Det er vigtigt at sondre mellem, hvorvidt spiludbyderen foretager en underretning på baggrund af viden om, mistanke om eller en rimelig formodning om, at en transaktion har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering.
Hvidvask
Ved underretninger om hvidvask skal spiludbyderen undlade at gennemføre en transaktion, førend der er sket underretning til Hvidvasksekretariatet. Herefter kan transaktionen gennemføres.
I visse situationer kan det være nødvendigt at lade en transaktion gennemføre inden underretning til Hvidvasksekretariatet. Det kan eksempelvis være, hvis en undladelse af at gennemføre en transaktion vil kunne skade en efterforskning, eller hvis der er risiko for, at en udskydelse eller forsinkelse af en transaktion eller aktivitet vil fremkalde en mistanke hos den, der forsøger at hvidvaske penge. Der skal herefter umiddelbart ske underretning til Hvidvasksekretariatet.
I nogle tilfælde, fx ved straksoverførsler, er transaktionen gennemført, inden spiludbyderne bliver vidende om eller får mistanke om, at transaktionen kan have tilknytning til hvidvask. Spiludbyderen skal herved udvide overvågningen af spilleren, hvis der efterfølgende foretages undersøgelse af en transaktion.
Finansiering af terrorisme
Ved underretninger om terrorfinansiering skal spiludbyderen undlade at gennemføre en transaktion, førend der er sket underretning til Hvidvasksekretariatet, og Hvidvasksekretariatet har godkendt, at transaktionen kan gennemføres.
Hvidvasksekretariatet beslutter hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag, om transaktionen kan gennemføres, eller om der skal ske beslaglæggelse.