| ►Hovedreglen i den tidligere SSL § 35, stk. 1 ◄Efter den tidligere gældende
SSL § 35, stk. 1 gælder der som udgangspunkt en frist på 3 år
og 4 måneder for skattemyndighedernes adgang til at varsle en forhøjelse
af en skatteansættelse. Fristen har også betydning for adgangen til at
ændre en skatteberegning, jf. TfS 1998, 364 DEP.
Efter den tidligere SSL
§ 35, stk. 2 omfatter forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL §
35, stk. 1 ikke punkter i en skatteansættelse, hvor det efterfølgende
viser sig, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen,
nu giver grundlag for en højere skatteansættelse.
Bestemmelsen finder anvendelse, når det efterfølgende viser sig, at de
oprindelige betingelser for en erhvervelse eller en forpligtelse giver anledning
til en større erhvervelse eller en mindre forpligtelse for den skattepligtige
end oprindelig lagt til grund. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse
i situationer, hvor skattemyndighederne efterfølgende underkaster en erhvervelse
eller en forpligtelse en ændret vurdering, uden at vurderingsgrundlaget er
ændret. Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at skattemyndighederne ikke
inden for forhøjelsesfristerne efter SSL § 35, stk. 1 har kunnet foretage
en endelig opgørelse af erhvervelsen eller forpligtelsen.
En erhvervelse eller en forpligtelse er en retsstiftende kendsgerning, der kan påberåbes
for domstolene. En erhvervelse eller en forpligtelse kan eksempelvis stiftes ved
aftale, lovgivning, retspraksis eller arv.
Som eksempel på erhvervelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse,
kan nævnes køb af et afskrivningsberettiget driftsmiddel, hvor det efterfølgende
viser sig, at det oprindeligt fastsatte afskrivningsgrundlag er for højt, f.eks.
som følge af efterfølgende prisnedslag.
Som eksempel på forpligtelsesforhold, der kan begrunde bestemmelsens anvendelse,
kan nævnes et erstatningsansvar, hvor den endelige fastsættelse af erstatningens
størrelse først foretages flere år efter skadens indtræden.
Eller at en forpligtelse efterfølgende tilsidesættes ved dom, jf. f.eks.
UfR 1993, 696 HRD (Løgstør Hotel og Kursuscenter).
En ansættelsesændring efter SSL § 35, stk. 2 skal varsles uden ugrundet
ophold (vejledende inden 3 måneder), efter at den kommunale skattemyndighed
er blevet bekendt med det eller de forhold, der begrunder forhøjelsen. En ansættelsesændring
efter denne bestemmelse kan ikke foretages, hvis det afledte skattekrav vil være
forældet, jf. 1908-loven, hvorefter der som udgangspunkt gælder en 5-årig
forældelsesfrist for myndighedernes krav på skatter og afgifter af offentligretlig
natur, regnet fra forfaldstidspunktet. 1908-loven indeholder i § 3 en suspensionsregel,
jf. nærmere under afsnit N.2.1.3 i vejledningen "Processuelle regler på
Told•Skat's område".
I praksis vil kriterierne for anvendelsen af den tidligere SSL § 35, stk. 2
normalt opfylde kriterierne for anvendelsen af suspensionsreglen i § 3 i 1908-loven,
idet skattemyndighederne ved anvendelsen af SSL § 35, stk. 2 ikke på ansættelsestidspunktet
var i stand til at foretage en endelig opgørelse af omfanget af erhvervelsen
eller forpligtelsen.
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 3 Efter den tidligere SSL
§ 35, stk. 3 kan skattemyndighederne inden for forhøjelsesfristerne efter
den tidligere SSL § 35, stk. 1 forhøje skatteansættelsen for et indkomstår,
selvom forhøjelsen er baseret på en konstateret ændring i grundlaget
for en skatteansættelse for et indkomstår, der ligger uden for forhøjelsesfristerne
efter den tidligere SSL § 35, stk. l. Denne adgang til at ændre grundlaget
for en ansættelse for tidligere år gælder ikke tilfælde, hvor
ændringen beror på et skøn over de faktiske forhold på daværende
tidspunkt, jf. TfS 1995, 469 LSR. I dommen TfS 1997, 781 VLD var der derimod tale
om et retligt præget skøn, således at forhøjelserne for de seneste
3 indkomstår ikke var i strid med reglen i den tidligere SSL § 35, stk.
3. Der foretages ingen egentlig ansættelsesændring for det tidligere indkomstår,
men alene en anden opgørelse af grundlaget for det senere år. En eventuel
klage over ændringen skal derfor rettes mod det indkomstår inden for forhøjelsesfristerne
efter den tidligere SSL § 35, stk. 1, der konsekvensændres som følge
af den konstaterede ændring i grundlaget for skatteansættelsen for det
tidligere indkomstår.
