.3.1.4.2.2 om dødsboets oplysningspligt om acontoudlodning. Se BAL § 12, stk. 1, 1. og 2. pkt.
Værdiansættelsen er bindende for dødsboet, arvingerne, legatarerne, den længstlevende ægtefælle m.m. Se BAL § 12, stk. 1, sidste pkt.
►Dødsboer m.m. kan anvende skattedepartementets cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning. Med cirkulære nr. 9054 af 4. februar 2015 fra Skattedepartementet er punkt 17 og 18 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelse af unoterede aktier og unoterede konvertible obligationer ophævet med virkning fra den 5. februar 2015. Om værdiansættelsen af aktier og konvertible obligationer, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, fra og med den 5. februar 2015 henvises til afsnit C.B.2.1.4.5.
For så vidt angår værdiansættelsen af udenlandske ejendomme, fremgår det af SKM2010.762.SKAT, at der skal anvendes samme fremgangsmåde som ved fastsættelse af ejendomsværdiskat for udenlandske ejendomme. Der henvises i SKM2010.762.SKAT specifikt til EVSL § 4 b, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 4. Det fremgår endvidere af SKM2021.320.SKTST, at Skattestyrelsen på nuværende tidspunkt kun har godkendt den offentlige svenske vurdering i 2001 og 2002 af ejendomme, der er erhvervet før 1. januar 2002. Endvidere fremgår det, at Skattestyrelsen har godkendt anvendelsen af et indeks for svenske fritidshuse og et indeks fra OECD. Ved værdiansættelse af udenlandske ejendomme, hvor der ikke foreligger offentlige vurderinger, der er godkendt af Skattestyrelsen, fremgår det af SKM2010.762.SKAT, at der ved vurdering af handelsværdien af den udenlandske ejendom kan foretages sammenligning efter fremgangsmåden i EVSL § 4 b, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 4. For værdiansættelse af svenske sommerhuse indebærer dette, at anskaffelsesprisen fremindekseres efter det godkendte svenske prisindeks.◄
Se også
Se afsnit C.E.9.2.2 om Skattestyrelsens godkendelse eller kritik af dødsboets værdiansættelser.
Bemærk
Reglen gælder også for aktiver i åbningsstatus i dødsboer, som skifteretten har udleveret til forenklet privat skifte efter DSL § 33. Se BAL § 12, stk. 4.
Reglen gælder også for den særlige boopgørelse, som begrænset skattepligtige dødsboer skal sende ind til Skattestyrelsen. Se afsnit C.E.3.7.6 om den særlige boopgørelse i begrænset skattepligtige dødsboer.