Kasinoet skal på en fremtrædende plads i entréområdet skriftligt informere om
- at det ikke er tilladt for personer under 18 år at få adgang til kasinoet,
- ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil,
- kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed,
- kasinoets husregler, hvorved forstås regler for adgang til og ophold i kasinoet,
- at det er frivilligt at give drikkepenge i kasinoet,
- muligheden for og virkningen af at lade sig udelukke fra spil i kasinoet,
- muligheden for at registrere sig i registret over frivilligt udelukkede spillere,
- Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil, og
- kasinoets behandling af klager, herunder hvor personer kan henvende sig med en klage.
Informationen skal både fremgå på dansk og engelsk.
At informationen skal være placeret på en fremtrædende plads i entréområdet, skal sikre, at den besøgende allerede præsenteres for informationen inden adgangen til kasinoet. Informationen kan fx fremgå af plakater eller TV-skærme. Benyttes TV-skærme er det til enhver tid tilladelsesindehavers ansvar at skærmen er i drift. Tilladelsesindehaver skal være opmærksom på, at informationen rent faktisk får en fremtrædende plads og er tydeligt synlig.
At det ikke er tilladt for personer under 18 år at få adgang til kasinoet stiller krav til, at personalet i entréområdet er omhyggelige med at tjekke legitimation på de besøgende. Omfanget af legitimation skal altid fastlægges ud fra en risikovurdering. Det væsentlige er, at kasinoet er sikker på, at gæsten er den person, som vedkommende udgiver sig for at være. I den forbindelse bør personalet udvise særlig opmærksomhed ved brug af selvscannere, så det ikke er muligt for fx personer under 18 år eller personer, som er registreret i ROFUS, at få adgang til kasinoet, selvom der gøres brug af selvscannere. Uanset hvilken typer af adgangskontrol der benyttes, er det til enhver tid tilladelsesindehavers ansvar at sikre sig, at der sker behørig registrering og legitimation af gæstens identitet.
Informationerne om ansvarligt spil og de potentielle skadevirkninger af spil skal være udarbejdet i samarbejde med et behandlingscenter for spilafhængighed.
At der skal formidles information om og kontaktadresser på danske behandlingscentre for spilafhængighed bety- der, at det ikke vil være tilstrækkeligt at henvise til et enkelt behandlingscenter. Spillemyndigheden anser det som mest hensigtsmæssigt, at der henvises til samtlige statsstøttede behandlingscentre. Alternativt kan der henvises til de behandlingscentre, som ligger nærmest kasinoet. En opdateret liste over statsstøttede behandlingscentre er tilgængelig på StopSpillet.dk.
Information om muligheden for at registrere sig i ROFUS bør gives på en måde, så der ikke er tvivl om, hvad ROFUS er.
Det kan fx være følgende tekstmæssige beskrivelser af muligheden for selvudelukkelse via ROFUS:
- Selvudelukkelse: ROFUS
- Udeluk dig via ROFUS
Det er Spillemyndighedens vurdering, at det skal fremgå tydeligt, at der er tale om muligheden for selvudelukkelse, hvorfor alene teksten "ROFUS" ikke er tilstrækkelig.
Det betyder endvidere, at brugen af ROFUS’ logo alene ej heller er tilstrækkeligt. Logoet kan dog benyttes i kombination med en beskrivende tekst.
Henvisning til StopSpillet bør gøres på en måde, så det er nemt for spilleren at finde frem til rette sted. Det kan fx gøres ved at oplyse telefonnummeret til StopSpillet. Henvisning til StopSpillet bør oplyses på en sådan måde, at spilleren gøres opmærksom på, hvad der henvises til, fx "Spillemyndighedens hjælpelinje til ansvarligt spil StopSpillet" eller "hjælpelinje: StopSpillet".
Som supplement til at have informationen på en fast fremtrædende plads i entréområdet, kan kasinoet have nogle af oplysningerne i en form, som kan udleveres eller tages med af gæsterne. Det kunne fx være flyers med information om kontaktadresser på danske behandlingscentre, telefonnummeret til StopSpillet, vejledning om muligheden for at registrere sig i ROFUS og lignende.
Se bekendtgørelse om landbaserede kasinoer § 12.