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 4 Efter den tidligere SSL
§ 35, stk. 4 løber forhøjelsesfristerne efter den tidligere SSL §
35, stk. 1 ikke i tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes
vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne
har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt
grundlag. I disse tilfælde løber forhøjelsesfristerne først
fra det senere tidspunkt, hvor skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige
oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse. Kom skattemyndigheden
eksempelvis i besiddelse af sådanne oplysninger vedrørende indkomståret
1992 den 1. oktober 1996, så udløber varslingsfristen efter den tidligere
SSL § 35, stk. 1, den 1. oktober 1999 og ansættelsesfristen efter den
tidligere SSL § 35, stk. 1, den 1. januar 2000.
Suspension af forhøjelsesfristerne forudsætter, at den skattepligtige,
herunder en repræsentant for den skattepligtige, kan bebrejdes, at skattemyndighederne
ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til rettidigt at kunne foretage
en korrekt skatteansættelse. Bestemmelsen skal ses i lyset af den almindelige
selvangivelsespligt efter SKL § 1, stk. 1.
Suspensionen indtræder ikke, hvis forholdet alene kan bebrejdes den skattepligtige
m.fl. som simpel uagtsomhed, jf. TfS 1997, 10 LSR. Suspensionen forudsætter,
at den skattepligtige forsætligt (med viden og vilje) eller groft uagtsomt
har forholdt skattemyndighederne oplysningerne, hvilket var tilfældet i f.eks.
TfS 1998, 260 LSR. Se også TfS 1999, 234 LSR om en ejerlejlighed, der havde
været udlejet til fremmede. Ejeren havde selv aftalt lejens størrelse
og oppebåret denne. Ejeren havde desuagtet selvangivet lejeværdi af egen
bolig i hele perioden ved opgørelsen af lejlighedens overskud. Uanset at ejeren
havde anvendt revisorbistand til udfyldelse af selvangivelsen, anså Landsskatteretten
forældelsesfristen i SSL § 35, stk. 3 for suspenderet, da forholdet under
de foreliggende omstændigheder ikke kunne betegnes som simpelt uagtsomt.
TfS 1999, 34 LSR drejede sig om en skattepligtig, hvis indkomst for 1991 var blevet
forhøjet i 1998 med et ikke medregnet hustrubidrag. Landsskatteretten fandt,
at den manglende selvangivelse af beløbet måtte tilregnes den skattepligtige
som groft uagtsomt, men da skattemyndighederne i december 1991 i forbindelse med
en ændring af skatteyderens forskudsregistrering var blevet bekendt med, at
skatteyderen havde modtaget bidraget, ansås forældelsesfristen ikke for
suspenderet, hvorfor der var indtrådt forældelse.
I tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed vil der normalt tillige, men
ikke nødvendigvis, foreligge en overtrædelse af straffebestemmelserne
i SKL § 13 eller § 16, jf. nærmere herom i TfS 1997, 156 TSS. Derfor
skal der i de tilfælde, hvor der gøres brug af suspensionsreglen i den
tidligere SSL § 35, stk. 4 foretages indberetning om sagen til den lokale told-
og skatteregion, respektive Københavns og Frederiksberg kommuner, således
at denne kan foretage en bedømmelse af, om et eventuelt strafansvar skal gøres
gældende.
Undtagelsen i den tidligere SSL § 35, stk. 5 Efter den tidligere SSL
§ 35, stk. 5 kan en påklaget skatteansættelse forhøjes af klageinstansen
på det eller de påklagede punkter uanset forhøjelsesfristerne efter
den tidligere SSL § 35, stk. l. Betingelsen om, at den tidligere SSL §
35, stk. 5 alene kan anvendes på det påklagede forhold, skal forstås
snævert, jf. TfS 1997, 441 LSR, hvor der ikke kunne ske forhøjelse af
fratrukne renteudgifter vedrørende et pantebrev i en ejendom, hvor klagen drejede
sig om det skattemæssige resultat af en udlejningsvirksomhed i samme ejendom.
En forhøjelse efter den tidligere SSL § 35, stk. 5 kan ikke foretages,
hvis det afledte skattekrav er forældet efter 1908-loven, jf. nærmere
herom i afsnit N.3 i vejledningen "Processuelle regler på Told•Skat's
område". Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med bestemmelserne
i henholdsvis § 15 i bekendtgørelse nr. 528 af 17. juli 1996
af forretningsorden for skatteankenævn, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 966 af 15. december 1997, og forretningsorden for Landsskatteretten (Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999) § 20, hvorefter klageren til enhver
tid kan tilbagekalde klagen. |