Velgørende eller på anden måde almennyttige foreninger kan vælge at være momsfritaget for salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter.
Hvis din forening sælger varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, vælger din forening selv, om den ønsker at bruge reglerne for momsfritagelse eller, om den skal momsregistreres. Det er ikke nødvendigt at din forening søger om momsfritagelse hos os.
Hvis din forening leverer varer og ydelser af forretningsmæssig karakter, skal den momsregistreres og kan ikke vælge at være momsfritaget for dette salg. Se afsnittet om salg af forretningsmæssig karakter.
Selvom din forening er momsregistreret, kan den godt vælge at være fritaget for moms for salg af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, der ikke er af forretningsmæssig karakter. Det betyder, at din forening både kan være momsfritaget for salg af varer og ydelser i forbindelse med velgørende aktiviteter og momsregistreret for salg af varer og ydelser af forretningsmæssig karakter, fx salg fra sportsshop eller lignende fast salgssted.
Din forening kan vælge at være momsfritaget, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Din forening skal have et vedtægtsbestemt formål af velgørende eller på anden måde almennyttig karakter.
- Din forening skal sælge varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter, der ligger inden for foreningens formål.
- Din forening skal bruge hele overskuddet fra salget af varer og ydelser i forbindelse med aktiviteter til sit velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
- Din forening skal føre et regnskab, der kan dokumentere, at hele overskuddet er brugt til foreningens velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
- Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.
- Din forenings salg må ikke være af forretningsmæssig karakter.
I de næste afsnit kan du læse mere om betingelserne.