| ►Generelt om omgørelse◄ I SSL § 37 C findes hjemmel til at tillade
omgørelse af rent privatretlige dispositioner i relation til skatteansættelser,
jf. nærmere nedenfor. En tilsvarende bestemmelse eksisterer ikke vedrørende
told- og afgiftsområdet. I øvrigt bemærkes, at beskrivelsen nedenfor
gælder for anmodninger om omgørelser, der er indgivet fra og med den 1.
juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om ændring af
skattestyrelsesloven. For så vidt angår anmodninger indgivet inden den
1. juli 1999 gælder hidtidig administrativ praksis, hvorom henvises til beskrivelsen
i LV 1998 Almindelig del afsnit A.H.2.4 og LV 1998 Aktionærer og selskaber
afsnit S.F.1.2.6. Endvidere bemærkes, at reglerne om omgørelse i SSL §
37 C i praksis ikke vil have betydning i det omfang koncernforbundne parter omfattet
af kredsen i LL § 2, stk. 1 vælger at påberåbe sig og opfylder
betingelserne i LL § 2, stk. 4 for at kunne foretage betalingskorrektion.
Formålet med omgørelsespraksis er at undgå tilfælde, hvor en
borger beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har uforudsete
skattemæssige virkninger, der er væsentlige og uhensigtsmæssige.
Under hensyn til karakteren af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative
muligheder, der eksisterer for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger
af privatretlige dispositioner, er adgangen til at tillade omgørelse begrænset,
jf nærmere nedenfor om betingelserne for omgørelse. Disse alternative
muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende forhåndsbesked, adgangen
efter LL § 2 til at berigtige en prisaftale og anerkendelsen efter SSL §
37 B af retten til at tage et skatteforbehold.
Det fremgår af SSL § 37 C, stk. 1, at "i det omfang en skatteansættelse
hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en
efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for skatteansættelsen
(omgørelse)", hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte. En tilladelse
til omgørelse indebærer således en accept af, at en efterfølgende
ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for den oprindeligt
foretagne skatteansættelse, således at skatteansættelsen "bliver
forkert" og må ændres.
Udgangspunktet er, at parternes skatteansættelser skal foretages som om den
privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en disposition
fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt havde fundet
sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres
vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis parterne
ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages kompensation for
statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis forbedringer/forringelser
på de tilbageførte aktiver. Parterne skal skattemæssigt behandle
sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det der kompenseres
for. Som et led i retableringen af status på det oprindelige overdragelsestidspunkt
skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den mellemliggende periode
annulleres, således at den oprindelige overdrager bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag.
Den oprindelige overdragers adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende
periode beror på den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende
af- og nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den
privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det oprindelige
aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske tilbageføring af indtægter
og udgifter vedrørende løbende underaftaler med tredjemand og personlig
virksomhed i den mellemliggende periode.
Hvad angår forrentning af beløb, der betales mellem parterne som led i
gennemførelsen af omgørelsen gælder, at manglende forrentning ikke
vil have skattemæssige konsekvenser, medmindre der eksisterer særskilt
hjemmel til at kræve forrentning, jf. LL § 2, stk. 1, eller den manglende
forrentning er udtryk for skattemæssig omgåelse, jf. dommen i TfS 1998,
199 HRD. Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret
redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den mellemliggende
periode, jf. TSS-cirkulære 2000-28, hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen
i § 19, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 1107 af 13. december 2000 om sagsudlægning
til at fastsætte generelle retningslinjer. Af disse retningslinjer fremgår,
at der i anmodningen bl.a. skal oplyses om indbyrdes kompensation for forbedringer,
forringelser og afdrag på lån samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning
af beløb, der betales som led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i
anmodningen dokumentere, at der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen
skal gennemføres.
