Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for betaling af afgift for registreringspligtige motorkøretøjer tilhørende udlændinge.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Tilladelse
- Betaling af afgift
- Ophør
Regel
Der kan efter ansøgning blive givet tilladelse til kvartalsvis betaling af registreringsafgift for registreringspligtige motorkøretøjer tilhørende udlændinge. Dette omfatter også køretøjer tilhørende asylansøgere. Dvs. registreringspligtige motorkøretøjer, der tilhører en udlænding og af denne bliver benyttet under et tidsbegrænset ophold her i landet. Se REGAL § 3 c og registreringsafgiftsbekendtgørelsens §§ 15 og 16.
Ved udlændinge forstås personer, der ikke har dansk statsborgerskab. Personer fra Færøerne og Grønland bliver ikke betragtet som udlændinge.
Ordningen omfatter såvel medbragte som her i landet indkøbte køretøjer.
Køretøjerne skal indregistreres med danske nummerplader.
Køretøjernes værdi bliver skønsmæssigt fastsat af Motorstyrelsen (for nye køretøjer på grundlag af dets almindelige pris ved salg til bruger her i landet), så registreringsafgiften kan beregnes. Se afsnit I.A.1.5 om Afgiftspligtig værdi.
Tilladelse
Betingelser for at få en tilladelse er, at:
- Køretøjet registreres i den pågældende ejers eller brugers navn
- Den pågældende erklærer, at opholdet er af tidsbegrænset varighed
Anvendelse
Motorkøretøjet må udelukkende føres af den person, som er omfattet af tilladelsen, og af personer, der hører til den pågældendes husstand.
Betaling af afgift
Afgiften skal betales kvartalsvis forud. Der svares afgift fra og med begyndelsen af det kvartal, hvori motorkøretøjet bliver registreringspligtigt. Motorstyrelsen træffer afgørelse om, hvornår et køretøj er registreringspligtigt her i landet.
Afgiften udgør for
- køretøjer, der er mellem 0 og 3 måneder gamle regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 2 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned efter første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt i de første 3 måneder
- køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 3 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 1 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende 33 måneder
- køretøjer, der ved registreringspligtens indtræden er ældre end 36 måneder regnet fra første registrerings- eller ibrugtagningstidspunkt, uanset om det er i Danmark eller udlandet, 1/2 pct. af den beregnede registreringsafgift pr. påbegyndt måned i de efterfølgende måneder.
Se REGAL § 3 c, stk. 2, jf. REGAL § 3 a, stk. 3.
Tillæg/forrentning
Ved betaling bliver der også tillagt en forrentning af den del af den beregnede registreringsafgift, der resterer efter betaling. Forrentningen sker med den på tidspunktet for afgiftsberegningen senest offentliggjorte, gennemsnitlige udlånsrente fra pengeinstitutter til ikke-finansielle selskaber, der foreligger pr. 1. januar, henholdsvis pr. 1. juli. Se REGAL § 3 c, stk. 2, jf. REGAL § 3 a, stk. 4.
Depositum
Første gang, der skal betales afgift og tillæg, skal der desuden betales et depositum svarende til første kvartals afgift, rente og tillæg. Depositum er en sikkerhed for afgiften til brug for eventuelle restancer for registreringsforholdet, indtil køretøjet udgår af ordningen. Se REGAL § 3 c, stk. 2.
Ophør
Tilladelsen bortfalder, når udlændingen tager varigt ophold her i landet. Der er fx tale om varigt ophold i forbindelse med en permanent opholdstilladelse. Pligten til betaling af afgift og tillæg ophører ved udgangen af den måned, hvori registreringspligten ophører, eller når køretøjet efter reparation eller ombygning udgår af ordningen. Hvis registreringspligten ophører i løbet af et kvartal, eller hvis køretøjet udgår af ordningen som følge af reparation eller ombygning, bliver depositum samt for meget betalt afgift og tillæg tilbagebetalt.
Tilbagebetaling af afgift og tillæg sker månedsvis med 1/3 af den betalte afgift for det kvartal, der er indbetalt for meget. Depositum bliver desuden tilbagebetalt, når den samlede afgift er betalt.
Hvis et køretøj overgår til varig anvendelse her i landet ved salg eller anden overdragelse eller i forbindelse med, at en udlænding tager permanent ophold her i landet, berigtiges afgiften af køretøjet efter reglerne i REGAL § 4.
Se REGAL § 3 c, stk. 4.