Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2016.549.VLR

Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte det af vurderingsmyndigheden (Motorankenævnet) foretagne skøn over handelsværdien af et brugt køretøj i forbindelse med anmeldelse af køretøjet til eksport og anmodning om eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b.

Sagsøgeren anmeldte den 16. februar 2013 en brugt bil 1 til eksport og udbetaling af eksportgodtgørelse. SKAT skønnede handelsværdien af køretøjet til kr. 35.000, hvilket Motorankenævnet efterfølgende nedsatte til kr. 30.000. Byretten tilsidesatte Motorankenævnets skøn og foretog sit eget skøn over handelsværdien, som byretten fastsatte til kr. 60.000, jf. SKM2015.263.BR. Skatteministeriet ankede dommen til landsretten af flere grunde, bl.a. fordi byrettens retsanvendelse ikke kunne tiltrædes, lige som det ikke kunne tiltrædes, at byretten satte sit eget skøn i stedet for det skøn, som var udøvet af de sagkyndige medlemmer i Motorankenævnet.

Landsretten anførte, at Motorankenævnets vurderingsmænd anses for at være i besiddelse af en særlig sagkundskab og erfaring med vurdering af biler, hvorfor det kræver et sikkert grundlag at tilsidesætte deres vurdering.

Landsretten fandt på baggrund af en konkret vurdering, at skønnet over handelsværdien af køretøjet var udøvet på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, da Motorankenævnet ikke havde inddraget, om køretøjet var en liebhaverbil, hvilket efter landsrettens opfattelse måtte anses at være et forhold af væsentlig betydning for værdiansættelsen. Hertil kom, at Motorankenævnet havde inddraget annoncemateriale, der efter landsrettens opfattelse var mindre relevant.

Idet landsretten bemærkede, at landsretten ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at skønne køretøjets værdi, hjemviste landsretten værdiansættelsen til SKAT til fornyet behandling.

Byretsdomme

SKM2019.613.BR

Sagen angik, om sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms af to køretøjer af typen Mercedes-Benz, som blev parallelimporteret fra Tyskland i efteråret 2005 og kort herefter videresolgt til en dansk erhverver.

For så vidt angår køretøj nr. 1 fandt retten, at Skatteministeriet havde løftet bevisbyrden for, at sagsøgeren reelt havde betalt væsentlig mere for bilen end den pris, som sagsøgeren havde oplyst i forbindelse med indregistreringen. Skatteministeriet fik derfor medhold i, at sagsøgeren skulle betale yderligere registreringsafgift og erhvervelsesmoms vedrørende bilen.

Køretøj nr. 2 var ifølge købsfakturaen og registreringspapirerne importeret af en bekendt til sagsøgeren. Spørgsmålet i sagen var derfor, om sagsøgeren med henvisning til pengestrømmene vedrørende køb, indregistrering og videresalg af bilen skulle anses som den reelle importør og ejer af bilen. Henset til indholdet af forklaringerne fra sagsøgeren og dennes bekendt, og idet retten ikke fandt det dokumenteret, at sagsøgeren havde modtaget salgsprovenuet ved bilen, havde Skatteministeriet ikke løftet sin bevisbyrde for, at sagsøgeren var den reelle importør af køretøj nr. 2. Sagsøgeren hæftede derfor hverken for registreringsafgift eller erhvervelsesmoms, og sagsøgeren fik som følge heraf medhold i sin påstand vedrørende dette køretøj

SKM2013.568.ØLR

Landsretten tiltrådte, at der ikke var noget grundlag for at tilsidesætte de af SKAT anvendte principper for værdiansættelsen af en af appellanten fra Tyskland parallelimporteret brugt Smart-bil efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 12.

Det var således med rette, at SKAT ved værdiansættelsen havde taget udgangspunkt i bilens oprindelige nypris inklusive registreringsafgift beregnet efter de regler, der var gældende, da køretøjet blev indregistreret første gang som nyt. Det første registreringstidspunkt for køretøjet var inden afgiftslempelserne for brændstoføkonomiske biler som f.eks. Smartbiler, som blev indført med virkning fra 25. april 2007 ved lov nr. 541 af 6. juni 2007.