De skattemæssige reguleringer
som følge af oprindelig ændring af en privatretlig disposition kræver
ikke altid tilladelse til skattemæssig omgørelse. I TSS-cirkulære
2000-28, hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen i § 19, stk. 2,
i sagsudlægningsbekendtgørelsen, til at fastsætte generelle retningslinjer
for administrationen af omgørelse, er anført eksempler på tilfælde,
hvor annullering af de skattemæssige virkninger ikke er betinget af en tilladelse
til omgørelse. Der er nævnt tilfælde, hvor en privatretlig disposition
viser sig at være ugyldig eller uvirksom eller i øvrigt efterfølgende
reguleres som følge af omstændigheder, der var taget højde for allerede
på det oprindelige dispositionstidspunkt. De skattemæssige reguleringer
vil i sådanne tilfælde være en konsekvens af de privatretlige virkninger,
således at der kan anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse
af tilladelse til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre,
at den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition. Endelig skal
der ikke ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de skattemæssige
virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er
særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis skattebegunstigede pensionsordninger
eller etableringskonti. I sådanne tilfælde vil muligheden for ændringer
og udbetalinger uden den særlige efterbeskatning afhænge af, om den oprindelige
disposition som ovenfor anført kan anses for ugyldig, uvirksom eller som en
ren fejlekspedition, jf. f.eks. TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling
på en kapitalpensionsordning blev skattemæssigt annulleret uden anvendelse
af omgørelsesinstituttet.
Betingelser for omgørelse Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1 må
dispositionen "ikke i overvejende grad have være båret af hensyn
til at spare eller udskyde skatter eller afgifter". Omgørelse vil således
normalt ikke kunne tillades af dispositioner i form af f.eks. overdragelse af aktiver
til en åbenbar over- eller underkurs. På den anden side vil omgørelse
normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession, selvom successionen
indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, at en sådan dispositionen
må antages i overvejende grad at være båret af andre hensyn end at
udskyde skatten.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2 skal dispositionen "utvivlsomt have haft
utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige". Dispositionen
skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger for den skattepligtige.I
kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation
til den pågældende disposition, men et generelt krav om, at de uforudsete
skattemæssige virkninger er væsentlige.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3 skal dispositionen "have været lagt
klart frem for myndighederne". Dispositionen skal således oprindeligt
have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed. Efter SSL
§ 37 C, stk. 1, nr. 4 er det en betingelse, at "de privatretlige virkninger
af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig
virkning, skal være enkle og overskuelige".
En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse
af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de privatretlige
virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage væsentlige
skønsmæssige skatteansættelser.
Bestemmelsen er parallel til SSL § 37 B, stk. 2, jf. omtalen afsnit A.H.3.2.
Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5 er adgangen til omgørelse betinget af,
"at alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder
omgørelsesanmodningen". I det omfang en skattepligtig bor i en anden kommune
end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden kommune have erklæret
sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives. Det påhviler
den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse er opfyldt.
Frister Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år
efter udløbet af det pågældende indkomstår og vedrører
indkomstår inden 1997, er tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere
betinget af, at de almindelige betingelser for genoptagelse efter den tidligere
bestemmelse i SSL § 4, stk. 2, er opfyldt, dvs. de vejledende krav om en minimumsbeløbsgrænse
på 3.000 kr. og en reaktionsfrist på 3 måneder, jf. nærmere
herom under afsnit A.H.2.2.2.
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter udløbet
af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra
og med 1997, vil tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere være
betinget af opfyldelse af kravene i SSL § 35, stk. 2 og 3 om en minimumsbeløbsgrænse
på 5.000 kr. og en reaktionsfrist på vejledende 6 måneder., jf. nærmere
herom under afsnit A.H.2.2.1.
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år fra udløbet
af det pågældende indkomstår, og betingelserne i SSL § 37 C
er opfyldt, gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade omgørelse
og dermed genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis den tidligere bestemmelse
i SSL § 4, stk. 1 for så vidt angår indkomstår inden 1997.
