Dette afsnit handler om den multilaterale konvention (MLI'en) samt dens betydning for de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med andre lande.
Afsnittet indeholder:
- Kildesøgning
- Formålet med MLI'en
- MLI'ens historik
- Implementering af MLI'en i dansk ret
- MLI'ens indhold
- Artikel 1-39 (C.F.8.3.1.1 - C.F.8.3.1.39)
Kildesøgning
Den multilaterale konvention (MLI'en) fremgår af bilag 1 i lov nr. 327 af 30. marts 2019 om anvendelse af multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning. Se også forarbejderne i lovforslag L 160 af 6. februar 2019.
Liste over Danmarks valg efter konventionens bestemmelser fremgår af bilag 2 i lov nr. 327 af 30. marts 2019 om anvendelse af multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning.
Liste over omfattede dobbeltbeskatningsoverenskomster fremgår af bilag 3 i lov nr. 327 af 30. marts 2019 om anvendelse af multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning. Se også lovens § 1, stk. 1, vedrørende anvendelse af MLI'en på dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Armenien.
Ved lov nr. 2224 af 29. december 2020 er der sket tilbagetrækning af to forbehold vedrørende anvendelse af voldgift, jf. konventionens artikel 28, stk. 2.
Se også
MLI convention
Explanatory Statement
List of Signatory States.
Formålet med MLI'en
Den multilaterale konvention (MLI'en) er udarbejdet som led i OECD's og G20-landenes projekt om forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning, det såkaldte BEPS-projekt (Base Erosion and Profit Shifting). En del af dette projekt er udviklingen af en multilateral konvention, hvorefter allerede gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster på en enkel måde vil kunne ændres med henblik på forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning, når der er enighed mellem de berørte lande herom.
Se de endelige rapporter her. Færdiggørelse af BEPS Action 1 om løsninger i relation til digitaliseret økonomi mangler.
MLI'ens historik
Den multilaterale konvention (MLI'en) blev undertegnet af Danmark og en række lande og jurisdiktioner den 7. juni 2017. Senere er konventionen blevet undertegnet af yderligere et antal lande. Se oversigten i afsnit 5 i forslag til lov om anvendelse af multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning (L 160 af 6. februar 2019).
Konventionen trådte i kraft den 1. juli 2018 efter deponeringen af det femte ratifikationsinstrument, jf. MLI'ens artikel 34, stk. 1. Danmark bliver omfattet af konventionen tre måneder efter deponeringen af det danske ratifikationsinstrument, jf. MLI'ens artikel 34, stk. 2.
Ratifikationsinstrumentet er for Danmarks vedkommende afleveret den 30. september 2019.
Implementering af MLI'en i dansk ret
Ratifikation af den multilaterale konvention (MLI'en) indebærer, at allerede gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster ændres. Dobbeltbeskatningsoverenskomster implementeres i Danmark ved lov, og ændringer af dobbeltbeskatningsoverenskomster implementeres ligeledes ved lov. Implementering af den multilaterale konvention i dansk ret kræver derfor et lovgrundlag. Dette lovgrundlag foreligger med vedtagelsen af forslag til lov om anvendelse af multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning (L 160 af 6. februar 2019). Se også lov nr. 327 af 30. marts 2019.
MLI'en gør det muligt at revidere/opdatere gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster på nærmere angivne områder, uden at det vil være nødvendigt at forhandle ændringsprotokoller. Konventionen vil udgøre den fornødne hjemmel til sådanne ændringer.
Det forhold, at ændringer af allerede gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster inden for konventionens rammer fremover vil kunne ske alene på grundlag af konventionen, hindrer dog ikke landene i fortsat at foretage sådanne ændringer i form af individuelle ændringsprotokoller, hvis de foretrækker dette.
Der er aftalt ændringer individuelt med Holland, Schweiz, Tyskland og de nordiske lande.
MLI'ens indhold
Den multilaterale konvention (MLI'en) indeholder i alt 16 elementer, hvor gældende dobbeltbeskatningsoverenskomster på grundlag af konventionen vil kunne ændres. Heraf er de 4 elementer såkaldte minimumsstandarder, som udgør en obligatorisk del af konventionen. De deltagende lande har således forpligtet sig til at ændre deres dobbeltbeskatningsoverenskomster på disse 4 områder i overensstemmelse med konventionens bestemmelser. De resterende 12 elementer er frivillige og kan til eller fravælges.
De 16 elementer er følgende:
-
Anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster på transparente enheder (MLI artikel 3).
-
Anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster på dobbeltdomicilerede enheder (MLI artikel 4).
-
Anvendelse af metoder for ophævelse af dobbeltbeskatning (MLI artikel 5).
-
Affattelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsters præambel - minimumstandard (MLI artikel 6).
-
Indsættelse af generel omgåelsesklausul - minimumstandard (MLI artikel 7).
-
Ejerperiode ved udbyttebeskatning i moder/datterselskabsforhold (MLI artikel 8).
-
Opfyldelse af betingelse om ejerandel ved beskatning af avancer ved afhændelse af "ejendomsaktier" (MLI artikel 9).
-
Anti-misbrugsregel for faste driftssteder beliggende i tredje-jurisdiktioner (MLI artikel 10).
-
Retten til at beskatte hjemmehørende personer (MLI artikel 11).
-
Undgåelse af status som fast driftssted gennem kommissionærarrangementer m.v. (MLI artikel 12).
-
Undgåelse af status som fast driftssted gennem undtagelser for bestemte former for virksomhed (MLI artikel 13).
-
Opdeling af kontrakter (MLI artikel 14).
-
Definition af nært forbundne foretagender (MLI artikel 15).
-
Mulighed for indbringelse af sager for begge landes myndigheder og løsning af sager uanset nationale tidsfrister - to minimumstandarder (MLI artikel 16).
-
Regulering af fortjeneste ved "transfer pricing" (MLI artikel 17).
-
Obligatorisk bindende voldgift (MLI artikel 19).