Appellanten havde ikke krav på, at værdiansættelsen af køretøjet efter § 4, stk. 12, skulle tage udgangspunkt i de regler, der blev indført ved lov nr. 541/2007. Det var ikke i strid med EU-retten, at der ved værdiansættelsen blev taget udgangspunkt i køretøjets nypris inklusive registreringsafgift på tidspunktet for køretøjets første indregistrering, idet det er uden betydning, at den første indregistrering fandt sted i Tyskland. SKAT's beregning af afgiftsindholdet i den konkrete importerede bil blev på denne baggrund opretholdt.

Stadfæstelse af SKM2013.18.BR

SKM2015.780.BR

Sagen omhandlede beregningen af registreringsafgift på en importeret brugt bil. Sagen drejede sig nærmere om, hvorvidt SKATs generelle beregningsmetode var lovhjemlet, idet der mellem parterne var enighed om, at SKAT ikke havde begået konkrete fejl vedrørende beregningen af registreringsafgiften på netop sagsøgerens bil. Dog havde Skatteministeriet under sagen taget bekræftende til genmæle vedrørende et mindre beløb på 485 kr., der relaterede sig til beregningen af det såkaldte radiofradrag, som følge af en generel beregningsfejl vedrørende netop dette fradrag.

Sagsøgeren gjorde gældende, at beregningsmetoden ikke havde hjemmel i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, om beregningen af afgift på brugte biler. SKATs beregningsmetode (og beregningen af den såkaldte værdifaldsprocent) tager udgangspunkt i den oprindelige nypris inkl. dagældende afgifter. Det var sagsøgerens synspunkt, at beregningen skulle tage udgangspunkt i den oprindelige nypris inkl. afgifterne på importtidspunktet, og at SKATs beregningsmetode førte til en uhjemlet forhøjelse af køretøjets afgiftspligtige værdi med tilbagevirkende kraft.

Sagsøgeren nedlagde under hovedforhandlingen en hjemvisningspåstand med henvisning til, at der efter sagsøgerens opfattelse var tvivl om de forskellige beregninger, der var fremlagt i sagen. Byretten tillod ikke denne påstand fremsat, idet betingelserne herfor mod Skatteministeriets protest ikke var opfyldt, jf. retsplejelovens § 358.

Retten fandt i overensstemmelse med Skatteministeriets synspunkter, at spørgsmålet om beregningsmetodens lovlighed var blevet afgjort med Højesterets dom af 12. juni 2014 (SKM2014.427.HR), hvor Højesteret havde fundet, at den beregningsmetode, som SKAT havde anvendt i de foreliggende sager, var i overensstemmelse med ændringen af registreringsafgiftsloven i 2008. Sagerne for Højesteret vedrørte den særlige overgangsregel i 2008-lovens § 4, stk. 2, hvorefter der for visse brugte køretøjer, der var afgiftsberigtiget efter de hidtil gældende regler, efter ansøgning kunne foretages omberegning af registreringsafgiften efter registreringsafgiftsloven som affattet efter den nye lov. Denne omberegning skulle således i givet fald ske efter bestemmelsen i lovens § 4, stk. 7. Da Højesteret således havde tiltrådt den anvendte beregningsmåde for beregning af registreringsafgift for brugte biler, som også var anvendt i sagen for byretten, tog retten Skatteministeriets påstand til følge om frifindelse mod anerkendelse af et tilbagebetalingskrav på 485 kr.

Skatterådets Afgørelser

Skatterådet har i SKM2016.472.SR truffet afgørelse om, at den afgiftspligtige værdi af en brugt personbil, der er synet og godkendt med integrerede børnesæder, kan nedsættes med 6.000 kr. pr. integrereret sæde, jf. registreringsafgiftslovens § 8, stk. 6, jf. § 4, stk. 7, 1. pkt. Skatterådet har endvidere truffet afgørelse om, at værdien af fradraget ikke skal nedsættes som følge af, at bilen er brugt, jf. registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, 2. pkt. modsætningsvis.

Skatterådets afgørelse indebærer en praksisændring, idet fradraget for integrerede børnesæder tidligere alene har været beregnet for nye personbiler, der var synet og godkendt med integrerede børnesæder. 

Det betyder, at borgere og virksomheder, der har fået afgiftsberigtiget en brugt personbil, der var synet og godkendt med integrerede børnesæder, kan anmode om genoptagelse af afgiftsberegningen.

I styresignalet fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal ledsage en anmodning om genoptagelse.