Gebyr Efter SSL § 37 C, stk. 2 er omgørelse betinget af, at der
betales et gebyr svarende til gebyret for at få en bindende forhåndsbesked
om egne forhold. Gebyret er i år 2001 på 1.700 kr. med tillæg af
1.700 kr. for hver 5 timers tidsforbrug udover 45 timer ved sagsbehandlingen. Tidsforbruget
opgøres på grundlag af tidsforbruget ved behandlingen af såvel omgørelsesanmodningen
som de afledte skatteansættelser. Der medregnes kun tidsforbrug hos den myndighed,
som afgør omgørelsesanmodningen i første instans. Beløbet reguleres
efter PSL § 20. Gebyret skal betales, før behandlingen af omgørelsesanmodningen
påbegyndes. Et eventuelt tillægsgebyr skal være betalt, før
anmodningen besvares. Gebyret tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen
er henlagt til kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den pågældende
kommune. Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der
er betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.
Kompetence I henhold til SSL § 37 C, stk. 1 er omgørelseskompetencen
henlagt til skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsens §
8, nr. 13 har delegeret kompetencen til de kommunale skattemyndigheder for så
vidt angår fysiske personer og dødsboer, og efter samme bekendtgørelses
§ 10, nr. 1 har delegeret kompetencen til den skatteansættende myndighed
for så vidt angår juridiske personer, bortset fra dødsboer. Af sagsudlægningsbekendtgørelsens
§ 19, stk. 1, nr. 3 fremgår, at klage i alle tilfælde skal ske til
Ligningsrådet, der endvidere i bekendtgørelsens § 19, stk. 2 er tillagt
kompetence til at fastsætte generelle bestemmelser for administrationen af
omgørelse. Sådanne generelle bestemmelser er fastsat i TSS-cirkulære
2000-28, der er indarbejdet i denne vejledning.
Pligt til vejledning om muligheden for omgørelse
I forbindelse med varsling af en ansættelsesændring, der udspringer af
en privatretlig disposition, skal den skatteansættende myndighed give vejledning
om muligheden for omgørelse efter SSL § 37 C, såfremt omgørelse
efter en konkret vurdering må anses for et nærliggende og relevant alternativ
for den skattepligtige, jf. TSS-cirkulære 2000-28, hvor Ligningsrådet
har udnyttet bemyndigelsen i § 19, stk. 2, i sagsudlægningsbekendtgørelsen,
til at fastsætte nærmere retningslinjer for administrationen af omgørelse.
Det fremgår endvidere af TSS-cirkulære 2000-28, at vejledningspligten
navnlig vil gælde, hvor den privatretlige disposition er indgået mellem
interesseforbundne parter og dette er myndigheden bekendt. Der skal dog ikke gives
en sådan vejledning i tilfælde, hvor det må anses for åbenbart,
at betingelserne for at tillade omgørelse ikke er opfyldt, jf. nærmere
ovenfor om disse betingelser. I nævnte TSS-cirkulære 2000-28 har Ligningsrådet
foreslået følgende ordlyd til vejledning: "Som et alternativ til
at påklage den foreslåede ændring af skatteansættelsen henledes
opmærksomheden på muligheden for at anmode om tilladelse til skattemæssig
omgørelse, såfremt betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt. Hvis der
anmodes om tilladelse til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr
i henhold til SSL § 37 C, stk. 2. Nærmere oplysninger om reglerne for
omgørelse kan fås ved henvendelse hertil".
Omgørelse contra klage over ansættelse (dobbelt sagsbehandling)
I TSS-cirkulære 2000-28, hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen
i § 19, stk. 2 i sagsudlægningsbekendtgørelsen til at fastsætte
nærmere retningslinjer for administrationen af omgørelse, er fastsat følgende:
Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende
klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal
anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero. Hvis den skattepligtige
ikke er enig i berostillelse af behandlingen af anmodningen om omgørelse, således
at der bliver truffet afgørelse om omgørelse inden afslutningen af klagesagen
vedrørende skatteansættelsen, skal en eventuel tilladelse til omgørelse
betinges af, at tilladelsen udnyttes inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen
bortfalder grundlaget for den verserende klagesag. |