SKM2019.659.ØLR | Spørgsmålet i sagen var, om daværende SKAT (nu Skattestyrelsen) havde foretaget korrekt afregning af dødsboskat til H1-kommune for dødsårene 2007-2012. Det følger af DBSL § 92, stk. 1, at 1/3 af dødsboskatten tilfalder den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet, og 2/3 staten. Af stk. 4 fremgår, at kommunens andel afregnes af staten over for kommunen på grundlag af de oplysninger, der foreligger den 1. maj i året 2 år efter dødsåret. Det var kommunens standpunkt, at der tilkom kommunen andel af dødsboskatten, hvis boopgørelse og selvangivelse var indgivet inden den 1. maj i det 2. år efter dødsåret. Subsidiært gjorde kommunen gældende, at der i hvert fald tilkom kommunen andel af dødsboskatten, når dødsboskatten var beregnet af SKAT inden den 1. maj i det 2. år efter dødsåret. Skattestyrelsen gjorde gældende, at afregningen skal ske på baggrund af de registrerede oplysninger i det såkaldte "slutsystem" (årsopgørelsessystemet) efter skattemyndighedernes skatteansættelse. Styrelsens standpunkt var således, at der kun tilkom kommunen andel af dødsboskatten, hvis der var indleveret boopgørelse/selvangivelse, var foretaget en manuel skatteberegning og var foretaget indberetning til slutsystemet senest den 1. maj i det 2. år efter dødsåret. Landsretten gav Skattestyrelsen medhold. Landsretten henviste herved til, at det er ubestridt, at DBSL § 92, stk. 4, efter fast og langvarig praksis har været fortolket og administreret således, at afregningen sker på baggrund af de oplysninger, der på skæringstidspunktet den x1x. maj af skattemyndighederne efter skatteansættelse er indberettet til "slutsystemet". Landsretten fandt desuden ikke, at der ved gennemførelsen af lov nr. 514 af 7. juni 2006, som afskaffede årlige efterreguleringer og fordelinger af dødsboskatten, var holdepunkter for en ændret fortolkning, hvorefter afregningen skal ske på baggrund af oplysningerne i boets selvangivelse og boopgørelsen og ikke som hidtil skattemyndighedernes indberetning til "slutsystemet" efter skatteansættelsen. Landsretten bemærkede, at indberetningen til "slutsystemet" må anses for et led i skattemyndighedernes samlede sagsbehandling. | |