Dette afsnit beskriver reglerne for modregning af CFC-indkomst i skattepligtige udbytter og aktieavancer.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Modregning af CFC-indkomst i skattepligtige udbytter og aktieavancer

Regel

Hvis moderselskabet modtager skattepligtige udbytter fra datterselskabet eller er skattepligtig af aktieavance ved afståelse af ejerandele i datterselskabet, kan indkomst, der er medregnet i moderselskabets indkomstopgørelse efter SEL § 32, under visse omstændigheder modregnes i det skattepligtige udbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance. Se SEL § 32, stk. 14.◄

Modregning af CFC-indkomst i skattepligtige udbytter og aktieavancer

Reglen skyldes, at der med Lov nr. 1180 af 8. juni 2021 er der sket en udvidelse af den hidtidige danske kontrolbetingelse, som indebærer, at omfanget af datterselskaber, der bliver omfattet af CFC-beskatning, udvides.

Et datterselskab har tidligere kun kunnet blive omfattet, hvis koncernen havde bestemmende indflydelse, hvilket i praksis kræver indflydelse over mere end halvdelen af stemmerettighederne. Aktierne har derfor som hovedregel været skattefrie koncernselskabsaktier, jf. ABL § 4 B. Kontrolbetingelse er nu udvidet til også at omfatte datterselskaber, hvor moderselskabet direkte eller indirekte ejer mere end halvdelen af kapitalen, eller hvis moderselskabet direkte eller indirekte har krav på mere end halvdelen af datterselskabets overskud, jf. SEL § 32, stk. 6. Der kan derfor være datterselskaber, som omfattes af CFC-reglerne, men hvor aktierne ikke opfylder betingelserne for at være skattefrie koncernselskabsaktier. For disse datterselskaber kan det ske, at aktierne ligeledes ikke opfylder betingelserne for skattefrihed som datterselskabsaktier efter ABL § 4 A.

Med den udvidede kontrolbetingelse opstår der derfor risiko for dobbeltbeskatning. Dette vil især være tilfældet, hvis moderselskabet sælger sine skattepligtige datterselskabsaktier, hvorved nedbringelsen af ejerandelen samtidig udløser beskatning som følge af indirekte afståelse af datterselskabets aktiver og passiver efter SEL § 32, stk. 10. Det kan også forekomme at udbytte fra koncernselskabsaktier er skattepligtigt for moderselskabet, hvis koncernselskabet har haft fradrag for udlodningen.

CFC-indkomst, der beregnes efter SEL § 32, kan modregnes i skattepligtigt udbytte henholdsvis skattepligtige avancer hidrørende fra datterselskabsaktierne eller koncernselskabsaktierne. I moderselskabets indkomstopgørelse nedbringes det skattepligtige aktieudbytte henholdsvis den skattepligtige aktieavance med den opgjorte CFC-indkomst for indkomståret og tidligere indkomstår. CFC-indkomst fra indkomståret eller tidligere indkomstår til brug for modregning opbruges, i det omfang det modregnes i skattepligtigt udbytte henholdsvis skattepligtige avancer. Hvis tidligere CFC-indkomst er modregnet i en udbytteudlodning, kan den samme CFC-indkomst ikke modregnes i en senere aktieavance. Se SEL §32, stk. 14, 1. pkt.

Modregningsadgangen kan dog ikke anvendes, hvis der er sket refusion af CFC-beskatning i moderselskabet efter SEL § 32, stk. 13. Denne refusion vedrører tilbagebetaling af tidligere betalt CFC-skat, hvilket kan blive relevant, hvis CFC-beskatningen under særlige omstændigheder ender med at blive højere, end hvis datterselskabet skulle have været beskattet efter danske regler. Der kan således ikke modregnes en CFC-indkomst, som moderselskabet har modtaget refusion for. Se SEL §32, stk. 14, 2. pkt.

I tilfælde, hvor moderselskabet har valgt, at der ved indkomstopgørelsen efter stk. 7 alene skal ske medregning af CFC-indkomsten, jf. SEL § 32, stk. 15, skal der alene ske modregning efter 1. pkt. i den hertil svarende del af de skattepligtige udbytter eller avancer. Se SEL §32, stk. 14, 3. pkt.◄