Dette afsnit handler om de specifikke indholdskrav til den landespecifikke dokumentation. Se bekendtgørelse nr. 1297 af 31. oktober 2018 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner (TP-bekendtgørelsen) § 5.

Afsnittet indeholder:

  • Detaljeret beskrivelse af virksomheden (C.D.11.13.1.2.1)
  • Informationer og beskrivelser vedrørende de kontrollerede transaktioner (C.D.11.13.1.2.2)
  • Materialer vedrørende de økonomiske finansielle og regnskabsmæssige data (C.D.11.13.1.2.3)
  • Beskrivelse af særlige transaktioner (C.D.11.13.1.2.4)

En transfer pricing dokumentation skal indeholde en landespecifik dokumentation, hvor den dokumentationspligtige virksomhed og de kontrollerede transaktioner, som virksomheden er involveret i, beskrives. De specifikke indholdskrav findes i TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5.

Der skal udarbejdes en landespecifik dokumentation for hver dansk skattepligtig, som er omfattet af TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 1. Der kan altså ikke laves en samlet beskrivelse af alle koncernens danske enheder i én landespecifik dokumentation.

Alle de punkter og underpunkter, der er nævnt i TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, skal medtages i den landespecifikke dokumentation. Har den dokumentationspligtige ikke de i punkterne anførte typer af aktiviteter, aftaler, transaktioner mv., så skal det positivt anføres, at den dokumentationspligtige ikke har sådanne aktiviteter, aftaler, transaktioner mv., i dokumentationen under det pågældende punkt. 

Se også

Afsnit C.D.11.13.1 om dokumentationspligten, regel og omfang.

TPG kap. V, Annex II.